Det bedste pulsur: Garmin Forerunner 235

Helse Matilde: Min Sundhed

Jeg har startet en føjleton “Min Sundhed”, hvor jeg vil interviewe personligheder om deres syn på sundhed. Det kan være alt fra bloggere til personlige trænere mm.  Jeg vil gerne nuancere, hvad sundhed kan være. Jeg håber, at I vil tage godt i mod denne søndags hovedperson: Helse Matilde.  Husk endelig at ligge kommentar, hvis I har en idé til hvem jeg skal interviewe.untitled-23Navn: Matilde
Beskæftigelse: Pædagog og blogger
Blog:  helsematilde.com

★ Hvad betyder sundhed for dig? Det har ændret sig markant. For nogle år siden betød det meget for mig at få mange grøntsager, spise sundt, drikke godt med vand og spise økologisk. Det betyder også noget for mig nu – men nu betyder det langt mere at jeg er glad og i balance og ikke taler grimt til min egen krop. At jeg gør tingene af lyst – og ikke fordi jeg føler at jeg bør. Hvis jeg har lyst til is til aftensmad, så spiser jeg det. Hvis jeg har lyst til at drikke vin med pigerne til klokken fem om morgenen og sove det meste af dagen væk, så gør jeg det. Hvis jeg har lyst til at træne i to timer i træk, så gør jeg det.

★ Hvordan har du implementeret sundhed i din hverdag? Det er simpelthen bare en vane for mig. Det er ikke fordi det er ligeså nemt som at børste tænder, men det er ligeså naturligt for mig. Jeg kan ikke lade være med at træne 4-5 gange om ugen. Og jeg elsker grøntsager (well, most of them) og jeg kan godt lide følelsen af at spise sundt og være god ved sin krop. Det er noget som jeg tager mig tid til og der er også ting som jeg siger nej til, fordi jeg gerne vil træne. Men igen – det er en balance. Andre gange dropper jeg træningen og danser natten lang.

★ Hvordan er du aktiv? Jeg cykler rundt i byen og hver eneste dag. Jeg går meget – både på mit arbejde og i min fritid og så dyrker jeg crossfit 4-5 gange om ugen.

 ★ Hvor mange timer sover du om natten – og hvor vigtig er din søvn? Jeg sover ikke meget, jeg synes det er så kedeligt og jeg synes også at det er spild af tid, hvilket jeg godt ved er helt skørt. Jeg burde nok sove mere, men jeg sover nok 5,5-6 timer i gennemsnit for tiden fordi jeg har enormt travlt og så er det min søvn jeg tager af, når jeg er i tidspres.

★ Hvordan vil du beskrive din kost? Jeg går vel indenunder 80-20 princippet. Jeg spiser fibre, grønt, proteiner og jeg spiser mest økologisk, men jeg drikker også gerne vin og drinks og spiser kage og chokolade. Jeg tænker ikke så meget over min kost, det er nok i virkeligheden dét som gør mig sund. Fordi det ikke fylder for mig.

Hvad finder man altid i dit køkken? Udover rødvin? 😉 Ej jeg har altid økologiske æg i mit køleskab og gerne en form for ost. Lige nu er jeg besat af mugost.

★ Hvad inspirerer dig til at leve sundt? Det motiverer mig at fortsætte med at leve sundt, fordi jeg har et bedre liv. Jeg har mere overskud og jeg elsker at føle mig stærk fysisk. Jeg er næsten aldrig syg og jeg har ingen smerter eller skader. Det gør mig glad – dét motiverer mig til at blive ved.

 ★ Hvad giver dig livskvalitet? En aften med min bedste veninde hvor vi taler om gamle dage, nye eventyr og mænd. At få et kram af mine forældre og så bliver jeg enormt glad når der er nogle læsere som skriver til mig og fortæller mig at det jeg skriver har gjort en forskel for dem. Dét gør mig meget, meget glad.

★ Hvad tror du, at der skal til for at blive 100 år? Jeg arbejdede på plejehjem da jeg var yngre og mødte en kvinde på 100 år. Hun sagde at hun var blevet så gammel fordi hun havde undgået at få sit hjerte knust og altid havde sovet med vinduet åbent. Jeg har fået mit hjerte knust, men jeg sover altid med åbent vindue.

★ Hvordan undgår du stress og jag i hverdagen? Jeg prøver at lave lister og fordele ”arbejdet” hen over min uge. Så prøver jeg at holde én aften fri om ugen, hvor jeg ikke blogger, svarer på mails etc. Det er klart noget som jeg skal øve mig på. Min træning er mit fristed og mit frirum og er, trods det er skide hamrende hårdt, afstressende for mig.

★Hvis du skulle give dig selv et godt råd, hvad skulle det så være? Slap af. Du vil kigge på billeder af dig selv om ti år og tænke at du har spildt så meget tid på at hade dig selv. Du er smuk og lige som du skal være. Livet er for kort til at hade sig selv. Fuck idealet. Du er smuk!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det bedste pulsur: Garmin Forerunner 235