Quinoagryde med sød kartoffel

Hvordan har dine venner og familie taget din beslutning om at flytte til udlandet?

Jeg fik forleden et spørgsmål på min Instagram: “Hvordan har din familie og venner taget din beslutning om at flytte til udlandet?” – Og der svarede jeg hende, at det burde jeg da skrive et indlæg om, for det kunne der måske også være andre, som gerne ville høre. Det er jo altid svært at skrive om andres tanker og følelser – men jeg kan jo i hvert fald prøve at sætte ord på, hvordan jeg har oplevet deres reaktion.

Først og fremmest så har alle taget det rigtig rigtig pænt, og de støtter mig uanset hvad jeg gør. Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg har støtte fra de mennesker i mit liv som betyder noget, for ellers ved jeg ikke om jeg havde turde at kaste mig ud i det her projekt.  Jeg har virkelig svært ved at forestille mig en hverdag uden veninder og familie, og alle omkring mig ved også, at det ikke har været en let beslutning, men de ved også at jeg ikke gør det for at forlade dem. Jeg vælger ikke dem fra, jeg prøver bare at vælge mig selv og mine drømme til. <3

Det er faktisk lidt sjovt, men jeg oprettede oprindeligt bloggen fordi jeg skulle ud og arbejde som guide helt tilbage i 2011. Det var min drøm, at jeg skulle se verdenen. MAYADROEM – Står for Maya’s drømme. Selvom det kan virke som om at bloggen skifter fokus, så kommer den måske bare tilbage til, hvad der egentligt var hensigten; At gøre hvad jeg drømmer om – og inspirere andre til at gøre lige så. Et lille sidespring, men det gav lige mening at nævne 🙂 ..

Mine forældre er fantastiske og jeg har et meget tæt forhold til både min mor og far. Jeg har virkelig kunne bruge det til noget at jeg har kunne dele alle mine tanker med dem i hele denne proces. Dybest set så ønsker de jo kun, at jeg skal være glad. De har godt kunne mærke på mig, at de sidste 3 år som selvstændig har “slidt” lidt på mig. Jeg tror godt, at de kan se, at jeg har brug for luftforandring, brug for at der skal ske noget nyt og at det jo netop er en god “timing” lige nu, da der ikke er så meget i Danmark, som binder mig.
Jeg tror ikke, at jeg har det fra fremmede, da begge mine forældre også godt lide at rejse, min far har set stort set hele verdenen da han arbejdet på havet – og snart skal han gå på Caminoen.
Jeg har talt det hele igennem med dem begge og de har forskellige spørgsmål og inputs som jeg kan tage med mig. Selvfølgelig har de også spurgt: “Jamen, hvad er din plan?”, men jeg føler faktisk at de begge også har en tro på, at det nok skal gå. Min far skrev forleden :”Så kan du surfe om dagen, og sælge Gin & Tonics om aftenen – Det ordner sig, skat”.  Det er dejligt at have den mentalitet med hjemmefra. Jeg tror faktisk ikke, at de er så bekymrede, men vigtigst af alt så lader de ikke den bekymring smitte af på mig. Selvfølgelig må de godt være det en lille smule, det ville alle nok være – og det gør jo også at jeg passer godt på mig selv. Jeg ved at mine forældre selvfølgelig håber, at jeg slår mig ned i Europa. Det er bare lidt noget andet, hvis jeg vælger at bosætte mig fx. i Costa Rica eller i Australien. Jeg vil også gerne selv være i en overskuelig “besøgeafstand”. Jeg har allerede talt med min mor om, at hun kommer ned og besøger mig i Portugal i sensommeren, det bliver vildt hyggeligt! Generelt er jeg bare virkelig taknemmelig for, hvordan de støtter og hjælper mig i denne proces. De kender mig så godt, at de kan mærke på mig, hvad jeg har brug for. Jeg havde blandt andet brug for at få det sidste skub til at sige min lejlighed op og hjælp til en masse praktiske ting i forbindelse med flytningen. De formår at balancere det at støtte, skubbe, hjælpe på fineste vis. Jeg er taknemmelig for at vide, at uanset hvor jeg rejser hen i verdenen så vil deres arme altid stå åbne når jeg kommer hjem.  Jeg elsker jer Mor og far. <3

Mine veninder har også været overvejende positive omkring min beslutning. Jeg har rigtig mange tætte veninder, hvilket jeg er virkelig glad for.  Det gode ved at have mange veninder er jo også at de er meget forskellige – og det har jo givet det hele flere nuancer. Mange af mine veninder har jeg haft i mange år, én har jeg kendt hele mit liv. Derfor ved jeg også, at selvom jeg måske er bosat i udlandet enten for en periode eller permanent, så er de stadig mine veninder. Jeg er meget ærlig overfor mine veninder – og de kende mig også bare så godt, at de ved præcis hvordan jeg har det. Jeg er meget glad for den fortrolighed jeg har med mine veninder, så jeg lytter også meget til hvad de fortæller mig. Flere af mine veninder taler jeg med dagligt, så derfor har de også været en stor del af denne proces og beslutning.  Jeg er så glad for, at de støtter mig – og at de kan tale mig til ro, selvom jeg ringer grædende fra en lufthavn i Costa Rica.
Min ene veninde sagde faktisk “Vi har haft dig 2 år mere i Danmark, end jeg havde regnet med” – fordi at jeg for 2 år siden overvejede at flytte til Barcelona – så jeg tror ikke, at der er nogen af mine veninder som blev overraskede. Flere af mine veninder har allerede sagt at de gerne vil komme og besøge mig, og det gør mig simpelthen SÅ glad at de siger det. Jeg håber jo netop, at mine veninder kan være en del af min rejse. Det kan godt være at man ikke kan ses så tit, men jeg ved at vores forhold er det samme – og man så ses mere intenst når man så gør. Derudover vil det jo også være nogle kæmpe oplevelser vi kan få på rejser eller når de besøger mig et sted – og det var måske oplevelser man ikke lige ellers havde fået sammen. Det er selvfølgelig lidt svært at beskrive hvad alle mine veninder synes,  men generelt oplever jeg at jeg har den bedste støtte fra dem. Tak piger, jeg elsker jer. <3

 Generelt synes jeg at det er ret stort, at mine omgivelser kan se udover deres egne behov. For de ville da helst at jeg blev i Danmark – og heldigvis da. Men at de formår at støtte mig, selvom de kommer til at mangle mig i deres hverdag, ja det bliver jeg faktisk rørt over. Kærlighed er ikke altid at holde fast, det er også at sætte fri <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Quinoagryde med sød kartoffel