Lillebælt Halvmarathon ~ Om at gennemføre mit første halvmarathon

Screenshot 2014-05-04 14.49.04

I dette indlæg vil jeg fortælle om min løbeoplevelse til Lillebælt Halvmarathon i går. Hvis du forventer at læse et “så løb jeg bare lige 21 kilometer” så er det ikke dét indlæg du får. For det første er det ikke “bare” at løbe et Halvmarathon det er en stor udfordring på trods af at så mange gennemføre det. Det er så fedt at vi er et land med SÅ mange aktive motionsløbere, og at der i hele landet bliver arrangeret så mange fede løb.  Lillebælt halvmarathon er et populært løb med 11.000-12.000 løbere…  Her kommer min løbsberetning fra mit første løb.

For det første vil jeg gerne sige at jeg aldrig har løbet et motionsløb kun små 5 kilometer løb, så jeg havde absolut ingen “løbserfaring”. Jeg ville ønske at jeg havde deltaget i en masse 10k løb og øvet mig i det at deltage i løb.  Jeg ville også ønske at jeg havde valgt et “lille” løb til at starte med, fx. Fanø Halv marathon som jeg vil løbe til september med kun 100 deltagere og en rute jeg kender ud og ind.  I hvert fald ville jeg ønske at jeg havde valgt et mindre løb til min halv marathon debut.

Træning inden løbet: 
Lad os skrue tiden tilbage til min træning op til løbet. Jeg startede allerede i oktober måned, hvilket var meget tidligt. Jeg opbyggede mig en ret god løbeform og jeg var ude at løbe 10 km mindst en gang om ugen i nogle uger.  Alt gik på skinner indtil at jeg nytårsaftens dag blev lokket ud på en 17 km løbetur i stedet for 13 km, da vi tog fejl af ruten og der kun vej én vej hjem. Det betød at jeg fik en overbelastning i mit knæ og to ugers træningspause. Overbelastningsskaden betød at jeg indså at mine nye løbesko ikke var de rigtige, og derfor fik jeg nye løbesko og jeg fandt også ud af at jeg skulle løbe på en anden måde.  Jeg startede derfor med at træne op fra 2 km igen.  Psykisk ret hårdt når det hele gik så godt.
Da jeg var kommet godt i gang med træningen igen blev jeg syg flere gange. Særligt da jeg var nede med influenza i februar i en hel uge og havde 39 i feber tog rigtig hårdt på formen.  Det tog ret lang tid før jeg var på toppen igen.
Jeg bøvlede derudover med et par småting i et par uger, som fx. at jeg var utrolig øm efter træningerne og jeg havde svært ved at nå restituere i mellem mine ture.  Jeg valgte at få sportsmassage et par gange, hvilket hjalp utrolig meget. Derudover købte jeg også kompressions strømper som har god effekt for mig.  Ydermere valgte jeg den sidste måned op til ikke at styrketræne ben og ikke gå til spinning & crossfit.  Jeg burde have prioriteret løbet endnu mere og bare accepteret at jeg ikke kunne styrketræne så meget som jeg gerne ville.
Jeg prøvede at følge et træningsprogram, men jeg kunne ikke rigtigt få det til at fungere og jeg havde svært ved at følge programmet, da jeg følte mig tidspresset og i bedre form end programmet.   Jeg følte overordnet set at jeg var ret tidspresset og jeg manglede i hvert fald 1-1,5 måned i mit program før jeg havde følt mig 100 % klar.
Jeg nåede kun at løbe én 15 km tur og kun et par ture på 12 km og et par stykker på 10 km. Så jeg havde simpelthen ikke nok kilometre i benene inden og dét vidste jeg godt ville blive et problem.
Kosten: 
Kosten har haft stor betydning for denne træningsperiode da jeg i januar fandt ud af at jeg ikke kunne tåle gluten. Derfor har det betydet at det har taget lang tid at finde ud af hvordan jeg så skulle sammensætte min kost så jeg også fik kulhydrater nok inden og efter mine løbeture. Når man ikke kan indtage gluten så giver det altså en ekstra udfordring,og det så jeg også på løbsdagen.

Ugen op til løbet: 
Ugen op til løbet gik ikke helt som forventet. Mandag løb jeg 5 km, og jeg følte mig slet ikke ovenpå.  Tirsdag tog jeg en crosstime, hvor jeg bare ville finde på alternativer til ben træningen, men det var svært ikke at lade sig rive med.  Jeg lavede på et tidspunkt boxjump og der gav det et lille “jag” i mit knæ – og jeg stoppede straks.  Derfor var jeg lidt øm i knæet og turde ikke løbe om onsdagen. Derfor kom jeg ikke ud på min “sidste” løbetur inden løbet.   Fredag (dagen inden løbet) følte jeg mig ikke godt tilpas. Jeg troede at jeg var ved at blive forkølet så jeg tog hjem fra skole og hoppede direkte i seng og sov 2 timer.  Jeg havde ondt i hovedet, følte mig snottet og frøs.  Da jeg vågnede var jeg sikker på at jeg slet ikke ville kunne løbe dagen efter og jeg havde så ondt af mig selv at jeg straks spiste en hel pose slik(“Så kan det hele også bare være ligemeget” :'(“.  I løbet af dagen fik jeg det heldigvis bedre, men da begyndte maven så allerede at drille. Jeg har svært ved at tåle slik, selv om der ikke er gluten i.   Skulle det nu være maveproblemer der stoppede mig? .. I løbet af dagen fik jeg slet ikke spist nok, så om aftenen kæmpede jeg verdens største portion ris og frikadeller ned, nu skulle jeg altså bare have de depoter fyldt op.

 På løbsdagen: 
Da jeg stod op om morgenen var der stadig problemer og jeg var så utroligt nervøs…. Jeg vandrede rundt i cirkler og kunne slet ikke fokusere på noget som helst. Jeg havde i dagene også været ret nervøs, men på selve løbsdagen havde jeg det som om jeg skulle til en afgørende eksamen.
Jeg fik spist en god morgenmad glutenfri havregryn med mandler og rosiner og følte at det gav mig lidt ro på. Jeg drak en heeeel masse vand hele formiddagen.
Vi kørte afsted kl. 10.30 mod Lillebælt og snakkede det hele igennem på vejen.  Vi var heldigvis kørt i god tid, men jeg var stadig bange for at vi ikke skulle nå frem, særligt da der var kø på motor vejen.

