Personligt indlæg ~ Om frygten for røde madvarer & andre ortorektiske tanker.

timthumb

Dele af dette indlæg har tidligere været publiceret i 2013, men efter at Morten Svane i dag udgav et spændende og velskrevet indlæg om ortoreksi, fik jeg lyst til at dele dette indlæg og min historie igen. Dette er et indlæg om nogle tanker jeg havde mig for et par år tilbage. Grunden til at jeg skriver dette indlæg er fordi jeg mener, at der bør være større fokus på spiseforstyrrelser og måske især ortoreksi i denne sundhedsorienterede verden. Vi bliver påvirkede af medierne i høj grad og de ting som vi ser på instagram og blogs, men for nogle tager sundheden overhånd. “Mere vil have mere”-tendensen gør at det kan være svært at bevare balancen. Jeg ser mig selv som en sund pige, men det har også taget en del år at finde en sund balance, hvor der hverken bliver trænet for meget eller for lidt og hvor der bliver spist sundt men med plads til hygge. 
Jeg vil starte med at slå fast, at jeg IKKE har haft ortoreksi og anoreksi eller været i behandling for det, men jeg har haft nogle ortorektiske tanker, som jeg sagtens kan se det unormale i nu. Jeg vil gerne gøre jer opmærksom på, at der findes ortoreksi og at der er stor forskel på at lave aftaler med sig selv og at fremstille deciderede regler som ikke må brydes. Læs med hvis du har lyst. 

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser definerer ortoreksi som: 
”Mennesker, der lider af ortoreksi, har et overdrevet fokus på sundhed og det at spise sundt. Som det også ses ved anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning er maden hos mennesker, der lider af ortoreksi, en så stor besættelse, at det hindrer dem i at føre en normal hverdag. Men hvor der ved de andre spiseforstyrrelser er fokus på mængden af mad, er der ved ortoreksi fokus på madens kvalitet. Mennesker, der lider af ortoreksi, har ikke nødvendigvis et ønske om at tabe sig, men er besatte af at ville leve og spise sundt. Ofte resulterer dette i, at de danner sig deres eget billede af, hvad der er sundt, går på diæter og opsætter en lang række af regler og ritualer for, hvad de må spise. Diæten og reglerne er ikke nødvendigvis sunde set ud fra et objektivt perspektiv, der kan fx være tale om regler for, hvilken farve eller type af råvarer man må spise. Ofte vil mennesker, der lider af ortoreksi, altid medbringe egen mad til sociale sammenkomster, da de ikke tør spise måltider tilberedt af andre og i sidste ende kan besættelsen af den sunde mad medføre, at de isolerer sig socialt.

På et tidspunkt i min gymnasietid havde jeg fået øjnene op for fitnesscenteret og dets muligheder, jeg havde fundet ud af, at min krop ændrede sig i takt med, at jeg omlagde min kost og at jeg trænede mere og mere.
 På et tidspunkt var jeg så presset skolemæssigt og af andre ting, at jeg begyndte at isolere mig mere og mere.  For mig handlede det ikke om at blive tynd, men det handlede om at blive sund, så sund som muligt.

“Sundheden” tog mere og mere magten over mig. I starten havde jeg sunde vaner med træning og sund kost, men som tiden gik opbyggede jeg flere og flere regler for mig selv. I starten gav reglerne måske god mening set fra et sundhedsmæssigt synspunkt, men på et tidspunkt blev forbuddene flere og flere og reglerne blev meget styrende i min hverdag. På kostsiden havde jeg regler om, at jeg  ikke måtte spise noget efter aftensmaden, som helst skulle spises kl. 18.  Jeg havde regler om, at jeg ikke måtte spise grønsager eller frugt som var rødt, hvilket var lidt trist når jeg faktisk elskede jordbær og peberfrugt. Reglerne kom ikke over en nat men de kom snigende. Jeg havde regler om, at jeg ikke måtte spise rugbrød, selvom jeg elsker det. Jeg havde regler om at jeg ikke måtte gå ned i kantinen, medmindre det var for at købe salat. Jeg havde regler om at slik, kage, æbleskiver osv. var fuldstændig forbudt i hverdagene.

