Mayadroem ~ Dét handler om at gennemføre

Screenshot 2014-03-23 17.40.26

Jeg har mange tanker omkring min deltagelse i Lillebælt Halvmarathon på lørdag.  Kan jeg gennemføre? Har jeg trænet nok? Er benene klar? Er det for stor en mundfuld? Hvordan kommer det til at gå? Bliver jeg skadet undervejs? Hvordan bliver vejret? Hvilket tøj skal jeg tage på? … Spørgsmålene hober sig så at sige op i mit lille hovede. Jeg tror, at jeg har lagt et unødvendigt pres på mig selv angående dette løb. Jeg har siden oktober kendt til min deltagelse i løbet, og også ivrigt reklameret med det på bloggen, instagram og til mine venner.

I går havde jeg det som om, at det var en “eksamen” der ventede mig, jeg var nervøs, spændt og kunne ikke holde fokus.  Jeg var i tvivl om, jeg havde gjort mine forberedelser “godt nok”, og havde jeg løbet nok og langt nok? .. Jeg tror, at det er en naturlig del i denne proces at tvivle på sine egne evner, når man skal præstere, men det skal ikke tage overhånd og føles som et stort pres.
Som jeg skrev, så har jeg fortalt alle omkring dette løb, og det har måske været med til at skabe et unødvendigt pres på, at jeg skal klare det godt til løbet.
Der vil altid være nogen, som er bedre end en selv, og selvom det kan være svært ikke at lade sig påvirke og sammenligne sig med andre, så er det vigtig,t at man tager udgangspunkt i sine egne ressourcer. Det fokuserer jeg på lige nu: It’s me against me. Selvom halvmarathon på sin vis er en konkurrence, så er det konkurrerende element ikke så vigtigt for mig. Jeg vil også gerne sige, at der selvfølgelig ikke er nogen som tvinger mig til at løbe, det er noget jeg gør af egen fri vilje, fordi jeg altid har haft en drøm om dét. Hvis jeg ikke følte mig klar, kunne jeg bare lade være med at stille op, men jeg føler mig klar, selvom det på nuværende tidspunkt føles lidt “skræmmende”.

Jeg har aldrig løbet et halvmarathon løb – min yndlings distance har altid været 5 km, jeg har aldrig dyrket udholdenhedssport, og jeg ved ikke, om jeg kender min krop godt nok til at vide, hvordan den reagerer.  På en måde tror jeg, at nogen “forventer”, at jeg gennemfører på en “god” tid, fordi I har fulgt mig hele vejen. Jeg ved jo inderst inde godt, at I er ligeglade med om jeg gennemfører på 1.55 eller på 2.10. Jeg ved ikke hvorfor, at jeg tænker på, hvad I tænker om min deltagelse i løbet. Jeg deltager jo for min egen skyld, og jeg har ikke gjort det for bloggens skyld, selvom jeg selvfølgelig har håbet at I ville have lyst til at følge med i min rejse, håber at I forstår, hvad jeg mener. Jeres opbakning, ros, tips og gode råd har været uundværlig for at nå hertil, hvor jeg er i dag.

Jeg har maksimalt løbet en 15-17 km distance inden halvmarathon, og derfor burde distancen som sådan ikke blive problemet. Alligevel ved jeg jo stadig ikke, hvad der sker når jeg kommer længere end 17 kilometer, men jeg tror på, at jeg kan. Jeg har løbetrænet 3 gange om ugen de sidste par måneder, og har kun haft én lille overbelastning ved nytårstid.  Jeg har fundet de perfekte løbesko; “Adidas Boost” og jeg har generelt godt styr på mit udstyr.

Det mentale betyder utrolig meget ved langdistanceløb, og derfor er jeg spændt på, hvordan jeg holder humøret højt undervejs, også når det bliver hårdt og benene bliver tunge.  Det er en stor mental udfordring at indstille sig på, at  “Okay jeg skal bare løbe de næste 2 timer, 21 km to go!”.   Jeg ved, at jeg ikke er typen, som giver nemt op, og jeg vil kæmpe til stregen.
Jeg har dog lovet mig selv én ting at, hvis jeg får decideret ondt og oplever smerte et sted, så går jeg ud. Jeg ved godt, at det gerne må gøre lidt ondt og min smertetærskel er meget høj, men jeg vil også gerne kunne gå (og løbe) efter løbet!

Mine egne forventninger til løbet er klart dem som presser mig mest, jeg har hele tiden haft et mål om at skulle gennemføre på under 2 timer eller løbe med en pace på 5.40 min/km. Disse mål har jeg ikke talt så meget om, fordi det måske ville gøre presset større. Alligevel fortæller jeg det, fordi det har været en vigtig del af min træning, at jeg har løbet med den pace og forberedt mig så godt jeg kunne på løbet.  Når det så er sagt, så er min forventning og overordnet mål bare at gennemføre!! Jeg bliver så glad, når jeg løber over målstregen og at nå dertil er en bedrift og en sejr i sig selv for mig. Jeg er utrolig taknemmelig for, at jeg overhovedet får muligheden for at løbe et halvmarathon. Jeg er kommet i gennem min træning uden de store skader, og jeg føler, at mine ben er klar. At kunne løbe og træne i det omfang jeg gør, er et privilegium i sig selv – og det er jeg hver dag taknemmelig for.