Inden løbet: 
Vi kom frem og parkerede inde i byen og fik hentet vores numre, hvilket gik utroligt nemt. Derefter gik vi tilbage til bilen for at spise frokost kl. 12.  Jeg burde nok bare have spist havregryn igen, men i stedet valgte jeg at spise 1,5 frikadelle og verdens mindste stykke brød.  Jeg kan jo godt se nu at det på ingen måde var nok kulhydrater da brødet primært bestod af nødder, men jeg var så nervøs at jeg næsten ikke kunne få noget ned og det voksede bare inde i munden på mig.   Sammen med frokosten begik jeg nok min største fejl: At drikke en red bull , som senere nok blev skurken.  Jeg havde forinden hørt at det var godt med lidt energidrik så man var fokuseret og havde sukker i kroppen.  Der er bare dét ved det at jeg ALDRIG har drukket redbull og det er simpelthen at skyde sig selv i foden at eksperimentere med dét på løbsdagen så, her handler det nemlig om at “play safe”! .. Vi havde god tid til at spise vores frokost, men også god tid til at blive endnu mere nervøs. Jeg skulle også løbe med mit nye pulsur så det fik vi indstillet, det burde jeg også have gjort meget før.   Vi var på det tidpunkt også meget i tvivl om, hvilket tøj vi skulle have på.  Jeg endte med at vælge shorts og tshirt, også tage en gammel langærmet skiundertrøje på, som jeg bare ville smide efter de første kilometre.
Da der var 45 minutter til start bevægede vi os ned mod området og på daværende tidspunkt var min puls allerede over 100 – så nervøs.  Min far prøvede at berolige mig og det hjalp også, men det er jo også naturligt at være lidt nervøs inden sit første store løb.
Vi gik hen mod feltet og kæmpede os igennem alle menneskene, min far placerede sig ved 1.45 og jeg fortsætte ned gennem feltet.  Jeg valgte at stille mig forrest ved 1.55, som også havde været realistisk, hvis jeg havde ramt dagen.   Vi stod 25-30 minutter og ventede på at løbet skulle begynde.  På det tidspunkt prøvede jeg virkelig at få styr på mig selv og med lidt vejrtrækningsøvelser synes jeg næsten at det lykkes. Jeg stod og trippede lidt på stedet og fik varmet lidt op.

Selve løbet: 
Da starten ENDELIG lød stod feltet fuldstændig stille i hvad der føltes som en evighed. Nu var jeg klar så lad mig da komme afsted. Efter et par minutter bevægede feltet sig endelig. Det gik utrolig langsomt i starten og vi løb meget meget tæt.   Andrenalinen pumpede i mig og musikken i ørene fik mig i stemning.
Allerede efter 500 meter mærker jeg det første jag i maven, hvad sker der? ..  Smerterne tog til det føltes som om jeg havde fået verdens største mavepuster og en masse knive i maven.  Jeg satte farten ned.  Jeg kiggede på uret og min pace var over 6.00 – ah jeg skal løbe hurtigere, men jeg kan ikke? …  Dernæst kiggede jeg på min puls, den var LANGT over 170. Min far og jeg havde talt meget omkring pulsen og den burde ikke være over 160 max. 165. og vi havde talt om at hvis den kom op på 170 så skulle jeg for alvor få styr på pulsen, jeg valgte at fjerne det display med pulsen så jeg kun kunne se farten.  Hjertet hamrede løs og smerterne tog til.  Efter 2 km smed jeg trøjen i mens jeg stod i grøften og prøvede at få styr på puls og mavepine. Skulle jeg give op? …
Jeg var på randen af gråd og tårerne pressede sig på.    ALLE overhalede mig og de var ovenpå og smilte.   Jeg valgte at løbe videre og efter 3 km kom vi til broen hvor vinden var meget meget hård.  Jeg blev fuldstændig tør i munden og tænkte bare på hvornår man  mon kunne få noget vand? …  Det er en god idé at have fuldstændig styr på, hvor der er væske depoter og måske skrive tallene på sin hånd, fordi jeg havde fulstændig glemt alt.
Jeg prøvede at løbe efter nogle, men jeg var forvirret og konfus og kunne slet ikke holde fokus.  Smerten tog til i højre side og jeg prøvede at holde hånden hvor det gjorde mest ondt:   “Hvad fanden sker der med mig, er det noget alvorligt? Blødende mavesår ?!” …

