Træningsevent & program til udendørstræning

Danica Chloe: “Min Sundhed”

 Jeg vil opstarte mine sundheds interviews igen, fordi jeg synes det er spændende at nuancere synet på, hvad sundhed egentligt er. Jeg vil derfor de kommende uger interviewe flere spændende personligheder. Hvis du har et ønske til, hvem det mon kunne være – så skriv endelig en kommentar. I dag er det Danica Chloe, som får ordet.

 untitled-21

Navn: Danica Chloe
Beskæftigelse: Professionel blogger & freelance konsulent
Blog: Danicachloe.dk

Hvad betyder sundhed for dig? Det lyder måske lidt langhåret, men i bund og grund handler det utrolig meget om mit psykiske velbefindende samt at besidde en stor respekt for krop & sind. I en alder af 30 år føler jeg virkelig jeg hviler i mig selv og mine sundhedsmæssige valg. Endda meget mere end da jeg var 20 år. Jeg har nemlig erfaret, at sundhed ikke er et resultat af hvor mange timer jeg ligger i træningscentret eller hvor mange grøntsager, der er på min tallerken. Det handler om at nyde livets gode stunder uden dårlig samvittighed og troen på at dét jeg gør, er godt nok for mig. Det var først da jeg nåede til den erkendelse, at det hele gav mening. For sundhed fylder faktisk ikke særlig meget i min hverdag. Jeg tager nogle sundhedsmæssige valg uden at tænke nærmere over det, men det er ikke sundheden eller et højere mål, der ligger til grund for mine valg og det er utroligt rart ikke at hige efter noget andet længere. Dér har jeg været og det var ikke særlig sjovt.

Hvordan har du implementeret sundhed i din hverdag? Jeg spiser primært plantebaseret, hvilket er valg jeg har taget for noget tid tilbage ud fra både et etisk-, miljømæssigt- og sundhedsperspektiv. Det trives jeg enorm godt med og jeg har aldrig spist bedre. Derudover er jeg god til at inkorporere bevægelse i en travl hverdag, så jeg får renset hovedet efter en lang dag. Jeg er også en stor livsnyder og er generelt rigtig god til at belønne mig selv. Sundhed kommer i mange former og kan være alt fra yndlings isen en fredag aften til en god bog i sofaen, en cafédate med en veninde eller meditation på stuegulvet.

Hvordan er du aktiv? Jeg går til yoga ca. 3 gange om ugen. Derudover løber jeg, når jeg har lyst og min krop tillader det, ligesom jeg er glad for lange gåture rundt i København. Min fysiske aktivitet er udelukkende lystbetonet og det er især i yogaen jeg har fundet min vej. Der findes ikke nogen bedre følelse i kroppen end tilstanden efter halvanden times yoga.

Hvor mange timer sover du om natten – og hvor vigtig er din søvn? Helt enormt vigtigt og har været det i mange år. Jeg går sjældent i seng efter 22, hvilket måske også skyldes, jeg har en 3-årig dreng. Men jeg skal have mine 8 timers søvn som minimum. Ellers fungerer jeg ikke. Jeg lider desværre af night terror og mange opvågninger, at selvom jeg får mellem 8 og 9 timers søvn, er jeg sjældent udhvilet. Jeg har længe overvejet at opsøge en søvnekspert, men holder lidt igen, da jeg har svært ved at forklare andre om min ”lidelse”.

Hvordan vil du beskrive din kost? Den er nærende, velsmagende, grøn og varieret. Jeg starter eksempelvis hver morgen med en friskpresset rødbedejuice, som faktisk er blevet et lille ritual for mig. Den er hvad kaffe er for andre, og jeg kan slet ikke leve uden hjemmelavet friskpresset juice.

Hvad finder man altid i dit køkken? Havremælk, hjemmelavet hummus, gourmet knækbrød, bananer, peanutbutter og mørk chokolade.

Hvad inspirerer dig til at leve sundt? Min familie og i særdeleshed min søn. Han er den største inspiration. Alle mine valg afspejles i ham og derfor er vi meget afslappede omkring mad derhjemme. Det er okay at spise slik i weekender eller bestille en god pizza. Når vi rigtig skal hygge, spiser vi alle i sofaen mens vi ser en god film.

Hvad giver dig livskvalitet? Tid med min familie, hvor jeg ikke tænker på andet end at være til stede i nuet. Som én der lever af de sociale medier, er det desværre ikke så tit jeg formår at nå den tilstand, men jeg arbejder på sagen.

Hvad tror du, at der skal til for at blive 100 år? Masser af grin, plantebaseret mad, positivitet, bevægelse og gode gener,

Hvordan undgår du stress og jag i hverdagen? Det er jeg faktisk ikke særlig god til, da jeg er evigt bekymret. Det er dog et punkt, jeg meget gerne vil forbedre. Nu er jeg som sagt god til at nyde livet og når vi er ude at rejse, formår jeg altid at komme ned i gear og tage lidt mere let på tingene. Så vejen frem må være at blive lidt mere laissez faire. Tingene plejer jo at løse sig selv alligevel.

Hvis du skulle give dig selv et godt råd, hvad skulle det så være? At man skal huske at gøre de ting man synes er sjovt fremfor det der forventes af én. Da jeg tog beslutningen om at gå selvstændig, gjorde jeg for første gang længe noget der gjorde mig glad. Og så er det sådan set lige meget at jeg ikke kommer til at tjene ret mange penge, så længe jeg er lykkelig. Derudover vil jeg sige til mig selv, at jeg skal blive bedre til at ligge alt elektronik fra mig og at gå offline. Når jeg er 80 år og ser tilbage på livet, husker jeg nok bedre de unikke stunder uden afbrydelse end det billede jeg lagde op på Instagram. Alligevel bliver man så grebet af det og det er til tider lidt skræmmende.

   

1 kommentar

  • Hvis du mangler nogen, så stiller jeg mig gerne til rådighed – det kunne være meget sjovt 🙂
    Knus Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Træningsevent & program til udendørstræning