Nike nyheder: Køb 3 - betal for 2!

Trine Theodora: Min Sundhed

untitled-44Navn: Trine Theodora
Beskæftigelse: Folkeskolelærer
Blog: TRINETHEODORA.DK

Hvad betyder sundhed for dig?
Sundhed betyder ekstremt meget for mig. Det er vigtigt for mig at føle mig hverdagssund, så motoren kan køre rundt, og jeg har energi til alt det, jeg gerne vil. Jeg forbinder sundhed med overskud og ikke mindst følelsen af glæde for egen tilstedeværelse. Jeg forbinder ikke (længere) sundhed med hverken et bestemt kropsideal, et tal på vægten eller mængden af grøntsager, jeg indtager i løbet af en dag. Det er simpelthen for ustabilt, og jeg tror slet ikke på, at det bidrager til mit overskud på den lange bane. At sundhed er lig med den rette kost og træning er for mig en illusion, men jeg tror på, det handler om at finde en livsstil, som passer til ens eget liv.

Hvordan har du implementeret sundhed i din hverdag?
Jeg sørger altid for at få en god, proteinrig og mættende morgenmad for at få gang i systemet, og så spiser jeg regelmæssigt i løbet af dagen. Jeg forsøger generelt at undgå uhensigtsmæssige hovsa-løsninger med hensyn til kost i min hverdag, og derudover prioriterer jeg at få trænet regelmæssigt samt at få sovet godt (og længe nok) om natten. Vigtigst af alt er det, at jeg føler mig glad, hvilket jeg stræber efter hver dag. Føler jeg glæde størstedelen af mine vågner timer, så føler jeg mig i virkeligheden allermest sund.

Hvordan er du aktiv?
Jeg har et aktivt job og sidder kun sjældent ned i løbet af en dag. Træningsmæssigt har jeg kastet min kærlighed på crossfit og vægtløftning, som jeg træner 5-7 gange om ugen, hvis livet tillader det.

Hvor mange timer sover du om natten – og hvor vigtig er din søvn?
Jeg sover 7-9 timer hver nat. Søvn er altafgørende for, at jeg kan fungere optimalt i min hverdag. Hvis jeg skal udstråle overskud, så skal jeg føle overskud. Jeg vil gerne være den inspirerende lærer, der motiverer mine elever hver evigt eneste dag både fagligt, socialt og personligt. Derfor skal jeg være udhvilet hver morgen, når vækkeuret ringer klokken 5.30. Min døgnrytme og mit behov for søvn har ændret sig drastisk fra dengang, jeg var studerende. Jeg sover ikke længere halve og hele dage væk eller tager sporadiske middagslure. For det første har jeg ikke tid til det, for det andet spolerer det min nattesøvn – og den er en af de allervigtigste faktorer for min sundhed og min livsglæde.

Hvordan vil du beskrive din kost?
Ustruktureret! På nuværende tidspunkt lever jeg et ret simpelt liv, hvad angår kost. Jeg spiser for at blive mæt og for at holde motoren i gang. Det handler for mig om kvantitet, og jeg gør sjældent noget ud af det i øjeblikket. Det skal være nemt, hurtigt og ligetil. Det differentierer sig meget i forhold til mit tidligere forhold til mad, men jeg vil hellere bruge mine ressourcer andetsteds.

Hvad finder man altid i dit køkken?
Æg, rugbrød og agurk! Og Pepsi Max!

Hvad inspirerer dig til at leve sundt?
Det er faktisk svært for mig at svare på. Min motivation skal komme indefra, hvis jeg skal have succes. Jeg træffer gode valg for min egen skyld, og jeg er derfor også min egen største inspiration. Det betyder også, at jeg kun har mig selv at give skylden, hvis jeg i en for lang periode træffer for dårlige valg. Selvfølgelig inspireres jeg også af mine omgivelser og andre mennesker, men drivkraften skal hentes indefra hos mig selv fremfor, at den forankres i skiftende ydre faktorer.

Hvad giver dig livskvalitet?
Jeg har aldrig følt mit liv var mere meningsfyldt, end det er lige nu. Jeg har det bedste job i hele verden, hvor jeg dagligt er omringet af dejlige, sjove, kloge og pisseirriterende børn. Jeg bliver udfordret og lærer hver dag, og jeg går altid glad og smilende fra arbejde, og dét er i allerhøjeste grad livskvalitet for mig. Det giver mig ægte værdi. Glæde. At føle mig oprigtigt glad og aktivt gøre noget for netop det. Jeg får lov at have indflydelse og ansvar, og det er vigtigt for mig. Derudover er livskvalitet for mig at omringe mig selv med mennesker, som har positiv indflydelse på mig, som udfordrer mig og inspirerer mig til at udvikle mig. Som er der, når bumpene på livets vej føles for høje. Jeg føler livskvalitet, når jeg griner. Det kan godt lyde meget frelst alt sammen, men jeg tror på, at ord skaber vores virkelighed, så det handler om at vælge de bedste af dem.  Livskvalitet for mig er, når kabalen går op, og jeg lykkes med dét, jeg arbejder for. Både privat og professionelt.

Hvad tror du, at der skal til for at blive 100 år?
Genetik først og fremmest. Derudover er jeg slet ikke i tvivl om, at man skal leve sit liv godt. De 100-årige jeg har mødt (efter 5 år i ældreplejen har jeg mødt nogle stykker!)  har generelt været i god form, været i besiddelse af en imponerende vilje og lyst til at holde sig i gang samt haft et inspirerende mod på livet. Jeg tror på, at kærlighed, glæde og livslyst kombineret med en fornuftig livsstil giver én de bedste odds for en trecifret fødselsdag.

Hvordan undgår du stress og jag i hverdagen?
Jeg har generelt en meget afslappet facon. Derudover er jeg utroligt organiseret og struktureret, og jeg er god til at planlægge og prioritere min tid og mine gøremål. Det betyder, at der er mange lister i mit liv, men jeg lader mig aldrig stresse på forhånd over antallet eller omfanget at punkterne. Det er et aktivt valg, jeg tager. Jeg skal nok nå det hele, og det er ikke verdens undergang, hvis jeg er nødt til at udskyde, afskrive eller omskrive et punkt eller to. I sidste ende handler det om, hvad der er vigtigst for mig, og om jeg er parat til at leve med konsekvenserne af mine til- og fravalg.

Hvis du skulle give dig selv et godt råd, hvad skulle det så være?
Fejr dine successer og anerkend dig selv for, hvor meget du opnår. Du skaber selv din egen lykke, og hvis livet ikke giver dig udfordringer, så vil du aldrig udvikle dig og vokse som menneske. Træf altid reflekterede beslutninger. Sig undskyld. Sig tak.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nike nyheder: Køb 3 - betal for 2!