Mandagsmotivation

At føle sig tryg i fitnesscenteret – 7 tips

fullsizeoutput_1aa

Jeg har været medlem af et fitnesscenter i mere end 10 år, og det er derfor et sted hvor jeg føler mig fuldstændig “hjemme”.  Jeg har dog fået flere beskeder i tidens løb om, hvad man kan gøre for at føle sig mere tryg i fitnesscenteret, fordi mange beskriver at de føler sig meget på udebane.
Jeg kan sagtens genkende følelsen, især dengang jeg startede med at styrketræne. Jeg følte mig helt tryg i holdsalen, men at gå ud i styrketræningsområdet var en overvindelse. Dengang jeg begyndte med at styrketræne, var området virkelig mændenes domæne, men det er heldigvis blevet anderledes med tiden. Nu er min påstand, at det faktisk nærmer sig en ligelig fordeling mellem kønnene i fitnesscenteret.
Men i dag skal vi ikke tale om køn, men om hvad man kan gøre, hvis man ikke føler sig super godt tilpas i fitnesscenteret. Jeg ville elske, hvis I havde lyst til at bidrage med jeres erfaringer og tips i kommentarfeltet.

Først og fremmest: Alle har lige meget ret til at være i fitnesscenteret. Vi betaler næsten det samme i kontigent – og man er lige så meget velkommen, uanset om det er ens første træning, eller man har været der 8963 gange.  Listen er tænkt som inspiration, men håber at den bidrage til at du tænker over, om der er nogle ting du kan gøre, for at du bliver bedre tilpas.

1. Træn efter et fast program: Hvis du kommer ind i Fitnesscenteret og allerede hjemmefra har en plan – eller et program, så vil det gøre dig mere tryg ved situationen, fordi du ved præcis hvad du skal. Det bliver også nemmere når du har prøvet det samme program nogle gange.  Du får også mere ud af din træning ved at følge et program og få struktur på din træning – et program skal køres ca. en måned før du skifter til et nyt.  Du kan finde programmer i min bog eller her. Hvis der er øvelser du ikke kender udførelsen på, så kan du finde videoer af de fleste øvelser på youtube.
 
2. Få en personlig træner: Jeg er helt klar over, at dette ikke er en økonomisk mulighed for alle, da en personlig træner vejer lidt tungt i budgettet. Nu er jeg jo selv personlig træner – og vil 100% sige at det er pengene værd – og en virkelig god investering i din krop og sundhed i fremtiden. En personlig træner guider dig, således at du lærer teknikken i en række øvelser, men også giver dig en forståelse af, hvordan du skal bevæge dig – og hvilke ting du skal være opmærksom på, således at du forebygger skader. Derfor kan det være rigtig godt, at starte med et forløb hos en personlig træner, som kan give dig en tryg start.

3. Træn med din veninde/kæreste mm: Hvis du ikke har økonomi eller lyst til at have en personlig træner, så kan det være en super god idé at træne med en veninde, kæreste eller en anden. Det er selvfølgelig en fordel , hvis det er en som har mere træningserfaring end dig, men uanset hvad så er det altid rart ikke at være alene, når man skal bevæge sig uden for sin komfortzone.

4. Hav tøj på du føler dig godt tilpas i: Det er alfa omega, at man har noget tøj på som man føler sig godt tilpas i. Man har det ikke rart i alt for stramme tights eller en bluse der hele tiden kravler op.  Så invester i noget rart træningstøj, som passer dig godt. For nogen kan det være rart med noget som er lidt oversize – fx. at have en sweatshirt på udenover i starten. Hvis du ikke er vant til at have træningstøj på, så kan det altså være en god idé at gå lidt rundt i det derhjemme først. Det er næsten som et par sko der skal gåes til, for det handler også om at blive vant til at se dig selv i noget andet tøj end du plejer.

5. Kom uden for primetime: Hvis du har mulighed for dét, så kan det være en god idé at komme lidt uden for primetime (ca. 16-19.00). Det kan altså give lidt koldsved, at komme i centeret når det er aller mest fyldt – og der er mennesker overalt. Så hvis du har mulighed for dét, så prøv at træne fra morgenstunden eller omkring middagstid – eller senere om aftenen. Det er lidt forskelligt fra center til center, hvor hårdt presset bliver.

