Mayadroem ~ Mine mest populære opskrifter

“Super mænd” ~ Morten Svane

_HEY9675

Jeg hedder Morten Svane er 29 år (hvordan blev jeg lige pludselig så gammel?) og er bosat i København. Jeg er selvstædig og arbejder med digital kommunikation i mange forskellige afskygninger, herunder community management på sociale medier, ide- og konceptudvikling, digital strategi, growth hacking og content marketing. Derudover er jeg også blogger, chefredaktør på et magasin jeg har stiftet (Træningsmagasinet), ejer af Insidefitness.dk (en side der laver dybdegående interviews af fitnesspersonligheder) samt madforfatter og har netop udgivet bogen #proteinopskrifter. Jeg er også i gang med at skrive speciale på It-universitetet om Snapchat (omend det lider ret meget under alle de andre ting jeg laver).
Jeg beskæftiger mig med andre ord med en hel masse ting – og jeg elsker hele tiden at lære og prøve noget nyt. Jeg er en ’jack of all trades’ og ser det kun som en styrke og ikke en svaghed.
Jeg har altid dyrket en eller anden form for sport, fodbold, badminton og basket i de yngre år, men de sidste mange år, har det blot været styrketræning, som har været min ’sport’.

Skærmbillede 2014-09-10 00.15.48

Hvad betyder sundhed for dig?
Sundhed for mig betød engang kun en flot krop. Jeg er blevet klogere siden da. Sundhed for mig nu, betyder en hel masse ting. Det betyder masser af grøntsager og frisk luft. Det betyder motion. Det betyder også latter og samvær med venner, kæreste og familie. Det er at være i stand til at slappe 100 % af. Det er også at kunne snuppe en cocktail eller spise en burger, uden dårlig samvittighed.
Det er en lang række ting, som fungerer synergistisk og udgør sundheden. Sundhed er ikke endimensional, men omfatter mange facetter – og kan man nå så langt rundt om dem alle som muligt, så er man nået et langt skridt hen af vejen mod sundhed i mine øjne.

Hvornår begyndte du med at træne? Og hvad fik dig til at begynde?
Det gjorde jeg for længe siden. Min onkel er sådan en rigtig klassik bodybuilder med bæltetaske og det hele og han havde altid fascineret mig da jeg var barn. Jeg husker tydeligt hvordan han bar rundt på mig og sin egen søn, da vi var små drenge, og jeg var imponeret over hvor stærk han var. Selvom jeg dyrkede forskellige former for sport gennem min barndom og teenageår hang fascinationen ved og derfor begyndte jeg med at styrketræne, da jeg var teenager.
Jeg anede ikke hvad jeg lavede i et godt stykke tid, men har altid været nysgerrig, så begyndte hurtigt at læse en masse og tilegne mig ny viden. Det hjalp på resultaterne og gav samtidig mere blod på tanden. Siden da har jeg været meget interesseret i træning og kost og har brugt mange mange timer på at nørde begge dele.
Så for at svare kort, det var nok fascinationen af min onkel der fik mig til at starte i sin tid, men siden hen har min prioriteter ændret sig betydeligt. Hvor jeg startede med stor fokus på kroppen og det at blive større, er mit fokus nu i langt højere grad rykket sig til at opnå velvære – og styrketræning er med til at give mig det. Hele jagten på større muskler stoppede også lidt i forbindelse med en skade i min nakke, som har gjort jeg aldrig rigtig har kunne træne på samme niveau siden. Det var på sin vis held i uheld, for det fik mig til at revurdere hele mit approach til træning og fik mig til at indse der findes mange andre ting i livet end træningscenteret.
Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig elsker at træne, for det gør jeg bestemt; der er bare kommet en bedre balance og lidt andre prioriteter i mit liv.

 

Hvordan spiser du typisk i løbet af en dag? Og lever du efter bestemte kostprincipper?
Jeg lever ikke efter nogle bestemte kostprincipper. Jeg har dog nogle grundlæggende ting jeg forsøger at få opfyldt i løbet af en dag, såsom at få dækket mit proteinbehov, få nok fibre, få indtaget nogle gode fedtkilder og få godt med grøntsager. Derudover er der ret frit spil, men at jeg ikke har nogle restriktioner betyder ikke at jeg vælter mig i junkfood. Tværtimod spises der godt med grøntsager, gerne økologiske, og fornuftige kød- og kulhydratkilder, men jeg afstår heller ikke fra at afprøve forskellige ting, som mange betragter som ’usunde’. Man bliver ikke ’usund’ af et at spise én is, ligesom man heller ikke bliver sundt af at spise én portion grøntsager. Jeg elsker også et godt glas vin, god champagne eller en god cocktail. Hos mig er der plads til at det hele kan inkluderes på fornuftig vis i mit daglige liv, uden at jeg går på kompromis med kropskomposition eller helbred.

