Gratis kostplan til at optimere din sundhed!

Sunde piger: Anna Warrington

12404229_10208273681541031_1012145333_n
Mit navn er Anna Warrington, jeg bliver 26 år gammel til januar og bor i København. Til daglig læser jeg en kandidat i statskundskab på Københavns Universitet og er ret nørdet i mine interesser, der primært omhandler international politik og sikkerhedsstudier. I snart 2 år har jeg drevet en personlig sundhedsblog, hvor jeg skriver om kost, træning og fortæller om min personlige historie som hoftepatient.

Hvordan vil du definere sundhed?
Sundhed er en svær størrelse at definere objektivt, da den per definition altid vil opleves subjektivt. Hvad der føles sundt for mig kan føles usundt for dig og omvendt. WHO har den overordnede globale definition på sundhed som ”en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velvære”. For mig springer ordet ”fuldstændig” i øjnene, da tilværelsen sjældent er fuldstændigt. Det er farligt at stræbe efter perfektion, da man så ender med at sætte et højt forventningsniveau til sig selv, som man aldrig opnår.

For mig er sundhed hverken en sixpack, et liv uden sukker eller hundredevis af kilo på vægtstangen, når jeg træner. Jeg har i næsten halvdelen af mit liv levet med en krop, der desværre ikke altid vil som jeg. Efter 9 operationer i hofte og ryg, utallige timer hos diverse fysioterapeuter, en masse smertestillende medicin og rigtig mange skuffede følelser har jeg lært, at jeg ikke altid er i kontrol – og det er okay.

Hvilke sportsgrene dyrker du? – Og hvad får du ud af at træne?
Jeg har dyrket styrketræning fast i omkring 2 år, men har trænet on/off siden jeg var teenager. Som følge af de mange operationer har jeg måtte starte forfra med de letteste håndvægte mange gange. Det er hårdt at mærke sin krop blive slap og blød, men det giver mig den fedeste følelse af succes når jeg mærker en smule fremgang med min træning. Det handler ikke om vilde rekorder, det handler om helt små ting som når jeg kan hoppe, stå på et ben eller løfte bare 1 kilo mere end før. De små sejre i træningscenteret giver mig en glæde og en indre styrke, som jeg kan bruge i mange af livets aspekter. For mig er træning hverken en sur pligt eller en straf for at spise for meget. For mig er træning, uden at lyde hellig, et privilegium. Der er mange der tager deres velfungerende krop for givet, men i virkeligheden er det et privilegium at kunne bevæge sig og bruge sin krop.
12434704_10208273662500555_275272426_n

Hvordan spiser du typisk i løbet af en dag?
Morgenmad: Havregrød! Jeg elsker min havregrød og kan spise den årets rundt i et utal af variationer. Typisk laver jeg en grød med glutenfri gryn, vand og et par æggehvider, der toppes med frisk eller tørret frugt, nødder og måske et scoop proteinpulver, hvis jeg er meget sulten.
Mellemmåltid: Mine mellemmåltider i løbet af en dag består typisk af riskiks med peanutbutter, grøntsagsstænger, nødder og rosiner, en banan eller en proteinbar på farten.
Frokost: Jeg elsker rester, da det bare er virkelig nemt at have med på farten og altid smager godt. Jeg har ikke spist gluten i næsten 3 år, da min mave er utrolig sart som følge af det smertestillende medicin som jeg tog i mange år. Derfor er den klassiske sandwich eller rugbrødsmad ikke noget for mig.
Mellemmåltid: Det samme som ovenstående mellemmåltid.
Aftensmad: Jeg bygger gerne min aftensmad op omkring næringskilder og smagsgivere, så jeg ved, at mit behov for næring (og smag!) er dækket den aften og næste dags frokost. Mine proteinkilder kommer fra flere steder. Jeg får kød til aftensmad 2-3 gange om ugen, hvor det ofte er kylling, laks eller hvid fisk som laves til en omgang wok eller bages i ovnen. De andre dage elsker jeg at lave fyldige vegetariske retter med kikærter, linser og en sørens masse grøntsager. Kulhydrater får jeg fra ris, søde kartofler og quinoa, som gerne tilberedes i en kæmpe portion til køleskabet, så jeg bare kan tage et par skefulde til dagens ret. Jeg bruger rigtig mange forskellige smagsgivere i form af krydderier, tomatsovs, kokosmælk og karrypastaer. Fedt får jeg fra nødder, kokosmælk (ikke light), avocado, kokosolie og olivenolie, som jeg sørger for, at integrere i dagens ret på forskellig vis.
Aftensnack: Om aftenen elsker jeg at spise noget sødt og lækkert, og det må gerne være hjemmebag. Jeg har en indre mormor, der elsker at bage sundere kager, lave dadelkugler eller bage pandekager. Det bliver gerne til en stor portion, som kan hygge sig i fryseren og tages op, når jeg bliver lækkersulten.