Jeg havde gjort mig nogle overvejelser om, hvorvidt at min tid overhovedet skulle offentliggøres efter løbet.  For er tiden det vigtigste ved at gennemføre et halvmarathon?  Jeg synes, at den generelle løbsoplevelse er mere vigtig, end hvad der står på uret; Hvordan har jeg det nu? Hvordan gik det undervejs? Havde jeg nogle kriser? Hvad føler jeg nu?… Er tiden ikke underordnet, hvis jeg har haft en fantastisk oplevelse, og jeg har præsteret mere end, hvad jeg havde håbet på, bare ved at være der og gennemføre?

Jeg håber, at I forstår mine tanker omkring løbet, at jeg også kan blive nervøs og spændt og tvivle på mine egne evner, men at jeg kommer igennem det ved at fokusere på dét, som er vigtigt i situationen: At gennemføre, eller i hvert fald at gøre mit bedste  og få noget godt ud af det.

Jeg glæder mig til på lørdag, og håber at jeg når målstregen! 🙂
Tak for jeres opbakning til løbet.

Knus Maya.
Screenshot 2014-04-01 20.46.02

8 Comments
  1. Havde selv mange af de samme tanker før mit første marathon og i særdeleshed her før mit andet, hvor jeg gerne vil forbedre min tid fra det første løb. Det er meget pres at lægge på et enkelt løb, -især fordi man i løb virkelig kan mærke, når man har en off-dag.

    Jeg læste nedenstående artikel den anden dag og den beroligede mig virkelig mht pace og forventningspres. Håber du også kan få noget godt ud af den. Den hjalp i hvert fald på min løbeselvtillid!

    http://runnersconnect.net/coach-corner/long-runs-and-marathon-training/

  2. Ihhh Maya jeg er også super spændt på hvordan det kommer til at gå mig på lørdag. Og det er nogenlunde de samme tanker der løber igennem mit hoved.
    Da jeg løb Lillebælt for to pr siden, var jeg skadet op til, så min træning var ikke optimal (og tiden var elendig).
    Jeg ved derfor at jeg kan gennemføre et halvmarathon, og denne gang har træningen været markant bedre, selvom jeg har været lidt syg i påsken.
    Jeg hepper på dig, og håber på du når dit mål 🙂
    Mit er maks 2.10 🙂

  3. Hej Maja 🙂 har selv en kæmpe(!!!!!) drøm om at løbe halvmarthon, men har samme tanker – du tager dem direkte ud af min hjerte(og hjerne). Ville ønske jeg på et tidspunkt accepterer at løbe på 2.20 er bedre slet ikke at stille op. Tak fordi du inspirere mig hver dag :-)!

  4. Jeg er enig enig enig.
    Jeg skal selv løbe lørdag, som mit første, og er ligeså nervøs som du lyder til at være.
    Jeg døjede med skinnebenene for 4-5 uger siden og er nervøs for, at det kommer igen lige lørdag og om jeg kan osv osv. Samtidig gjorde skaden, at jeg er blevet væsentlig langsommere, fordi jeg måtte holde flere ugers pause midt i processen.
    Før ville jeg under to timer, nu vil jeg gennemføre. Hellere en god tur på 3 timer end en dårlig på 2, forstå mig ret 🙂
    Held og lykke på lørdag. Det er, trods alt, bare en lang løbetur (prøver jeg at bilde mig selv ind ;))

  5. Der satte du lige ord på mine tanker! Hold da op! Det hele skal nok gå, vi satser på samme tid, så måske vi støder på hinanden, i så fald får du en kæmpe High five

  6. Da jeg løb mit første halvmarathon, løb jeg hellere ikke længere end 17 under træningen op til. Du kan sagtens klare det, og selvfølgelig er det lidt skræmmende at tænke på, at man skal løbe så langt, samtidig med, man gerne vil gøre andre, og ikke mindst sig selv, stolt(e). Men jeg ved af erfaring, at når du kan løbe 17, er det ingen sag at løbe de sidste 4 også 😉 You go girl! Held og lykke. Det er en fantastisk tur. Og husk, der står mange mennesker og bands hele vejen, som i den grad hjælper med at opmuntre 🙂

  7. Jeg havde det på præcis samme måde da jeg skulle løbe mit første halvmarathon i sidste weekend. Jeg havde skadet min ankler et par uger op til løbet, så jeg anede ikke om jeg kunne gennemføre..
    Heldigvis gik det fantastisk! Jeg gennemførte i meget bedre tid, end jeg havde turde håbe på. Det er virkelig den fedeste følelse at krydse den målstreg – jeg græd næsten af glæde og lettelse :-))
    Jeg glæder mig til at høre om din oplevelse!

Leave a Reply

Your email address will not be published.