En typisk dag består gerne af 3-4 måltider og diverse snacks. Jeg spiser ofte en omgang skyr med bær og müsli i de tidligere timer, og hvis jeg træner, får jeg som regel et solidt måltid herefter. Hvad det består af varierer: det kan være hjemmelavet ’soft ice’ med en overflod af riskiks og knækbrød med hytteost til (jeg elsker både riskiks og knækbrød – det er en underlig ting jeg har). Det kunne også være en hjemmelavet omgang kakaohavregrød eller bare et ’almindeligt’ måltid med grøntsager og kød. Om aftenen består måltidet stort set altid af en kæmpe salat og noget kød til. Til tider kan jeg finde på at droppe kødet. Jeg er ikke en stor kødspiser og får ofte meget protein gennem andre kilder, og har derfor ikke behov for så meget mere om aftenen. Hvis jeg får en kødkilde, er det ofte i lidt mindre mængder.

Derudover har jeg en forkærlighed for at snacke og det er noget jeg altid har gjort. Her kommer mine opskrifter fx ofte ind i billedet.
I weekenderne bliver der ofte prøvet forskellige ting af og der spises ofte ude der. Vin og cocktails og også gerne, i moderate mængder, fast indslag næsten ugentligt.

Skærmbillede 2014-09-10 00.07.22

Hvornår spiser du ”usundt”?
Jeg tror ikke på at spise ’usundt’ – jeg tror på at spise mad. Nogle gange er det mad så af mindre god kvalitet og derfor skal der lidt mindre til og nogle gange er den af højere kvalitet og derfor spiser jeg rigeligt. Men grundlæggende forsøger jeg at gøre op med negative begreber og ord i forbindelse med mad, såsom usund, synde, cheat meal osv, da de kun bidrager til skyldfølelse i forbindelse med at spise mad og jeg har den holdning, at man aldrig nogensinde bør føle skyld i forbindelse med indtagelse af mad.

Hvordan kunne en normal træningsuge se ud for dig ?
Jeg træner typisk 4 gange i løbet af en uge, da det passer bedste med min nuværende livsstil. Træner jeg mere end det, så går det ud over min arbejde, sociale liv osv – og det er meningen at træning skal give energi og glæde, ikke give anledning til problemer og mindre kvalitetstid. Hvordan jeg træner ændrer sig løbende, men i øjeblikket træner jeg fullbody 4 x om ugen. Som regel 2 tunge pas, 1 medium og et let. Det kunne fx se sådan her ud:

Mandag: Tung fullbody (6 reps)
Tirsdag: Off
Onsdag: Medium fullbody (8 reps)
Torsdag: Off
Fredag: Tung fullbody (5 reps)
Lørdag: Let fullbody (12-15 reps)
Søndag: Off

1268911_10151899735594851_1257244722_o

Hvordan motiverer du dig selv til at komme ud af døren, hvis lysten mangler?
Hvis lysten virkelig mangler, kan jeg godt finde på at springe træningen over. Det sker meget sjældent, men hvis jeg er virkelig er træt og kan mærke jeg sandsynligvis blot vil stresse min krop for meget, så skubber jeg den måske blot til næste dag. Så træner jeg måske bare træningen næste dag – så længe jeg får alle træningspas ind i løbet af ugen, er jeg tilfreds. Det sker dog relativt sjældent at jeg gør det.
Når jeg bare har almindelig ugidelighed, som vi alle oplever, er det her mit bedste råd, som virkelig er effektivt: fortæl dig selv du blot skal gøre én ting når du kommer derned. Det kan være du har planlagt 4-6 øvelser eller lignende, men fortæl så dig selv at du blot tager ned og laver et par sæt af første øvelse. Eller måske endda blot lidt opvarmning, hvis det står virkelig slemt til. Det er succeskriteriet. Alt derudover er blot bonus. Laver du kun de sæt, er det stadig bedre end ingenting og du har nået dit mål – men laver du mere, så er det bonus. Det gør det langt nemmere at komme ud ad døren, fordi der ikke venter en masse hårdt arbejde og forventningerne er sat ned til et minimum. Når man så først står dernede og har taget de første sæt – så ender det ret ofte med man alligevel får lavet en god sjat mere. Prøv det af næste gange du ikke kan få dig selv ud ad døren.

