Spørgerunde # 2 - Om træning & sundhed

Super mænd ~ Thomas Moberg

Skærmbillede 2015-01-26 kl. 09.47.03

Mit navn er Thomas Moberg, og jeg er 27 år gammel. Jeg bor i Aarhus sammen med min kæreste, og så har jeg netop afleveret mit speciale i Virksomhedskommunikation (og skal forsvare det en gang i februar), så jeg er efterhånden ved at være færdig med alt det der skolehalløj.
”I lift things up and put them down”: Min ’sportsgren’ er bodybuilding/styrketræning, hvilket harmonerer ret godt med mit arbejde som personlig træner i Performance Gym Aarhus.  

Hvad betyder sundhed for dig?
Sundhed er jo både et ret subjektivt begreb, som alle har en mening om, og et helt objektivt begreb, hvor det handler om at have en sund krop. Det sidste er målbart: Hvis du opfylder X og Y, er din krop sund, mens det første meget handler om det mentale.

Så med forbehold for, at nogle føler sig stødt (fordi de her ting altid opfattes forskelligt fra person til person), har jeg selvfølgelig en mening om den nye trend med, at ”du er sund, hvis du er mentalt sund”. En trend jeg ser flere og flere kvinder på Instagram bifalde. Jeg er helt enig i, at man ikke er sund, hvis man har det psykisk dårligt med mig selv og sin tilværelse, men jeg ikke enig i, at Hanne eller Lars er sunde, hvis de vejer 40 kilo for meget, men har det godt mentalt, fordi de gør det, der gør dem glade. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det ikke sundt at overbelaste sin krop (om det så er over- eller undervægt eller alkoholmisbrug eller stoffer er for så vidt lige meget), selvom man er glad mentalt.
Skærmbillede 2015-01-26 kl. 09.47.35

Hvornår begyndte du med at træne? Og hvad fik dig til at begynde?
Jeg begyndte rigtigt at træne i efteråret 2010, hvor jeg fik nogle rigtig gode venner inden for ”miljøet” her i Århus. Dengang droppede jeg også så småt fodbolden, som jeg ellers havde dyrket fra jeg var seks til jeg blev 23 år.

Hvordan spiser du typisk i løbet af en dag? Og lever du efter bestemte kostprincipper?
Jeg forsøger at variere min kost ret meget, men selve måltiderne har ofte den samme udformning (men med forskellige fødevarer). Lige nu, hvor jeg forsøger at øge min muskelmasse, kommer der ret meget mad indenbords, så en normal træningsdag kunne se således ud:

Morgenmad: før arbejde og/eller egen træning
– 100-150 gram fed fisk eller andet kød
– 50 gram nødder
– Kop kaffe med kokosolie
– Lidt grøntsager
Generelt er jeg ikke ret sulten om morgenen og træner ikke ret godt på store måltider.

Post workout: efter træning
– En proteinshake
– Omkring 100 gram figner (jeg er en sucker for figner, så jeg glæder mig ikke til foråret, hvor de udgår 🙂 )  eller kulhydrater i pulverform

Proteiner og kulhydrater efter træning på en hurtig og nem måde er et must for mig – og så er det nemme kalorier, når jeg skal spise så meget.

Frokost: når jeg kommer hjem fra træning
– 200 gram kød
– 100 gram hvide ris
– Grøntsager
– En fedtkilde typisk i form af avocado, økologisk smør, ost eller nødder

Sen eftermiddag:  Samme som til frokost – der skal jo mad ind 😉

Aftensmad: Noget i samme stil som frokosten, men jeg sørger selvfølgelig for at variere kød, kulhydratkilde, grøntsager og fedt

”Natsnack”
Jeg må indrømme, at jeg ofte blender min mad her, da jeg godt kan være halvproppet efter at have spist ovenstående. Her bliver det typisk noget á la en ½ dåse kokosmælk, en banan, 100 gram figner, en scoop valle-protein og så nogle gange en avocado. Det smager virkelig lækkert, og så er det omkring 1.000 nemme kalorier bestående af gode fødevarer med en god næringsfordeling

Til de interesserede kan jeg fortælle, at jeg ligger lige over 5.000 kalorier dagligt. 

Hvornår spiser du ”usundt”?
Når jeg forsøger at opbygge muskelmasse, spiser jeg usundt, når jeg har lyst, hvilket er rigtig sjældent. Jeg ’craver’ aldrig slik og søde sager, så hvis jeg en gang i mellem spiser slik eller kage, så er det fordi, jeg virkelig gerne vil have det. Ellers lader jeg bare være. Bland-selv-slik og lignende siger mig ikke det store for at være ærlig. Og når man som jeg kan spise over 5.000 kalorier uden at tage på, bekymrer jeg mig samtidig ikke rigtig om at spise ”usundt”.
Hvis jeg til gengæld forsøger at reducere min fedtprocent, spiser jeg meget sjældent slik og lignende, fordi jeg gerne vil have en masse mad frem for sukker. Og det hænger jo nok sammen med, at slik ikke siger mig det store. Der er jeg nok meget heldigt skruet sammen. 🙂