Hvordan ser en normal træningsuge ud for dig ?
Det er svært for mig at give et eksempel på en normal træningsuge, da jeg træner på min krops præmisser. Det har taget mig årevis at lære, men det er nødvendigt at min træningsplan passer til min krop og ikke omvendt. Jeg træner med en personlig træner 1 gang om ugen, hvor vi arbejder med mobilitet, stabilitet og styrke i skiftevis under og overkrop, og så træner jeg selv enten under eller overkrop 1-2 andre dage om ugen. Derudover træner jeg en smule yoga derhjemme, går ture og cykler rundt på mine gode dage. Det har tidligere været et nederlag for mig, når jeg ikke kunne følge en stram træningsplan grundet smerter, men nu har jeg lært, at det er bedre at jeg træner 2 gange om ugen, hvor jeg har det godt, end at jeg træner 5 gange om ugen og ikke har det godt.
12435573_10208273665700635_1013859959_n

Har du nogen mål med din træning nu – og på længere sigt?
Jeg har flirtet med tanken om at stille op i en fitnesskonkurrence, da jeg elsker at have mål med de ting jeg laver. Det er bare ikke realistisk for mig, at planlægge en stram træningsplan, da jeg ikke ved hvordan mine hofter har det på længere sigt. Jeg har nu derfor ”bare” et mål om at min krop har det godt, føles stærk og giver mig energi til hverdagen. Det har været en nem omstilling rent fysisk, men langt sværere mentalt. Jeg er vant til at sætte mig mål og nå dem, men må indse, at det er sundere for mig at sænke mine ambitioner på træningsfronten. Jeg har ingen mål om at squatte 100 kilo, men jeg har et mål om at øge min bevægelighed i squat, forbedre min balance og fortsat have det godt i min egen krop.

Hvad motiverer dig til en sund livsstil?
Min egen krop! Det lyder måske helligt, irriterende eller lidt selvfedt, men i virkeligheden er det sandheden. Jeg motiveres af, at jeg gentagne gange har været lænket til en sofa og ikke har kunne gå. Min krop er desværre ikke så frisk som jeg gerne ville have den til at være, men den giver mig heldigvis mulighed for at kunne træne. Det er utrolig vigtigt for mig, at styrke min krop så godt som muligt, så jeg giver mig selv de bedste vilkår for at leve det liv, som jeg gerne vil med masser af energi. Sund og nærende mad, godt med hvile og fokuseret træning giver mig en sund livsstil, som min krop er glad for.

Har du opbakning fra dine omgivelser til dit sunde liv?
Mine omgivelser har nok været lidt bekymrede for mig, da jeg i perioder har haft tendens til at fokusere meget på sundhed. Det har betydet, at jeg måske har presset min krop og mit sind lidt for meget i forhold til hvad der reelt er sundt. Jeg arbejder meget på at finde en balance mellem sundhed, nydelse og bare at have det godt. Min familie og mine venner synes givetvis at jeg nogle gange er irriterende, når jeg bager en sundere kage, insisterer på at ville have tid til træning, men jeg ved også, at de kan se hvor vigtigt den sunde livsstil er for mit velvære – så længe jeg også har tid til en god biograftur med bland selv slik eller en aften med rødvin og sladder.

Hvorfor vil du gerne fremstå som et sundt forbillede på www.mayadroem.dk?
Der er rigtig mange der er slankere, stærkere og hurtigere end mig. De kan bidrage med tips til at sænke fedtprocenten, løbe en maraton eller løfte en masse kilo. Det kan jeg ikke, men jeg kan bidrage med en anden vinkel på sundhed, der handler om indre motivation og tilpasning af forventninger. Jeg har prøvet på egen krop ikke at have kontrol over livet, men jeg arbejder med at vænne det til noget positivt. Vi har alle udfordringer i livet og forskellige forudsætninger, så hvis vi alle sætter os de samme (ofte urealistiske) mål, kan vi kun blive skuffet. Så er vi aldrig ”sunde nok”. Mit budskab er, at du skal lære, at blive din egen form for sund!

Instagram  // Blog  // Facebook

Hilsen Anna.

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gratis kostplan til at optimere din sundhed!