Vi kom til første vanddepot og jeg var helt tør i munden…  men hvad var nu det? Vanddepotet var det rene kaos og jeg kunne slet ikke finde ud af hvordan jeg skulle forholde mig.  Jeg tog 2 kopper med vand, men følte ikke at jeg havde tid til at stoppe op..     Jeg kan godt sige jer at det er umuligt at drikke vand af plastic krus i mens man løber, resultatet blev at jeg nærmest ingen væske fik – fuck.
Jeg løb videre og smerten var konstant i min mave, jeg fik let kvalme og troede på et tidspunkt at jeg skulle kaste op..  Jeg måtte fokusere på noget positivt, men hvordan ser man lyspunkter når alt ikke går som planlagt? .. I det mindste havde jeg gode ben, så det blev mit fokus: “Jeg har gode ben, jeg har gode ben, jeg har gode ben!!” 
Da jeg kom ud på 7 km lettede smerterne en lille smule eller også havde jeg bare vænnet mig til det uudholdelige.   På 7 km havde jeg planlagt at tage en energigel, men jeg turde simpelthen ikke, det ville nok provokere min mave igen, så jeg gjorde det ikke.
Fra 7-13 km fik jeg god fart i benene og jeg holdte i  lang tid 5.33-5.34 som gennemsnitspace. “Hey jeg er sku da meget god?” ..  jeg måtte fortælle mig selv mange gange at jeg løb godt og at farten var rigtig god. Jeg havde indhentet min dårlige start. Jeg kunne slet ikke mærke mine ben og fortsatte bare et skridt af gangen.  Når jeg ser tilbage på de kilometre med høj fart ved jeg jo godt at det var alt alt for hurtigt.   Depotet ved 9 kilometer gik lidt bedre og jeg fik i hvert fald én mundfuld vand, men det betød også at tempoet faldt lidt..  Da jeg havde løbet omkring 10km oplevede jeg kortvarigt glæde, jeg var næsten halvvejs og havde løbet de første 10 km på 56 min, det var jo meget fornuftigt. Jeg havde haft så meget at tænke på at jeg nærmest ikke havde bemærket at jeg havde løbet i næsten en time.
Jeg prøvede flere gange at tage musikken ud af ørene for at mærke stemningen, men det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg havde musikken på max for at overdøve mine dårlige tanker, selvom at jeg idag ikke engang kan huske, hvilke sange jeg har hørt..
Min fart var utrolig ustabil og jeg spurtede hele tiden også falt farten igen også gav jeg den en skalle igen. Jeg kunne slet ikke bare løbe med en jævn fart.   Jeg oplevede hele tiden at jeg blev overhalet og at jeg overhalede lidt igen, hvilket jeg brugte for mange kræfter på.  Jeg så på et tidspunkt på pulsen 180, “180 – det er jo ALT for meget, hvad laver du dumme puls, er jeg ved at falde om?” ..
Jeg så på et tidspunkt en mand i grøften som var fuldstændig faldet om, og de var ved at give ham væske i et drop…  “Shit mand, det er ikke kun mig der lider, dét er jo hårdt – bliver jeg den næste?” … 
Da jeg nåede depotet ved 13.5 km var der for alvor ved at opstå krise i min krop.  Jeg havde derfor planlagt, at jeg til det næste depot ville give mig god tid til at få væske. Jeg tog to mundfulde energi drik for at få lidt sukker det var jeg simpelthen nødt til. Jeg fik også på det tidspunkt lidt mere vand end før, men jeg havde svært ved at give mig selv tiden til det.   Så skulle benene igang igen og jeg følte at jeg havde spildt meget tid. Jeg kunne ikke rigtigt finde rytmen og farten faldt en del.  Jeg lå med omkring 5.37-5.38 i gennemsnitspace, hvilket stadig var bedre end de 5.40 jeg havde forventet. “Du kan godt Maya”.   Da jeg kom over de 14 kilometer manglede jeg virkelig energi i kroppen.  Benene kunne mærke og specielt mine underben gjorde ondt. 7 kilometer til mål – åh det er langt.   Jeg kiggede på uret og jeg havde jo allerede løbet i lang tid, og jeg prøvede virkelig at opmuntre mig selv.   Jeg opfangede slet ikke stemningen, selvom jeg godt så alle tilskuerne… Jeg fik en del medlidende smil – og jeg havde det ret svært ved det. Tilskuerne havde jo den fedeste fest – og lige nu var jeg i KÆMPE KRISE .  Et skridt foran det andet.  Da jeg kom til væskedepotet ved 16 kilometer fik jeg en bid banan, jeg kan ikke huske om jeg drak noget – men det tror jeg nok? … Bananen fungerede ikke for mig og jeg spyttede det ud, da jeg slet ikke kunne få det ned.    Jeg havde nu løbet 1,5 kilometer længere end min længste tur og jeg oplevede at benene var tunge som bly.  Da jeg kom til 17 kilometer kom vi til broen igen, hvilket betød at det gik op ad.  Skulle jeg gå op af broen?  Blev enig med mig selv om at holde den gående for hvis jeg første stoppede, ville jeg ikke komme i gang igen. Jeg kæmpede med mig selv og det eneste jeg kunne sige til mig selv var: “Du kan godt, du kan godt, du kan godt!”.   På broen var vinden så utrolig hård og kold og jeg hundefrøs i min tshirt.  Jeg mærkede på mine arme og jeg var iskold.    Da der var 3-4 kilometer igen var jeg godt klar over at det var nu jeg skulle satse, hvis jeg skulle nå i mål inden to timer.  Det havde været et frygteligt løb og jeg havde kæmpet.  Jeg kom op til 2.00 ballonen som jeg slet ikke havde oplevet at jeg var blevet overhalet af.  Jeg var lige bag ved den, men afstanden blev større og større.  Min krop sagde fra og jeg havde ikke mere energi at give af, nu handlede det bare om at komme i mål.
Da vi kom til 19 kilometer stod der en stor banner “Hullet i muren”.  Jeg havde oplevet muren på nærmest hele turen og hvis der var et hul i den mur, så var jeg desværre ikke den der hoppede igennem dét.  Muren stod lige foran mig og jeg oplevede ingen forløsning.  Jeg blev ved med at sige til mig selv hvor lang tid der var tilbage. “Kom nu Maya, under 12 minutter igen!”..    Folk satte tempoet op og jeg havde svært ved, at følge med. Mine lår var trætte og jeg følte at mine ben var det rene gummi.  Da der kun var 1 kilometer igen kunne jeg mærke at folk for alvor satte spurten ind. Åh gid jeg kunne…  Tiden tikkede og jeg kunne godt se at jeg ikke nåede de 2 timer, men jeg ville gøre hvad jeg kunne.   500 meter inden mål stod Camilla (Triatlet fra Esbjerg) som er mit store idol, jeg fik en high five – og det hjalp gevaldigt. Hun var det første menneske på hele ruten som jeg kendte og det var fantastisk opbakning.  Jeg havde ikke flere kræfter til en slutspurt, men jeg prøvede at holde mit tempo.   Jeg havde taget musikken ud de sidste 500 meter for at mærke stemningen. På trods af at jeg kunne se folks hænder klappe ivrigt så havde jeg svært ved at høre og mærke det. Det var som at jeg ikke var helt til stede og det var som én film at løbe mod målstregen. Det sortnede lidt for øjnene men jeg kunne se målet foran mig.  “Kom nu Maya – du er der næsten… “Jeg kom over målet og havde ingen kræfter til at smile.  Jeg havde vel egentligt ikke smilt på hele turen, kun da jeg så Camilla – jeg smiler ellers altid – også når det er hårdt?
Efter løbet: 
Jeg fortsatte fremad og var fokuseret på at finde min far.  Min vejrtrækning gik helt i baglås og jeg følte jeg var ved at hyperventilere – måske fordi at tårerne pressede sig på.
Jeg fandt endelig min far – og jeg begyndte fuldstændig at tude.  “Nåede du de 2 timer?”  – Jeg kendte slet ikke min tid måtte jeg fortælle.  Kunne ikke sige andet end, at jeg havde ondt i maven og at det havde været “frygteligt” for at bruge mine egne ord.  Der var langt til smil, men jeg var lykkelig for at være i mål.  Jeg fik en vand og en cola, men havde utroligt svært ved at få det ned.  Vi gik op mod bilen for at få varmt og tørt tøj på for jeg frøs helt vildt. Holdte min fars arm for mine ben gjorde så ondt. Humøret steg en smule, og jeg kunne godt se det sjove i at jeg slet ikke kunne gå – og min fars gode humør smitter altid af.  Først nu oplevede jeg forløsningen: det var overstået!  Min far havde haft et godt løb og selvom det ikke var hans bedste tid så var han stolt af sin tid på 1.44, hvilket jeg også er – seje far.
Da vi kom op til bilen havde jeg næsten ikke kræfter til at få tøjet skiftet.  Jeg ville rigtig gerne have været ned til målet igen og prøve at nyde stemningen lidt, men jeg følte mig utilpas da jeg var ved at gå helt sukkerkold.  Jeg fik benene op i vinduet og lagt sædet ned.  Jeg drak noget vand og prøvede at få banan og rosiner ned, hvilket ikke rigtigt gik.  Vi var blevet fanget med bilen, da vi ikke parkerede på den officielle parkeringsplads. Det vidste vi heldigvis godt inden, at vi ville blive, så vi var fanget 25 min til vejen åbnede igen.   Vi kørte afsted mod Esbjerg og jeg var meget meget utilpas.   Jeg vidste godt at jeg skulle have noget at spise, men jeg kunne slet ikke spise noget.  Jeg havde utroligt kvalme  og prøvede bare at lukke øjnene lidt, kunne slet ikke være i mig selv.  Det endte med at jeg kastede op hele vejen til Esbjerg, så det var ikke for ingenting at min mave havde brokket sig undervejs.   Der var langt hjem! 🙂  …
Da jeg kom hjem til min mor og far ventede et varmt bad og lidt mad og en god nats søvn….

