At skabe plads til refleksion

De dybe samtaler

“Det regner godt nok meget i dag”  og “Har du set den nye reklame for Bilka?”  kunne være typiske spørgsmål i en overfladiske samtale. Ligesom den samtale hvor man spørger “hvordan går dét?” – og vedkommende svarer “Fint” – og man aldrig rigtigt kommer mere ned i dybden end bare at ridse lidt i overfladen.
Det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide den type af samtaler, for jeg tror også de kan være nødvendige fx. i arbejdssituationer, familiefester eller andre sociale sammenhænge. Jeg er som regel god til at smalltalke,  men jeg kan selvfølgelig også virke kejtet, det kan vi nok alle sammen.  For mig sker det typisk, hvis det er mennesker som jeg ser ofte, men som jeg egentligt ikke kender særlig godt alligevel.

Når jeg møder nye mennesker, kommer jeg ofte til at bringe mere personlige emner på bordet, for at skabe en samhørighed, så der kommer mere dybde og perspektiv i samtalen.  Det kan selvfølgelig være svært når det er helt nye relationer. Jeg bliver bare meget hurtigt mættet af det overfladiske, så hvis vi skal lære hinanden at kende, så må vi give mere af os selv.
Jeg har brug for at føre dybe samtaler om store og små ting – og ikke bare hvad der skete i sidste uges Tv-udsendelser. Der er mange mennesker som stortrives med at smalltalke, tale om hvad de ser i tv, tale om hvad man ser på ens vej, men for mig bliver mennesker først interessante når de fortæller om deres holdninger, tanker, værdier og hvem de er – og når de rent faktisk også har lyst til at indleve sig i mine tanker og hvad der sker i mit liv.
Det er selvfølgelig ikke i alle relationer, at vi fører dybe samtaler  – og det er måske heller ikke noget man gør hver dag.

I de overfladiske samtaler har man svært ved at lytte til hvad den anden rent faktisk siger, vi griber ikke boldene, fordi vi har så travlt med selv at komme til orde. Det bliver ofte bare to sideløbende monologer, hvor man har travlt med at fortælle om hvad man engang har oplevet, set og hørt.
I de dybe samtaler er der tid til tænkeplads og til at stille de spørgsmål, som får os til at reflektere.
I en god samtale bliver vi klogere på hinanden – og skaber en fælles verden. Vi giver noget af os selv – og får noget tilbage, fordi vi bliver klogere på den anden og udvider vores verden.

2 kommentarer

  • Anne

    Hej Maya
    Jeg har det præcis ligesom dig. Selvom ingen spørger: “Hvordan går det?” i et dårligt henseende, er det nærmest blevet noget, man spørger om i ren vane. Oftest svarer jeg ligeledes bare “fint” eller “sådan okay”, men jeg prøver også at afkode og vurdere, om personen, der spørger, reelt er interesseret i at vide, hvordan det går – især, fordi det kan virke skræmmende for andre at få en uddybende forklaring, hvis de netop bare forventede et “fint” som svar 😊 Derudover synes jeg, at stilhed, uden det er akavet, når man er sammen med andre, er utroligt fascinerende på en eller anden måde. Dét, at man bare kan sidde og studere omgivelserne sammen uden at sige noget, giver følelsen af, at man forstår hinanden og er afslappede i hinandens selskab. Men ja, dybe samtaler, hvor man kommer hele følelsesregisteret i gennem, og hvor man både tænker, så det knager under og efter samtalen, er virkelig guld værd ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maya

      Jeg er helt enig Anne! <3

      Det er skønt at have relationer, hvor dét at man ikke føre en samtale også bidrager til dybde! 🙂
      KH

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At skabe plads til refleksion