På træningsfronten  havde jeg regler om, at jeg skulle træne(eller være aktiv) hver eneste dag(!). Jeg havde regler om, at jeg skulle cykle til og fra skole og på vejen hjem skulle jeg cykle så stærkt som jeg kunne. Jeg kunne finde på,  at lyve om hvor meget jeg trænede, og talte generelt meget lidt om min træning.  Nu har jeg den holdning at, hvis man lyver om sin træning så er det fordi man er ude på et side spor. Nu ved jeg godt at jeg ikke oplevede meget fremgang fordi jeg overtrænede og defor ikke fik det fulde udbytte af min træning. Dengang var min træning også primært cardio og jeg  cyklede minimum 5 timers spinning om ugen. Stress og hård træning påvirkede mit immunforsvar så jeg var meget ofte syg, hvilket også var det eneste tidspunkt, hvor jeg slappede rigtigt af.

Socialt set lukkede jeg mig lidt inde, selvom jeg var og er en meget social pige.  Jeg ville egentligt gerne med i byen i weekenderne, men jeg valgte i stedet at tage vagter på mit arbejde. Vi gik tit på café efter skole tid – af og til kom jeg med undskyldninger som fx. lektier for ikke at tage med og andre gange tog jeg med for kun at bestille salat. Igen tænker jeg nu at undskyldninger og løgne burde få alarmklokkerne til at ringe.

Selvom at alt dette handlede om at være sund og ikke om tallet på vægten, så havde jeg en dyb afhængighed af at gå på vægten hver dag, eller flere gange om dagen bare for at tjekke om tallet var det samme, men det var ikke det samme, for jeg blev jo tyndere og tyndere.   Da jeg var ved at komme mere ovenpå tog jeg batterierne ud af badevægten og smed dem laaaangt væk og gik først på vægten igen ca. 2 år efter.   Jeg tror, at dette var starten på at få en sund balance i mit liv igen. Alt dette stod på i en kort periode og det giver mig helt ondt i maven at tænke tilbage på det. Jeg tror på, at der er rigtig rigtig mange piger, som på et eller andet tidspunkt i deres liv har flirtet med spiseforstyrrelser, hvilket også bare belyser vigtigheden af fokus på det område. Jeg var ikke en undtagelse, jeg mistede glæden ved træning, appetitten, mit gode humør og lysten til at være sammen med andre mennesker….    Hvilket var en stor pris bare for at være “sund”. Jeg havde heldigvis nogle skønne veninder og en dejlig familie som gjorde mig opmærksom på, at jeg var på vej ud på et sidespor. I starten var jeg sådan “nej nej – jeg har styr på det!” men da de blev mere og mere insisterende, fik det mig til at tænke på, hvad det egentligt var for en måde jeg levede på. 
Jeg havde nærmest ubevidst opbygget en masse regler og jeg kunne ikke finde ud af hvordan de egentligt var opstået.   Jeg brød alle reglerne og startede med at leve igen.
 Jeg kan sagtens stadig kæmpe med disse regler i mit hoved engang i mellem, og jeg kæmpede i mange år efter med dårlig samvittighed over manglende træning eller usund mad. Det var noget jeg skulle øve mig på, hvilket jeg gjorde.  🙂 .. Jeg er glad for, at jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg med god samvittighed kan tage en fridag fra træningen hvis jeg har lyst, at jeg kan tage ud at spise god mad, og at jeg kan spise lige præcis det jeg har lyst til og hygge mig! Jeg spiser sundt og træner, fordi jeg har det bedst sådan,  men det skal ikke være på bekostning af min sunde fornuft, mit humør, mit helbred eller mit sociale liv… “Den sunde balance” er individuel men det er noget jeg bestræber mig meget på at bevare i mit liv! <3 🙂  …

Hvad tænker du om dette indlæg? Hvad tænker du om sundhedsidealer? Hvad betyder et sundt forhold til mad og træning for dig? Hilsen Maya <3

Screenshot 2014-06-17 12.28.58

8 Comments
  1. At opsætte regler for sig selv er noget jeg tror mange kan nikke genkendende til. Jeg har også selv gjort dette, og man kan jo ikke blive andet end blive frustreret når man ikke kan finde ud af at overholde sine egne regler (amen altså!). Jeg har efterhånden lært, at regler ikke duer for mig.