Evaluering – Hvad gik galt? Hvad blev tiden?  Vil du gøre det igen? 
Vi har talt ALT igennem og jeg ved jo godt hvilke fejl jeg begik. Mange af dem var typiske nybegynder fejl, som man bare skal opleve på egen krop før man lærer det.
Det hele var en kombination af en sart mave, energi drik, for lidt kulhydrater, for lidt energi undervejs,  dehydrering , men det største problem var dog klart nerver.
Det blev ikke den oplevelse, som jeg havde håbet på.  Men når jeg tænker på alt det, som ikke gik som det skulle så er jeg SÅ stolt af at jeg gennemførte. Jeg synes det er utroligt at jeg trods alt endte med en officiel tid på 2.02.06 – hvilket er SÅ tæt på min drømmetid om under to timer.  Min uofficielle tid med mit eget pulsur er på 2.02.08 på 21.28 km (lidt zig zag skal til).  Min gennemsnits puls endte på 175 og min max puls på 182 – hvilket er ALT for højt i forhold til min form. Min hurtigste kilometer var på 5.08 min – så det er tydeligt at jeg nogle steder løb alt for hurtigt.
Hvis jeg bare havde haft det lidt bedre på turen så var det jo klart gået bedre 🙂 …. Der er plads til forbedring og jeg har mod på at gøre det om.
Det er utroligt at selvom det var frygteligt fra start til slut og jeg på ingen måde ramte dagen, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvornår jeg kunne få muligheden for at gøre det igen.  Jeg har lært sindssygt meget om min krop og mig selv ved dette løb og jeg har ikke mistet lysten til at løbe- TVÆRTIMOD.   Jeg har lyst til at blive klog på hvad min krop har brug for og få styr på mine nerver, jeg vil knække koden.     Jeg glæder mig til at tage kampen op igen: It’s like an addiction!  🙂  

Tak for jeres opbakning.
Knus Maya 🙂

Screenshot 2014-05-04 14.48.50
2014-05-02 18.31.10

49 Comments
  1. TILLYKKE med dit første halvmaraton! Hvor er du sej 😀 .. Er sikker på det næste nok skal lykkedes bedre! Kram <3

    1. Hej Sabine.
      Tusinde tak 🙂 …
      Jeg glæder mig allerede til det næste – på FANØ 🙂
      Knus <3

  2. Sikke en tur du var på i går Maya, og hvor godt du er så god til at reflektere over hvad der skete og hvorfor det gik som det gjorde.
    Som jeg også har skrevet på IG, så hedder det bare hævn over halvmarathon næste gang, og så viser vi at vi har styr på det løb!!
    Jeg selv var på randen af dehydrering og havde et virkelig hårdt løb, heller ingen smil fra mig, og overskud var slet ikke til stede.
    Mine nerver var også helt oppe at spjætte, men ville bare så gerne gøre det godt og løbe mellem 2 og 2.10. Det blev dog ikke helt som jeg kæmpede efter, men jeg slog min sidste (første) 1/2 marathon tid, og det er så den sejr jeg tager med fra i går.
    Nu ser jeg frem til Århus City, og der skal jeg bare forberede mig så godt som jeg overhovedet kan 🙂

    Elsker virkelig at læse dine indlæg Maya 🙂

    1. Hej Lise 🙂
      Tak fordi du læser med – det har du jo gjort nærmest altid – det er dejligt at du har holdt ved og have lyst til at følge mit liv! <3 🙂

      Hævn over halv marathon 🙂 …
      Det er da så sejt at du slog din tid – tillykke med det!! 🙂
      Jeg overvejer også halv marathon, men jeg tror desværre at jeg har brug for lidt mere tid.
      Jeg deltager i hvert fald i halv marathon på Fanø i september, så har jeg hele sommeren til at træne – men vil gerne deltage i endnu et inden dag 🙂 …
      Hvordan har du det i dag? – Jeg er fuldstændig smadret… Mine lår er så ømme. Derudover har det været en kamp at få min væske balance op at køre igen – og har ikke særlig stor appetit, men jeg kæmper for at få det ned 🙂 … Var 1,5 kg under min normalvægt i morges, så der skal virkelig spises og drikkes 🙂 …

      Knus.

      1. Vildt nok med vægten, så har du virkelig også været nede og vende mht. mad og væske 🙁
        Jeg har faktisk haft det helt fint. Havde lidt ondt i knæene søndag, men benene var slet ikke ømme, jeg løb jo så heller ikke til.
        Er sikker på du får en rigtig god oplevelse når du løber Halvmarathon på Fanø, det kan kun gå fremad efter den tur du havde i lørdags 🙂

  3. Maya, du har så meget at være stolt af! At gennemfører dit første halvmaraton på lige lidt over to timer, med de udfordringer på ruten, er misundelseværdige. Forstået på den måde at du har en virkelig god vijle og udholdenhed.
    Det er så godt gået af dig, du har lært oget og det er en god ting. Næste gang kommer du under de formøse to timer, du ved hvad du skal gøre anderledes og du vil sejre..

    Tak for en dejlig blog, fuldt med gode indlæg som vi andre kan lærer af at læse.
    Go søndag.

    Knus Louise,
    http://therunningblog.bloggersdelight.dk

    1. Hej Louise.
      Tusinde tak 🙂
      Jeg er også super stolt.
      Næste gang er jeg klart under 2 timer , medmindre at jeg får nogle nye udfordringer. Udfordringer vil der altid være 🙂 !

      Velbekomme, tak fordi du vil læse med
      Og held og lykke med din blog 🙂
      Knus M.

  4. Alt jeg ser mellem linjerne er: vilje og potentiale! 🙂

    STOR respekt for, at du gennemførte, og at du deler dine tanker ud på denne måde.

    Første halvmarathon er en kamp for de fleste. Især når man så målrettet har sat sig på en tid 🙂 Jeg er helt sikker på, at du kommer til at få en kæmpe løbekarriere. Bare hæng i – næste halvmarathon bliver legende let 🙂 Og at løbe et halvmarathon på 2 timer første gang er slet ingen skam – tværtimod. Godt løbet!

    Keep up the good work!

    Kh Carina

    1. Hej Carina 🙂
      Tusinde tak! – Jeg har massere af vilje og potentialet er der helt sikkert også 🙂 … Og mest af alt så har jeg LYSTEN!
      Jeg havde stor lyst til at dele mine tanker, og det er for mig et af de mest personlige indlæg på bloggen i lang tid 🙂 !

      Første halv marathon skal bare gennemføres, fra nu af kan det kun blive bedre og jeg er så tilfreds med mit udgangspunkt 🙂 !
      Tak 🙂
      Knus M.

  5. Kære søde Maya

    TILLYKKE. Det er så sejt, at du gennemførte på trods af alle de ubehageligheder undervejs.

    Det er dejligt også at læse, at du er stolt af dig selv – for det har du al grund til at være!

    Jeg sidder og kigger på dit billede og jeg kan se, at du havde både IsoGel og EnergyGel med på turen. Fik du taget disse? Og hvis ja, hvornår tog du dem på ruten? Jeg er selv i gang med at eksperimentere med det og finde ud af, hvad der passer bedst til mig…

    Knus herfra.

    1. Hej Stephanie 🙂
      Tusinde tak. Det var en kamp 🙂

      Jeg tog INGEN gels på turen, da jeg ikke turde at provokere min mave yderligere – men jeg kunne mærke at jeg manglede dem efter de 13 km, men jeg turde simpelthen ikke 🙂 …

      Isogel kan du tage uden vand til – men energi gel skal du have vand til og skal derfor tages inden et depot.

      Jeg ville have taget en ved 7 og en ved 15 km.
      Den “rigtige” måde er vidst at tage dem hver 8. kilometer.

      Mit råd er at du prøver dem så meget af som du overhovedet har mulighed for, så du er sikker på at du kan tåle dem. Der er rigtig mange som har svært ved at tåle så meget sukker på én gang 🙂 …
      Held og lykke.
      Knus M.

  6. Kære Maya.

    Først og fremmest tillykke med dit første halvmaraton! Det var virkelig imponerende, at du gennemførte trods de mavesmerter. Og tak for en god blog.