Hvordan kunne en normal træningsuge se ud for dig ?
Det afhænger af, om jeg kører en styrke- eller hypertroficyklus (hypertrofi = muskelvækst), som jeg altid veksler mellem 4-8 uger ad gangen. Træner jeg primært for styrke, træner jeg typisk et 2-split (overkrop/underkrop) tirsdag, torsdag, lørdag og søndag. Når jeg kører en hypertroficyklus bliver det normalvis til fem træninger i ugen. Lige nu skal jeg i gang med en hypertroficyklus, hvor jeg træner overkrop tirsdag, torsdag og søndag og underkrop onsdag og lørdag.
Skærmbillede 2015-01-26 kl. 09.47.18

Hvordan motiverer du dig selv til at komme ud af døren, hvis lysten mangler?
Fordi jeg har spillet fodbold i 17 år, har jeg lært mig selv, at det ikke altid er en fest at træne. Ligesom en kold vintertræning på en frossen bane eller i silende regn ikke var specielt motiverende, kan alle træninger i centret ikke være mega motiverende Kai Greene-coming at you-style. Når motivationen halter, gør jeg det, der skal til og kommer hjem. Så finder jeg motivationen i, at jeg stadigvæk opnår de mål – eller i hvert fald kommer tættere på dem – selvom det ikke altid er lige sjovt. Heldigvis er det sjældent, at jeg har træninger, hvor jeg ikke har lyst. For det meste elsker jeg træningen og bruger det som et frirum, og så er der så nogle gange, hvor det bare lige skal overstås.

Har du nogle mål i forhold til din træning – og din sundhed i fremtiden?
Lige nu er mit klare mål at opbygge en større muskelmasse og så komme på scenen igen, men der kan gå mange år, før jeg er ’klar’ til det. Derudover elsker jeg at blive stærkere og holde min krop fri fra skader, så det er selvfølgelig også et mål med træningen. I forhold til min egen mentale sundhed, skal jeg nok blive bedre til at slå hjernen fra i ny og næ, når talen falder på spisning, hvor jeg godt kan ’obsesse’ over småting og petitesser.

Hvad siger dine venner og familie til, at du lever på den måde som du gør?
Min familie forstår ikke livsstilen og synes ikke om den, men de er stolte af mig og imponeret af, at jeg lever, som jeg gør, så de støtter mig helt sikkert. Det er jo helt fint, at de ikke vil leve på samme måde, men samtidig er det fedt, at de efterhånden accepterer det til fulde 🙂
Størstedelen af mine venner træner selv; nogle mere seriøst og andre mindre, så de forstår det, og vi snakker da også ofte om træning.
For den anden gruppe af venner er det ikke rigtig et issue. Det er en hobby ligesom så meget andet. Jeg håber, at de synes, jeg ikke snakker om det hele tiden. Det er der ingen, der gider høre på. Jeg gider jo heller ikke høre om strikkeopskrifter og pileflet konstant, så på samme måde fabler jeg ikke løs om styrketræning. Forhåbentlig opfatter mine venner det på samme måde.
Skærmbillede 2015-01-26 kl. 09.47.46

Hvornår er kvinder sundest i dine øjne?
Det handler vel om både fysisk og mental balance. Så ud over en velfungerende krop, så er en kvinde sundest (og smukkest), når hun hviler i sig selv og ikke bekymrer sig over alting, men omvendt heller ikke tager let på alt. Qua min beskæftigelse synes jeg selvfølgelig også, at det er et sundhedstegn at være aktiv (det synes ens krop heldigvis også), så længe det ikke kammer over og bliver en besættelse. Så en sund kvinde er heller ikke uopmærksom på, at sundhed ikke kun er mental glæde, men også fysisk sundhed.

Hvorfor vil du gerne fremstå som et sundt forbillede på www.mayadroem.dk?
Jeg håber, at mine skriverier kan sætte tankerne i gang hos andre om deres egen sundhed, så folk ikke bare hopper med på alle de forskellige bølger, som hele tiden skyller ind over os.
Derudover håber jeg, at det bidrager til en vis forståelse for min sportsgren, som ofte bliver misforstået. Eksempelvis forstår rigtig mange ikke, hvorfor det er nødvendigt at spise så meget, som jeg selv gør (vel at mærke uden at blive fed – det er jo ikke sundt) eller, hvorfor jeg nogle gange siger nej til kage, når jeg forsøger at sænke min fedtprocent, så hvis det her kan bidrage til en forståelse for sporten, vil det være fedt (og nej, ét stykke kage ødelægger ikke noget, men bliver du tilbudt kage syv dage i ugen, drejer det sig jo ikke om ét stykke :)).

Instagram @thomasmobergdk
Blog: www.thomasmoberg.dk

Mvh. Thomas
Skærmbillede 2015-01-26 kl. 09.47.59

   

4 kommentarer

  • Mia

    Haps! Hvor er han inspirerende 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agnete

    Hvorfor er mænd “super”, mens piger(kvinder) er “sunde” på din blog?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maya

      Det er rent ordspil 🙂 – De har altid heddet “Sunde piger”
      Mændene er noget nyt – og så synes jeg supermænd var sjovere end sunde mænd.
      Pigerne er ikke sundere end mændene – og mændene ikke sejere end kvinderne.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spørgerunde # 2 - Om træning & sundhed