    Tak fordi du deler din ærlighed,
    hilsen Nana
    http://www.nana-regalah.dk

  2. Nu har jeg i år lavet en projektopgave om spiseforstyrrelser, og jeg syntes selv at det skal tages ligeså alvorligt som de fire andre spiseforstyrrelser, især da den måske er svære at opdage.

  3. Hej Maya. ‘rart’ at du sætter fokus på netop den spise forstyrrelse! Jeg lider selv af svær anoreksi, men med ortorektiske træk. Ortoreksi bliver ofte overset og det er også svært for hvornår får man den dianogse? det er vel når det belaster ens hverdag alt for meget, som du skriver.
    Du er en stor inspiration for mig til at komme ud af min spiseforstyrrelse. Vil gerne have et sundt forhold til mad og kunne tillade mig selv noget mindre sundt en gang i mellem, ligesom dig 🙂

  4. Hej Maya 🙂
    Mange tak for din ærlighed! 🙂 Den er til stor hjælp, og en virkelig øjenåbner.
    Jeg faldt tilfældigt over denne artikel, og wow den ramte mig.
    Det er sjældent, jeg læser noget, som jeg kan relatere så meget til. Jeg har selv haft det samme problem, som startede da jeg gik i gymnasiet, fordi jeg ikke trivedes godt med pigerne i min klasse. Jeg ville derfor gerne imponere mine klassekammerater til bedre at kunne lide mig, hvis jeg kunne skille mig ud og få dem til at blive misundelig på min krop og figur. Det skal lige siges, at inden jeg kom på gymnasiet var jeg en meget social og velset pige, og jeg kunne derfor ikke forstå, hvorfor jeg lige pludselig havde så svært ved at få nye pige venner. Jeg løb rigtig meget, og spiste kun salat og kød til aftensmad. Hvis ikke der en aften var salat, gik jeg selv ud og skar noget. Det tog efterhånden overhånd, og jeg troede der var noget galt med mig, siden jeg ikke havde flere venner i min klasse, selvom jeg spiste meget sundt. I 3g besluttede jeg mig for, at jeg skulle løbe marathon. Min madpakke bestod nærmest kun af en pose gulerødder på daværende tidspunkt… Jeg gennemførte mit marathon med en overraskende god tid, men det hele endte desværre også ud med, at jeg var lige ved at gå ned med flaget pga. stress og en masse søvnbesvær.
    Jeg døjer stadig med lidt stress og søvnbesvær indimellem, men jeg har lært ikke at sætte så store krav til mig selv, når jeg ikke har fået den tilstrækkelige nattesøvn.

    Jeg mener helt klart, at der skal sættes mere fokus på ortoreksi, for jeg tror der er flere der har det, end man lige regner med

    1. Hej Ninna 🙂
      Tak for din kommentar – og for at lade mig høre din historie 🙂
      Jeg har også været ramt af stress og søvnbesvær – hvilket du også kan finde mange indlæg om 🙂

      God søndag.
      Knus Maya

      1. Tak Maya 🙂 De er hermed læst, og de er en kæmpe inspiration. Tak 🙂 jeg er blevet fuldstændig forgabt i din blog, da den passer perfekt til mig. Både med dine personlige historier, trænings blogs og opskrifter. Den er hermed min yndlingsblog!

        Knus!

  5. Jeg har selv kæmpet med en spiseforstyrrelse, men den udsprang dog ikke af kropsidealer, jeg blev udelukket. Jeg blogger om min tid som mobbeoffer og min kamp for at komme tilbage til livet igen. Men efter jeg selv blev syg, har jeg fået øjnene op for, hvor meget kropsidealer fylder. Jeg har også oplevet syge veninder. Jeg synes dine indlæg er super gode og motiverende, det ønsker jeg også selv at være i mine.

Leave a Reply

Your email address will not be published.