    Grunden til jeg kommenterer er faktisk noget lidt andet, måske også mere personligt.. Her op til løbet har jeg bemærket, (jeg oplever det sådan her) at du ofte kommer med undskyldninger for dig selv eller eller forklaringer, som kan dække dig ind i forhold til dine krav til dig selv og de forventninger, som du måske tror, at vi – dine læsere – har. Specielt i dette indlæg lægger du ud med at forklare at du ikke har løbet en løb før og at du skulle have trænet mere etc. Det gør jeg måske også ofte selv.. Men det jeg vil sige med det, er at jeg synes det er rigtig ærgerligt, for lige meget hvilken tid du havde fået ville det jo have været helt vildt flot og det kan godt være, at du kunne være bedre forberedt, men det var du ikke og det er jo helt okay. Tro mig, jeg er også konkurrencemenneske og jeg vil også gerne være helt vildt forberedt til sådanne ting, men nogen gange er vi det ikke. Alfa omega er, at du gjorde præcis hvad du kunne i situationen og det skal du have en helvedes masse kredit for! Hvis du i indlægget blot havde skrevet, hvad din tid blev, tror jeg de fleste læsere ville synes det var præcis lige så flot (i øvrigt et meget velskrevet og levende indlæg!).
    Men i indlægget kommer det selvreflektive/selvkritiske jo også hurtigt ind over, for alle de ting som du mener, at du kunne have gjort bedre, kan du bruge næste gang og i dit videre ‘løbsliv’. Jeg tror måske egentligt bare, at det jeg vil sige er, at det er ærgerligt du slår dig selv oven i hovedet med refleksionerne med det samme og at du bør være helt vildt stolt. Jeg ved godt, du også er glad for præstationen, men det skinner muligvis (det kan jo bare være det er mig som er underlig) ikke helt så meget igennem. Jeg ved ikke om jeg har forklaret det ordentligt og det er virkelig ikke fordi jeg vil skrive negativt om dig eller lignende. Jeg er som sagt slet ikke hellig og jeg gør ofte præcis, hvad jeg oplever du også gør i forbindelse med store krav/forventninger til en selv. Jeg håber ikke, at kommentaren gør dig fornærmet eller sur – det er slet ikke meningen (åh – ved ikke om jeg skal sende kommentaren, men nu gør jeg det).

    Jeg løb selv mit første halvmaraton d. 29. marts i KBH til VMHalvmaraton med 30.000 deltagere. Ligesom dig blev jeg natten til dagen før utilpas og jeg blev faktisk syg med ondt i halsen, træt i kroppen og ikke tilpas. Jeg ville dog løbe, så lørdag cirka en time inden løbsstart spiste jeg to Panodiler og en Ipren. Sammen med adrenalinen gjorde det, at jeg løb godt, faktisk bedre end forventet og endte med en sluttid på 01:36:25. Efterfølgende da pillernes virkning aftog blev jeg så også syg – meget mere syg og jeg var syg i en lille uges tid efter, men det var det værd 🙂 Jeg indtog kun vand på ruten – har aldrig prøvet at indtage noget energi, men jeg føler heller aldrig at jeg har manglet det. Dog kan det jo være, at det kan forbedre min præstation? Jeg har bare en meget sart mave og selv når jeg drak noget vand under løbet giver den lyd fra sig i cirka et halvt minut. Jeg havde ikke arbejdet med at tilvende den energidrik/gel nok tid før løbet, så jeg fravalgte det på dagen.

    Mange sportslige hilsener
    Signe 🙂

    1. Hej Signe 🙂
      Jeg kan godt mærke at kommentaren nager mig lidt – fordi jeg kan godt forstå dine tanker – det kan jeg virkelig godt…. Jeg kan godt forstå at du tænker at jeg vil komme med undskyldninger for hvorfor jeg ikke klarede mig bedre. Det er dog ikke helt sådan det er ment 🙂
      Jeg starter med lidt baggrundsviden fordi der er kommet rigtig mange læsere til siden oktober og især de sidste 1-2 måneder – derfor vil jeg gerne lige “ridse” mit forløb op… Alle disse ting var nogle jeg var klar over INDEN løbet, og min far og jeg var begge enige om at vi gerne ville have haft 1-2 måneder mere at træne i… Derfor har jeg også sagt at jeg bare ville gennemføre løbet – at komme under to timer var en DRØM – ikke et mål 🙂 …

      Hvis jeg havde løbet fantastisk og fået tiden 2.02 så ville jeg også være hammer stolt – og jeg er også MEGA stolt, mega glad og mega overrasket over at jeg kunne klare mig så godt på trods af hvordan jeg havde det… Hvis jeg havde troet lidt mere på mig selv undervejs, og fundet mig selv så havde det bare været bedre.
      Jeg kunne sagtens have skrevet herinde “Løbet er overstået og jeg gennemførte på 2.02 – det var ikke mit bedste løb, men jeg klarede det og er glad” – Jeg er hammer stolt af tiden, det er jeg virkelig!! – Men det hele handler jo ikke kun om tiden – når man virkelig har haft det dårligt fysisk og psykisk undervejs så kan det godt “overskygge” lidt – hvis du forstår hvad jeg mener… Det er jo ikke tiden jeg er utilfreds med, jeg er bare ked af at det ikke blev den oplevelse jeg havde forventet… Jeg ved godt at man ikke kan forvente at alt går godt til sit første løb. 🙂
      Jeg overvejede at stoppe efter 2 km – og min mor spurgte mig også hvorfor jeg ikke bare gjorde det – for jeg ramte slet ikke dagen…. 🙂
      Jeg bortforklare ikke min egen tid eller præstation – men jeg vil gerne give et FULDSTÆNDIG ærligt billede af min oplevelse…. Jeg er sikker på at I egentligt også hellere vil have dét 🙂 … For min egen skyld har det været godt for mig at skrive forløbet ned, da jeg synes det var været en psykisk stor mundfuld for mig. 🙂 Når jeg lige har slugt det, så er jeg virkelig stolt. Virkelig virkelig stolt!
      Jeg håber at min oplevelse også kan få folk til at forstår at et halv marathon ikke “bare er noget man gør” – det er noget man skal træne op til og man skal lære sin krop at kende 🙂 …

      Dette løb har givet mig en MASSE erfaring – og måske andre kan få noget ud af mine reflekteringer og erfaringer 🙂 ..
      Dette indlæg er skrevet fuldstændig råt for usødet og jeg har måske ikke tænkt over hvilke signaler det kan sende – men dette var min oplevelse, som den var….. 🙂
      Dette er en løbsberetning, også kan man tage den for hvad den er 🙂
      Tak for din kommentar, jeg håber at du fik svar på dine tanker.
      Knus Maya.

