Vind et valgfrit produkt fra Energilageret.dk

Sunde Piger ~ Mette Lyngholm

Mette1

Jeg hedder Mette Lyngholm og er 26 år. I 2013 løb jeg med overall trofæet til DM i Bikini Fitness og har sidenhen konkurreret flere gange i udlandet. Til hverdag arbejder jeg i Fresh Fitness Århus, hvor jeg driver min egen virksomhed med personlig træning og kostvejledning.

Hvad betyder sundhed for dig?
Sundhed betyder for mig at føle sig godt tilpas i krop og sind. For mit vedkommende er det ensbetydende med at give min krop gode råvarer der giver god energi til min træning. Kost og træning fylder enormt meget i min hverdag, da dette giver mig overskud og velvære. Det handler dog også om balance, nogle vil mene at jeg er ekstrem når jeg lever så sundt som jeg gør og træner 5-6 gange i ugen, men i mine øjne er der stor forskel på at være ekstrem og på at være fanatisk. I min hverdag er der stadig plads til at holde hviledage, spise slik eller flødekartofler. Det er dog ikke længere disse ting der står øverst på min liste.  

Hvornår begyndte du med at træne? Og hvad fik dig til at begynde?
Som 4 årig var jeg til gymnastikopvisning i Ikast hvor jeg er opvokset. Jeg var dybt fascineret af alle gymnasterne og de spring de kunne udføre. Det betød at jeg dagen efter startede til mini badut (gymnastik). I 15 år lavede jeg spring og rytmisk gymnastik på højt plan og stiftede allerede som barn bekendtskab med styrketræning i form af, pull ups, armbøjninger, mavebøjninger, håndstand osv.
Springgymnastikken krævede enorm styrke og kropskontrol, hvilket vi trænede gennem disse øvelser.
Da jeg stoppede med gymnastikken var det naturligt for mig at fortsætte styrketræningen og begyndte at udvide min horisont i forhold til vægtløftning.
Mette2

Hvordan spiser du typisk i løbet af en dag? Og lever du efter bestemte kostprincipper?
Morgenmad: Havregryn med proteinpulver
Mellemmåltid: Gulerødder eller nødder
Frokost: Kød/fisk/æg og grøntsager
Mellemmåltid: Æble, gulerødder eller en quest bar
Efter træning: Protein shake
Aftensmad: Kød/fisk/æg, grøntsager (af og til kulhydrat i form af havregrynsboller, ris eller kartofler enten til frokost eller aften)
Aftensnack: Skyr

De fleste af mine dage ser ud som ovenstående. Mine principper er meget simple. Jeg forsøger at spise mest kød og grønt, men er som sådan ikke forskrækket for kulhydrat i form af havregryn, ris og kartofler. Dog forsøger jeg at holde mig på et lavt indtag af disse fødevarer, da det for mit vedkommende ikke bidrager med specielt god energi til min hverdag. Får jeg meget kulhydrat i min kost bliver jeg uoplagt, søvnig og oppustet, men udelukker jeg det helt tærer det ligeledes på min energi, mit humør og ikke mindst på styrken under min træning.
Min kost ser stort set ud som ovenstående hele året rundt og mængden er større end mange går og tror. Du kan spise store mængder af sund mad uden at tage på! Op til mine konkurrencer regulerer jeg dog en smule i mængden af mad, men det er vigtigt for kroppen at få sine vitaminer og mineraler. Jeg er desuden alt for madglad til at skulle spise som en fugl. Derfor bliver der i konkurrenceperioder i stedet skruet op for cardioen.

Hvornår spiser du ”usundt”?
Er jeg til fødselsdag hos familien eller til andre sociale begivenheder, spiser jeg altid det der bliver serveret. Jeg er bestemt ikke fanatisk omkring min kost og vil ikke være til besvær når jeg er ude med familie og venner. Desuden har det absolut ingen betydning for min form, at jeg her spiser hvad de serverer og der skal heller ikke herske tvivl om, at jeg nyder disse måltider. Når jeg selv er herre over hvornår jeg spiser usundt, bliver det altid i form af bland selv slik en dag i weekenden. Dette er typisk hver 14 dag, hvor jeg til gengæld sagtens kan spise op til 400g slik uden at få dårlig samvittighed! Jeg foretrækker at få slik hver 14 dag og få en kæmpe portion, fremfor at få en smule lidt oftere. Du finder aldrig slik eller kage i huset, da jeg ikke ville kunne lade det ligge. Disse ting bliver derfor kun købt når det skal spises samme aften.