6. Træn på hold: Holdene er lidt en beskyttet verden, hvor der er en instruktør som kan guide dig igennem træningen – og så er der andre ligesindede på holdene. Sørg for at finde et hold som passer til dit niveau. Kom i god tid, så du ikke stresser over at skulle nå at tisse af – og finde udstyret frem. Tøv ikke med at spørge instruktøren om hjælp, de er der også for din skyld! 🙂

7. Træn i det samme center: I de store byer er der mange forskellige centre – og det kan gøre at man flakker rundt efter det hold der nu lige passer én, eller hvordan det lige passer ind i hverdagen. At skabe en tryg base bliver dog nemmere, hvis man har ét stamcenter, her ved man lige hvor omklædningsrummet er og hvor de forskellige maskiner/udstyr befinder sig. Når man kommer der gang på gang kommer man også til at kende personalet og man oplever måske også at få et par kendte ansigter i centeret. Med tiden siger man måske hej til nogen, som man egentligt kun har mødt i fitness. Med tiden vil man dog også indse at de forskellige kæder jo minder meget om hinanden, de fleste fitness world har det samme udstyr osv. så der vil være en hvis genkendelighed selvom man ikke kommer i samme center.
Maya

   

8 kommentarer

  • Anne D.

    Hvis man er medlem i Fitness World har de i øjeblikket hold hvor man bliver undervist i hvilke maskiner man kan bruge til at træne hhv. Overkroppen og underkroppen. Det er lavet til nybegyndere, men alle kan være med for at få inspiration. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Tænk: Andrehar travlt med at tjekke sig selv ud i spejlene og at følge deres egne programmer. De lægger knapt nok mærke til én ☺️ For andre er det en fordel, at du er der (uanset om du er nye eller ej), da jeg tror, mange ville synes, det er utroligt kedeligt at træne i et tomt center (inklusive mig selv) 😜

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maya

      Jeg tror virkelig også at folk har så travlt med dem selv, at de ikke bemærker om der står en … 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tove

    Man skal ikke være bange for at henvende sig til nogen og sige: “Hej, jeg er ny her. Jeg har lige brug for hjælp til x x x. Kan du hjælpe mig med det?” Langt de fleste vil gerne hjælpe andre og langt de fleste kan også godt huske usikkerheden ved ikke at kende et nyt sted og udstyret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg har selv været der, og tænkt hvad tænker de andre, og jeg passer ikke ind. Men så begyndte jeg at fokusere på mine øvelser 100%, og så glemte jeg fuldstændigt omverdenen. Ligesom jeg tror de andre gør det. Nu er mit træningscenter hjem væk fra hjemmet og ærligt, så tror jeg kun, det er nye/nyere, der bemærker andre 😊
    Så i få ord: kig indad, koncentrer dig om din træning og vær mindful og luk alt andet ude. Måske med musik i ørene 😊💪😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine Nytofte

    Hej Maya!
    Super indlæg <3
    Jeg har et spørgmål, som evt. kunne være blog post-værdi. Noget som jeg har kæmpet med længe. Hvordan balancerer du styrketræning og cardio, fx. udendørsløb?

    Når jeg fx har trænet ben, er min underkrop som smør de næste 2-3 dage, og når det så er blevet lidt bedre, er det tid til at træne ben igen. Det gør, at jeg slet ikke kan se hvordan jeg skal få lagt en effektiv løbetur ind, evt med lidt interval.
    Hvad tænker du?
    Stort kram fra Josefine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maya

      Hej Josefine.
      ja det kan være svært at kombinere løb og styrketræning. For det ene går “udover” det andet.
      Spørg dig selv: Hvad er mit mål? Styrke eller kondition? … Det som er vigtigst for dig skal prioriteres først…. Så hvis du skal gøre begge dele så start med det som er vigtigst for dig…
      Det bedste er at gøre det så det ikke er på samme dage….. Næstbedste er at dele det i et morgen/aften pas… Og 3. bedste er så at gøre begge dele i samme træning… Giver det mening? ..
      For nogen kan det give mening at løbe og så træne ben senere på samme dag – og så har man et par dage til at restituere i..
      Kh. M

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mandagsmotivation