      1. Kære Maya.

        Jeg tænkte måske nok, at min kommentar ville nage dig, hvilket jo kun er forståeligt 😉
        Jeg tror egentlig ikke, at jeg præcist kan udtrykke, hvad det er jeg mener. For det, som jeg mener, er ikke kliché’en om, at man skyder skylden på et eller andet fordi man “taber” – i denne situation har du jo i høj grad ikke tabt, men noget gik, som det ikke var planlagt. Eller at du kommer med undskyldninger..
        Jeg har gået og tænkt over, hvordan jeg kan udtrykke, hvad jeg mener; det som jeg følte, da jeg læste indlægget, men det udebliver og jeg må blive dig en nærmere forklaring skyldig hehe. Der var bare et eller andet som nagede mig, men det nytter jo ikke noget, når man ikke kan forklare det:-)

        God aften!
        Vh. Signe

        1. Det er helt i orden Signe 🙂 – Så må jeg jo tænke videre over hvad du mon mente. Jeg kan godt forstå hvis indlægget gav dig en lidt dårlig fornemmelse ved at læse det – for dét var bestemt ikke en rar oplevelse 🙂 … Det er skrevet præcist som jeg oplevede det!
          Jeg håber at næste halv marathon bliver den løbefest og forløsning som jeg havde håbet på 🙂
          God aften.
          Hilsen Maya.

  7. sikke et fantastik indlæg! Virkelig godt sprog!

    jeg synes du er sej og en stor motivation for mig :-).

    Tiden betyder intet, det der betyder noget er at man gennemfører.
    Knus

    1. Hej Laura 🙂
      Tusinde tak !
      Det giver jeg dig helt ret i – og jeg er også fuldstændig tilfreds med min tid 🙂
      Knus Maya.

  8. Jeg synes, du skal være RIGTIG STOLT af at have gennemført med så store udfordringer, som du beskriver. De ekstra par minutter kan da rende og hoppe! Dem skal du nok få indhentet, det er jeg sikker på – i hvert fald med den kæmpe viljestyrke, du har.

    Da jeg gennemførte mit første halvmarathon, havde jeg på ingen måde trænet optimalt op til det. Faktisk blev jeg overtalt til at melde mig til blot tre-fire dage inden løbsstart, hvilket var virkelig (!!!) dumt. Det er nogle år siden, og i dag ville jeg ALDRIG have gjort det med så få kilometer i benene. De første par dage efter løbet fik jeg influenza og seriøse maveproblemer og kunne desuden slet ikke gå ordentligt i flere uger efter…..

    Men jeg gennemførte (sjovt nok næsten med samme tid som dig), og jeg var stolt. Og det skal du virkelig også være, Maya! Spis en masse chokolade og sig til dig selv, at du er hamrende sej! 🙂

    1. Hej Anna:)
      Tusinde tak!
      Jeg er hammer stolt – det skal der ikke herske nogen tvivl om 🙂
      De 2 minutter er klart bagateller – og næste gang skal det nok blive bedre 🙂 …
      Jeg er rigtig tilfreds med en halv marathon debut på 2.02.

      Kan godt forstå at det heller ikke var en så god oplevelse, men man kan mere end man tror 🙂 – Håber at du træner bedre op til det næste gang 🙂 … Vi lærer jo altid noget om os selv!

      Super flot!! 🙂
      Jeg spiste både popkorn og chips i går – for at få styr på saltet i kroppen. I dag har jeg også spist lækre glutenfri burgere 🙂 Mums. Jeg kæmper stadig med at få min krop op “at køre” igen 🙂 … Der har været lang vej til overfladen 🙂
      Tak for din kommentar.
      Knus M.

  9. Jeg har virkelig stor respekt for du kæmpede dig igennem. Personligt ville jeg ønske jeg havde den samme selvdisiplin. Men det her indlæg har været en motivationsfaktor for mig. Det må også være en fed følelse at have gennemført, selvom det ikke gik efter planen.

    1. Hej Christine 🙂
      Tusinde tak.
      Det var en kamp fra start til slut – men det var en rigtig vigtig kamp for mig selv – jeg havde brug for at vise for mig selv at jeg havde viljestyrke og at jeg kunne kæmpe selvom det gjorde ondt – jeg tror på mig selv fra nu af 🙂 🙂 …
      Det var rigtig fedt og jeg er en kæmpe oplevelse rigere.
      Efter løbet var jeg meget dårlig, men i dag har jeg det fedt med at have gennemført 🙂
      Knus M.

  10. Hej Maya
    Mit første halvmarathon i november 2013 var også en rigtig dårlig oplevelse. Jeg lagde alt for hårdt ud i starten (jeg havde jo masser af energi og kunne da sagtens følge med strømmen…). Jeg ramte muren ved 10 km ca. Der var jeg helt færdig, og de sidste 11 km blev ren tortur. Men jeg kom igennem! Mit mål var også at komme ind på under 2 timer. Det gjorde jeg ikke! Jeg var virkelig skuffet og trist i dagene efter løbet. Følte mig lidt som en fiasko 🙁 Men i marts i år deltog jeg igen i et halvmarathon. Denne gang var det en meget bedre oplevelse. Godt nok blev tiden ikke bedre end første gang, men selve løbet var en rigtig god oplevelse 🙂 Jeg glæder mig til at følge dit næste halvmarathon 🙂

    Kh. Anita
    http://www.anitalorenzen.dk – en blog om løb og vægttab

    1. Hej Anita 🙂
      Der er virkelig meget taktik i sådan et løb. Efter min dårlige start gik det rigtig godt ude ved 7-11 kilometer og der kom fart i skoene, men det betalte jeg så også for , da jeg brændte alt min energi af der 🙂 ..
      Det var også tæt på totur – måtte også minde mig selv om at det jo bare er for “sjov” det er jo ikke et spørgsmål om liv og død.

      Jeg er sikker på at mit 2. halv marathon også bliver en meget meget bedre oplevelse 🙂 – Det kan dét kun blive!! 🙂
      Tak fordi du læser med.
      Knus M 🙂

  11. Bedste indlæg jeg har læst i meget lang tid!!!! Super godt skrevet og det fangede mig fuldstændig. Virkelig fedt at du fortæller om din dårlige oplevelse, så vi andre kan tage ved lære af nogle af de fejl du begik.
    Du bør være enormt stolt over at have gennemført det i det hele taget. Kæmpe klap på skulderen og stærk psyke!
    KH. Christina

    1. Hej Christina.
      Tusinde tusinde tak 🙂
      Det er skrevet lige fra hjertet!
      Altid en god idé at skrive ned hvis man har oplevet noget “voldsomt” det hjælper det med at acceptere hvad der er sket :)..
      Jeg er rigtig rigtig stolt – og jeg har fundet ud af at min viljestyrke er ret stærk, for jeg blev virkelig presset ud et sted hvor det ikke var særlig rart at være 🙂
      Knus M.

  12. Hej Maya
    Jeg så at du havde lagt et indlæg på bloggen inden jeg skulle på arbejde, men jeg “gemte” det til jeg kom hjem 🙂 Elsker dine indlæg!
    Men en rigtig levende historie du får fortalt, føler fuldstændig hvordan du har det… Det må ærlig talt ikke have været sjovt 🙁 Men hvor er det bare MEGA sejt at du gennemførte!!! Jeg får helt lyst til også at prøve det, evt. næste år 🙂 Først må det blive et eller to 10 kilometers løb, vil jeg rigtig gerne gennemføre!
    Men rigtig flot tid, og du skal huske at tage en lille sejrsdans, for det er bare SÅ godt gået!!
    Mange knus Ida 🙂

    1. Hej Ida 🙂
      Hvor er du sød. Det var også et af de længere indlæg – måske det længste endda 🙂 ..
      Det var i hvert fald heller ikke særlig sjovt og der var langt mellem smilene 🙂 …
      Jeg ville ønske jeg kunne danse, men mine ben er smadrede 🙂 hehe!
      Den må jeg gemme til i morgen.
      Tak.
      Knus.

