At være syg med stress. Hvad gør jeg for, at det ikke sker igen?

Sidsel og Lasse: Vores Sundhed

untitled-33Navn: Sidsel & Lasse
Beskæftigelse: Projektleder hos Bloggers Delight, bloggere og SoMe-rådgivere
Blog: www.sidseloglasse.com

★ Hvad betyder sundhed for jer? Sundhed er for os en fornemmelse af at have det godt i krop og sind. At der er en slags balance, hvor vi føler os raske og med energi til at gøre alle de ting, vi gerne vil. Det er ikke nødvendigvis noget, vi taler en masse om. Motion, god kost og vedligehold af vores mental sundhed er bare blevet en naturlig ting.

★ Hvordan har I implementeret sundhed i jeres hverdag? Vi sørger for at hverdagen er præget af solide måltider, hvor variation er nøgleordet. En masse frugt og grønt, grove stivelseskilder, kød, fjerkræ og fisk. Og så sørger vi naturligvis for at skeje ud indimellem – vi elsker mad i alle afskygninger – også de mere kalorieholdige retter. Derudover sørger vi for at træne med pulsen oppe mindst et par gange om ugen og så går og cykler vi meget.

★ Hvordan er I aktive? Vi har ingen bil, så det bliver til en del kilometer på cyklen hver dag. Vi går også rigtig mange ture. Sidsel lider af dårlig ryg, så for hende er det rigtig vigtigt at få rørt sig og ikke sidde stille ved skrivebordet hele dagen. Derudover har vi hver et træningsprogram på 30 minutter, som vi kører 2-3 gange om ugen. Det består mest af styrketræning med egen kropsvægt.

 ★ Hvor mange timer sover I om natten – og hvor vigtig er jeres søvn? Vores søvn er meget vigtig – det er den jo i virkeligheden for os alle sammen. Det er bare ikke alle, der har den luksus at kunne stå op ved 8-tiden hver dag, som vi typisk gør. I hverdagen går vi som regel i seng 23-23.30, så det bliver til 8-9 timer hver nat, hvilket er helt optimalt for os. Især Sidsel fungerer meget dårligt, hvis hun lider af søvnunderskud!

★ Hvordan vil I beskrive jeres kost?  En god, varieret én af slagsen, med fokus på kostrådene. Vi sørger for at ”basiskosten” er i orden, så kan vi nemlig også tillade os at spise pommes med bearnaise, croissanter, chips, chokolade og alle de andre tunge sager, som vi også elsker. Vi tænker ikke specielt meget over vores kostvaner i det daglige – hvilket forhåbentlig er et tegn på, at vi har fundet en god løsning for os, der ikke giver dårlig samvittighed. Vi er nok også hjulpet lidt på vej af det høje stofskifte, som vi begge har.

★ Hvad finder man altid i jeres køkken? Havregryn, flåede tomater og kokosmælk i køkkenskabet, frosne grøntsager i fryseren og æg i køleskabet. Generelt set råvarer, der er gode ”basisingredienser” i forskellige retter.

★ Hvad inspirerer jer til at leve sundt? Det er der nok ikke rigtigt noget der gør, faktisk. Det er som om, det bare kommer lidt af sig selv. Igen handler det nok også om, at vi bare har fundet en naturlig balance, hvor vi ikke skal tænke ret meget over det. Vi går vel egentlig mest op i vores mentale sundhed på den måde, at vi snakker meget sammen og hjælper hinanden gennem de svære perioder i livet.

 ★ Hvad giver jer livskvalitet? Vores sociale liv, sunde vaner, rejser og opnåelse af personlige mål.

★ Hvad tror I, at der skal til for at blive 100 år? En cocktail bestående af gode gener, et nogenlunde skånsomt arbejdsliv, en sund tilværelse og så selvfølgelig en god portion livsglæde.

★ Hvordan undgår I stress og jag i hverdagen? Natur og motion er fantastiske lykkepiller, så det er som regel en god gåtur i skoven eller ved vandet – gerne kombineret med en god snak, så man kan få tømt ud af bekymringerne. Og så rejser vi også meget, for indimellem at få et afbræk fra hverdagens tætpakkede program. Vi er også ret store tilhængere af idéen om ikke nødvendigvis at arbejde 37 timer om ugen. Eksempelvis arbejder Lasse lige nu kun 25 timer om ugen hos Bloggers Delight, og kan så bruge resten af sin tid på at blogge eller på andre ting, der gør ham glad.

★Hvis I skulle give jer selv et godt råd, hvad skulle det så være?
Sidsel: Hold op med at bekymre dig på forskud! Det giver kun dårligt humør og hovedpine.
Lasse: Bliv bedre til at presse dig selv lidt mere under træningen og til ikke altid at tage de nemmeste og hurtigste løsninger, når du er sulten.

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At være syg med stress. Hvad gør jeg for, at det ikke sker igen?