Har du nogle mål i forhold til din træning – og din sundhed i fremtiden?
Jeg har ikke nogle specifikke mål som sådan. Jeg ved, at det kan virke demotiverende for nogle, men jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg mest af alt blot nyder at træne og få brugt min krop og den fornemmelse det giver mig efter et godt træningspas. Hvor målet før var at nå et sted hen med træningen, er træningen nu målet i sig selv.
De store ambitioner for kroppen er i stedet blevet manifesteret i professionelle ambitioner og på at blive til et bedre menneske. Jeg oplever til tider at nogle mennesker er så bidt af fx træning – eller arbejde for den sags skyld – at de helt glemmer at reflektere over hvilken ’arv’ de gerne vil efterlade og arbejde med sig selv som person. Det med arven er også svært at forholde sig til, fordi det i bund og grund er noget man ikke ønsker at tænke på, men jeg er i stigende grad begyndt at spørge mig selv ’hvordan vil du gerne huskes?’ og så arbejde med nogle af de tanker det sætter i gang. For når alt kommer til alt, så er virkelig det eneste vi kan gøre; efterlade en arv. Hvordan vi lige nåede fra træning til her, kan jeg virkelig ikke svare på – undskyld!
Angående sundhed så har jeg faktisk et par konkrete mål – jeg vil meget gerne begynde at forsøge at spise så økologisk som muligt (ikke at økologi automatisk altid gør det sundere) og så vil jeg gerne konsistent spise 1kg grøntsager om dagen. Grøntsager er så ekstremt undervurderet og det er noget man nærmest altid kan spise noget mere af.
_BCL3882

Hvad siger dine venner og familie til, at du lever på den måde som du gør?
Jeg har hørt lidt forskelligt gennem tiden, men sådan er det altid når man gør noget der afviger fra hvad alle andre gør. Det gør folk ukomfortable og så skal de helst lige pointere det, for at få det bedre med sig selv. Jeg gør det endda selv til tider (jeg forsøger dog kraftigt at lade være), så jeg er ikke et hak bedre. Jeg tror bare mennesker er indstillet på den måde – vi er opdraget til at være lidt efter folk der stikker for meget ud. Men mine venner og familie har for længst accepteret, at jeg er lidt af en trænings- og madnørd, men kan samtidig også se at min syn på det nu, er blevet langt mere afslappet.

Hvornår er kvinder sundest i dine øjne?
Når de hviler i sig selv. 10.000 selfies og kropsbilleder udstråler i mine øjne ikke, at man hviler specielt meget i sig selv. Jeg siger ikke at man ikke kan tage den slags billeder og ikke gøre det, men jeg ser en tendens til at, dem er virkelig kammer over med det, har brug for en konstant bekræftelse for at føle sig god nok. Men sundhed er naturligvis også ufravigeligt bundet sammen med noget kropsligt, at man tager vare på sig selv og dermed sin krop.
Dog bliver der ofte fokuseret så meget på kun kroppen, at det mentale aspekt negligeres fuldkommen. Og det er mindst lige så vigtigt. Så for mig er kvinder sundest, når de tror på sig selv, tror på, at de er gode nok og kan sparke røv i hverdagen. Og når de ikke stresser over mad og træning, man kan tage det som det kommer. De karakteristika hænger sjovt nok også sammen med de kvinder jeg synes er mest tiltrækkende.

Hvorfor vil du gerne fremstå som et sundt forbillede på www.mayadroem.dk?
Jeg ved ikke som jeg er ’sund’ i traditionel forstand – det begreb er efterhånden lidt udvandet, men jeg håber at kunne inspirere lidt til at bryde de konventionelle måder at tænke på, når det kommer til mad og træning.

Instagram 
Facebook
Proteinopskrifter.dk
Hilsen Morten
10620030_10152660897414851_942448501791806521_o

Fotos: Irfaan Khan & Camilla Hey
Køb #Proteinopskrifter:HER

 

   

4 kommentarer

  • Tina

    Jeg blev lige fan af den mand. Sindssygt inspirerende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    han er så freaking fucking lækker -jeg dør. hvor finder man sådan en som ham. haah jeg følger hans blog og det er inspirerende. han laver så mange lækre protein sager. må ha fat i den bog (og ham) syns titlen skulle hedde man of the day

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maya

      Haha 🙂 sjov kommentar! 🙂
      Ja han er da en pæn mand!
      Det kunne de også hedde – men nu har jeg valgt en anden titel 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mayadroem ~ Mine mest populære opskrifter