 Hvordan kunne en normal træningsuge se ud for dig ?
Uanset om der er konkurrence om hjørnet eller ej, så ser min styrketræning altid nogenlunde ens ud. Jeg styrketræner ca. 60 min 5-6 gange i ugen, hvor jeg arbejder i 2,3 eller 4 split programmer. Desuden skifter jeg mellem at træne eksplosivt, træne styrke eller ren hypertrofi. I perioder kører jeg 4 uger med samme fokus. I andre perioder skifter jeg fra dag til dag. For mit vedkommende handler det om konstant at udfordre mig selv og overraske min krop. På den måde fortsætter jeg med at udvikle mig.

Er der ikke konkurrence om hjørnet, supplerer jeg min styrketræning med intervaltræning 3 gange ugentligt. Det gør jeg for at bevare min kondition og fordi det har en god effekt på min forbrænding. Skal jeg derimod til konkurrence står den på intervaltræning 6 gange i ugen og en 40 minutters løbetur i skoven 7 gange om ugen.

Eksempel på almindelig uge:
Man: Ryg, bryst + Interval
Tirs: Ben, balder
Ons: Arme, skuldre, mave + Interval
Tors: Hvile
Fre: Ryg, bryst + Interval
Lør: Ben, balder
Søn: Arme, skuldre, mave eller hvile
Mette3

Hvordan motiverer du dig selv til at komme ud af døren, hvis lysten mangler?
Ærligt, så er motivation der næsten altid. Det er efterhånden blevet så stor en del af mit liv, at det blot er en af mine rutiner i hverdagen lige såvel som at tage sikkerhedssele på og børste tænder.
Dog kan jeg havde dage hvor jeg kommer ned i centeret og mærker, at jeg er fuldstændig afkræftet, demotiveret eller sur over at vægtene føles langt tungere end normalt.
På disse dage er der to muligheder: 1) Jeg spænder balderne, sætter noget vildt musik på og kører de øvelser jeg har lyst til at lave (undgår dem jeg ikke kan overskue) 2) Jeg accepterer at jeg har en dårlig dag, men gennemfører de planlagte øvelser med færre kilo og i et langsommere tempo.
Oplever jeg dage hvor lysten til at træne overhovedet ikke er at finde, så tager jeg en hviledage og dette gælder også op til mine konkurrencer. At skippe en enkelt træning sker der absolut intet ved.

Har du nogle mål i forhold til din træning – og din sundhed i fremtiden?
Min træning er selvfølgelig målrettet i forhold til de konkurrencer jeg deltager i, men jeg har ikke planer om at blive ved med at konkurrere i al uendelighed da det er utrolig hårdt for kroppen og det sociale liv på mange punkter.
Derimod har jeg et mål om at holde mig i balance. I øjeblikket føler jeg mig rigtig godt tilpas i min krop og synes jeg har et sundt syn på kost og træning hvilket er målet at blive ved med at have. Desværre synes jeg at opleve en tendens i denne branche og især indenfor konkurrenceverdenen, hvor jeg ser flere og flere blive fanatiske og glemme det sunde aspekt.

Hvad siger dine venner og familie til, at du lever på den måde som du gør?
Både familie og venner ved at jeg lever mit liv som jeg gør pga. velvære og kan derfor sagtens forstå min livsstil. Der er ingen tvivl om at de synes perioderne op til konkurrencer er ekstreme, men de ved også at det kun er i perioder jeg lever sådan. Lige såvel som at jeg respekterer deres livsstil, respekterer de min. 
Mette4
Almindelig form

Mette5
Konkurrence form

Hvorfor vil du gerne fremstå som et sundt forbillede på www.mayadroem.dk?
Der er ingen tvivl om at mange forbinder mig med bikini fitness og eftersom der bliver stadig større fokus på sporten, synes jeg det er enormt vigtigt at fremstå som et sundt forbillede. Det er vigtigt for mig at fortælle at selvom du er atlet, betyder det ikke at der ikke er plads til fødselsdagsboller, flødekartofler eller en ordentlig pose bland selv slik i ny og næ. Der er rigtig stor fokus på hvordan atleter lever op til konkurrencerne og hvordan de ser ud på scenen, men det er meget uheldigt hvis folk får den opfattelse at de lever sådan og har en utrolig lav fedtprocent hele året rundt. Dette har på ingen måder noget med sundhed at gøre, hverken fysisk eller mentalt. Derfor håber jeg på at et lille indblik i mit liv, kan være med til at åbne øjnene op for at man sagtens kan være i god form uden at det behøver at være ekstremt.

De Kærligste Hilsner
Mette Lyngholm @mettelyngholm

   

1 kommentar

  • Dejligt indlæg! Jeg er kæmpe Mette Lyngholm fan og synes hun har en super fed tilgang til livet som atlet – meget inspirerende 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vind et valgfrit produkt fra Energilageret.dk