  13. En inspirende og ærlig løbsoplevelse!

    De seneste par indlæg om bl.a. hemmelighederne samt denne har nu fået dig til at blive en del af min favorit bloglæsning.

    Jeg synes, det er fedt du reflekterer over din oplevelse og håber du kan bruge det fremover. Det virker til, at vi er mange som kan bruge dine tanker omkring dit første halvmarathon.
    Jeg skal selv løbe mit første til Århus City halvmarathon, så jeg ved nu hvilke ting, som man kan risikere at blive udsat for. Måske vi ses? Who knows.

    1. Hej Tine 🙂
      Tusinde tak 🙂
      Det er jeg glad for at høre.
      jeg kan bruge det hele til noget, det kan kun gå bedre næste gang 🙂 ..
      Jeg har fået en billet tilbudt -så må vi se om jeg føler mig klar til det allerede der 🙂 …
      Godt løb til dig! 🙂
      Knus M.

  14. Jeg sad skisme og blev helt rørt haha (måtte dunke mig selv i hovedet og sige “stop dog Susanne!” haha. Men rigtig godt skrevet – det giver et godt indblik i når man har masser af forventninger til noget og det så kun går den modsatte vej – så kan man sgu næsten kun græde!
    Men super godt gået og godt kæmpet! Glæder mig til at høre om dit næste halvmarathon og så håber jeg for dig det går som du selv forventer :)!

    1. Hej Susanne 🙂
      Tusinde tak for din kommentar 🙂
      Ja – det er lidt hårdt når det slet ikke går som forventet, og den dårlige start var ved at få mig til at gå helt i panik 🙂
      Jeg kom igennem det trods alt det som var i mod mig.
      Det håber jeg også – er ved at lægge planer for hvornår den næste skal være 🙂
      Knus M.

  15. Den “rigtige” måde at indtage High5 Isogels er ikke hver 8 km men derimod tre pr. time som der også stå på toppen af selve gel’en.

  16. Hej Maya 🙂

    Du må ikke betragte min kommentar som en kritik af dig eller din præstation, men som en provokation til at reflektere over din tilgang til det at løbe.

    Jeg har læst med på din blog i lidt tid, og kom i dag (på min egen løbetur) til at reflektere over, din (og mange andres) måde at gribe det at løbe – og det at løbe halvmarathon – an på.

    For mig at se handler det i mange tilfælde om, hvor vidt man vil være løber eller blot et produkt af en tid og en kultur, hvor det at løbe er in, og hvor alting skal måles, dokumenteres og registreres – og hvor det i høj grad også handler om forbrug.

    For at være løber skal man efter min overbevisning løbe, fordi man vil og kan. Fordi man synes det er dejligt før, under og efter, eller for den sags skyld fordi det er praktisk. Her handler det ikke om at holde styr på pace, puls og distance, have smart måleudstyr og løbetøj, ‘særligt’ tilpassede løbesko, tage løbestilstests og blive holdt i gang af en motiverende spilleliste på ipod’en, men blot om at løbe. Og her vil alle de førnævnte faktorer blot være hindringer på vejen mod målet.

    Løb behøver ikke være en videnskab (ikke på amatørniveau i hvert fald), men det bliver det gjort til, når man skal holde en bestemt pace eller ikke må overskride en bestemt pulszone. Løb behøver i forlængelse heraf heller ikke blive en forbrugskultur, hvor man ikke kan løbe en tur uden at have fået analyseret sin løbestil, lagt træningsprogram og anskaffet sig det rigtige udstyr.

    Så tag at løb en tur – og dit næste halvmarathon for den sags skyld – uden pulsur, og uden at tænkte over særlig meget andet, end at du skal løbe. Det er fantastisk 🙂 Og så tag at læs Christopher MacDougals “Født til at løbe”, hvis det interesserer dig – den sætter tingene i perspektiv 🙂

    Kh Cecilie

    1. Hej Cecilie 🙂
      Jeg forstår bestemt godt dine tanker ! 🙂
      Selvom jeg ikke har deltaget i løb førhen – så betragter jeg mig selv som løber… Jeg har løbet så længe jeg kan huske… Uden tid, uden pulsur, uden noget som helst – bare gjort som jeg havde lyst 🙂 .. Jeg har været med min far ude at løbe siden mine teenage år.

      Jeg fik mit første puslur for et halvt års tid siden – men jeg har slet ikke haft det med på alle mine ture, faktisk har jeg sjældent haft det på. Det er først her den sidste måneds tid jeg har synes det har været rigtig interessant med at holde øje med pulsen 🙂 .. Min far er en rigtig puls-nørd og det har han altid været – og derfor vil han gerne have at jeg har mit på når vi løber sammen.
      Bloggen har nok også betydet at jeg gerne ville blive klogere på hvad jeg egentligt gjorde…
      Faktum er bare at jeg tager min løbetræning mere seriøst og har forbedret mig helt vildt siden januar 🙂 …

      Jeg ELSKER at løbe, jeg synes det er skønt både inden, under og efter (pånær i lørdags) … Men jeg er normalt rigtig glad for det, og det er bestemt lysten som driver værket 🙂 …
      Jeg synes at din kommentar er rigtig spændende og selvom det måske ikke virker sådan på dig – så understøtter den faktisk mange af mine tanker omkring løb.

      Jeg deltager ikke i et halv marathon fordi alle andre gør – men fordi jeg har haft en drøm om det i flere år, når jeg har set min far gennemføre:) Nu har jeg endelig fået trænet mig i form til det – fordi jeg har taget løbet mere til mig. Jeg elsker alle former for træning! 🙂

      Knus Maya

  17. Hej Maya.
    Tusind tak for et indlæg man virkelig kan relatere sig til!
    Inden jul løb jeg max 5 km – har trænet godt op hele foråret og løb også Lillebælt i lørdags. Har ladet mig påvirke alt for meget af andres forventninger (eller mine egne opstillede forventninger) til mig selv og min tid osv. i stedet for bare at fokusere på at det ville være stort at gennemføre. Havde de vildeste nerver – ligesom du også skriver til en eksamen samt en eksamensmave og søvnløs nat!
    Gennemførte på 2.20 og var overbevist om jeg aldrig ville komme igennem allerede ved de 8 km. så er både stolt men også træt af en dum oplevelse – trøster at læse at det lidt er generelt at man har en dårlig oplevelse på sin første lange tur!
    Tror også jeg er klar på at tage kampen op igen – forhåbentlig med mere ro i den kære mave!
    Du er stor inspiration 🙂
    Hilsen Ida

    1. Hej Ida 🙂
      Øv hvor ærgerligt at dit løb heller ikke blev som du havde forventet 🙂 !
      Jeg tror det er meget normalt med nervøsiteten.
      Jeg ved i hvert fald næste gang at jeg ikke behøver at være SÅ nervøs, for jeg kan sagtens gennemføre 🙂
      Jeg skal ikke afvise at jeg næste gang først fortæller at jeg vil deltage BAGEFTER – således at jeg ikke presser mig selv med andres forventinger 🙂 …
      Håber at du også har lyst til at prøve igen.
      Knus Maya.

  18. Hej Maya!
    Hvor er det dog sejt, at du gennemførte på den tid, trods smerter, og ubehageligheder. Stor respekt 🙂
    Tillykke, og jeg håber at det næste løb bliver en bedre oplevelse for dig!
    Knus fra en trofast læser. 🙂

    1. Hej Simone 🙂
      Tusinde tak, det håber jeg også 🙂 !!
      Tak fordi du læser med. 🙂
      Knus M.

  19. Hvor er bare sej, at du gennemførte søde Maya, fuck de 2 minutter! Det er jo en hel rejse med op- og nedture du har været på til det løb 🙂

    Jeg kan 100% relatere til hele løbet, det er en frygtelig fornemmelse at føle, at man nærmest er ‘fanget’ i løbet. Jeg havde en lignende oplevelse til et halvmarathon sidste år, hvor jeg endte med at kollapse, simpelthen fordi jeg pressede mig selv for hårdt og ikke fik nok væske under løbet. Jeg vil næsten vædde med, at du ville få en hel anden oplevelse, hvis du tog turen alene på en kendt rute eller med din far. Det der med, at der er mange, der følger med, og at man kører sig selv sådan op, har både sine fordele og især sine ulemper.

    Stor respekt herfra!<3

    1. Hej søde! 🙂
      Tusinde tak!! – Ja jeg må indrømme at løbet mest føltes som en nedtur, der var ikke så mange smil fra min side 🙂 … Jeg undre mig over at jeg alligevel endte med den tid, for jeg var ude i grøften et par gange, og jeg tror også at jeg var nede at gå? …
      Jeg føler nærmest også at det var en film, helt zombie agtigt 🙂 …
      Jeg er glad for at vejret trods alt var meget koldt, for hvis det havde været varmt og jeg havde svedt meget så havde jeg heller ikke klaret den… Min væskebalance er ikke engang i orden endnu – og jeg drikker og drikker 🙂 … Utroligt hvor meget det kan betyde!!

      Jeg ville få en MEGET bedre oplevelse hvis jeg bare løb de 21 kilometer alene – og jeg tror også at min far og jeg tager den halv marathon rute vi skal løbe til september på Fanø – snart… Den rute kender vi begge godt – og det er utroligt rart at løbe et sted hvor man er tryg – bare alene ude i naturen 🙂 …

      Jeg har gjort mig mange overvejelser omkring min næste deltagelse – og selvom jeg elsker opbakningen på bloggen, så har jeg besluttet at HVIS jeg løber et halv marathon inden dét i september, så fortæller jeg jer først om det BAGEFTER 🙂 … Jeg vil ikke have så meget pres på mine skuldre! Opbakningen til tæningen osv. er fantastisk, men på selve løbsdagen har jeg brug for at hvile mere i mig selv, tror jeg? 🙂
      Tak for din beaked søde, den fik mig til at smile.
      Knus!

  20. Kære Maya 🙂
    Tillykke med dit første gennemførte halvmarathon! SÅ fantastisk fornemmelse og flot og personligt indlæg. Vær stolt af dig selv 😉
    Jeg har med stor nysgerrighed fulgt med i din træning op til løbet. Jeg løb selv her den 30. marts mit første halvmarathon og længste distance nogensinde, så det har været interessant at følge dig sideløbende 🙂
    Jeg havde et fantastisk løb med smil i hovedet (må have lignet en lalleglad idiot 😀 ), negativ split og opnåede min målsætning og kom ind på 1:44. Inden da havde jeg løbet en enkelt tur på 15 km, men ellers hovedsageligt kortere ture, men en del 10 km. Jeg indtog ikke andet end et par mundfulde vand under løbet (5 km, 10 km og 15 km) og ærgrer mig stadig over jeg gjorde det ved sidste depot, for det trak mere tid end det gavnede! 😉
    Men bestemt ikke mit sidste og kan jeg fornemme på dig, dette heller ikke var 😉
    Nu nyder jeg mine løbeture i en periode uden konkret mål eller tid for øje, men lysten til det kommer snart igen, kan jeg mærke 😉
    Kh.

    1. Hej anne 🙂
      Tillykke med din tid 🙂 …
      Dejligt at du havde en god dag 🙂
      Jeg er sikker på at optimisme og smil også giver 10% ekstra til benene 🙂 …
      Bestemt ikke sidste gang 🙂 Har heller ikke fundet løbet endnu. Udover Fanø halv marathon i september 🙂
      Knus.

  21. Tillykke med dit første halvmaraton!

    (Jeg løb selv mit første til VM i halvmaraton D. 29/3).

    Jeg har læst kommentarerne igennem og jeg synes ikke af det bliver nævnt nogle steder, men op til VM i marts sendte arrangøren SÅ mange nyhedsbreve ud, hvor bl.a. en ekspert skriver om hvordan man skal forberede sig på dagen og dagen før løbet mht opfyldning af mad- og væske, og hvordan man skal bruge vand/energi under løbet. Det var super grundigt og måske kan det stadig fremfindes på VMs hjemmeside. Det er et kig værd, når nu du havde sådan en øv-oplevelse denne gang.
    Det var bare det jeg ville tippe dig om….

    1. Hej Trine.
      Tak for det 🙂
      Jeg følte mig egentligt også godt informeret inden, men der er stadig nogle ting som man er nødt til at finde ud af selv 🙂
      Jeg havde hørt om flere der drak energidrik om formiddagen, men det skulle jeg aldrig have gjort 🙂 … Jeg ved simpelthen ikke hvorfor jeg gjorde det….
      Nu har jeg styr på det – og glæder mig til mit næste løb 🙂
      Hiilsen Maya.

      1. Jeg fandt det lige. Det hjalp bare mig så meget i forberedelsen, og ovenpå din oplevelse, tror jeg virkelig at du ville have gavn af at læse det også:
        http://tempdk.copenhagen2014.dk/cms/?cmsid=443&pageid=15891

        Læs indlægget fra Thomas Nolan fra 18. februar og 21. februar (de andre er også gode, men…). Jeg synes at der stod virkelig brugbare informationer til folk som os der ikke har prøvet at løbe så langt før.

      2. En god ting er nok også at teste indtag af energidrik/gel på alm. træningstur inden dit næste løb.
        Jeg fandt ud af hvilken en som de ville servere til VM og så købte jeg en bøtte af det, som jeg test-smagte indenda.
        Min mave er ikke så sart overfor energidrik åbenbart, men hvis man har sart mave, så kunne det ihvertfald være fedt at finde det produkt, som maven ikke brokker sig over. Der findes jo så mange slags…

        Iøvrigt findes der lige et lille fif til “Drink-while-running” på youtube, som jeg også havde fornøjet mig med at se inden løbet:
        https://www.youtube.com/watch?v=z-wn5IMmy5E
        Halvdelen af kopperne til VM var pap og halvdelen var hård plast. Sidstnævnte var elendige. Der skulle man stoppe for at drikke. Pap-kopperne kan klemmes sammen 🙂

  22. Hold da op for en oplevelse, men hvor er det bare sejt at du kom igennem! Jeg må indrømme, at jeg virkelig blev grebet af stemningen i dit indlæg, og kunne mærke en tåre eller to, da jeg læste du græd 🙂 så sejt, og bliv du bare ved med dit flotte arbejde! 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.