Uinspireret

image3

Der har være mere end almindelig stille på bloggen den sidste tid… Jeg kan i min oversigt se, at det blot er blevet til 13 indlæg i juni og det er jo ikke meget, når måneden så småt lakker mod enden. Jeg har med dette indlæg ikke tænkt mig at undskylde for manglende indlæg, eller overdramatisere min skriveblokade, men jeg vil alligevel italesætte det. Jeg føler mig nemlig en anelse uinspireret for tiden – og det betyder at jeg ikke får skrevet så mange indlæg, som jeg plejer – og generelt ikke føler mig helt som mig selv.

Jeg tror, at en del af årsagen er at jeg tænker på om jeg skal flytte til udlandet – eller blot rejse et sted hen i et par måneder. Det er en stor beslutning. Jeg føler, at der skal “ske noget”, men jeg ved ikke hvad…
Jeg elsker, at inspirere og motivere mine læsere. Jeg tror på, at for at være en inspiration for andre, så må jeg indimellem selv have tilført noget ny inspiration udefra. Jeg tror, at for at jeg kan udvikle mig så må jeg også udfordres og opleve nye ting…

Derudover så har jeg virkelig haft nogle travle måneder. Jeg er blevet færdig som personlig træner, og så har jeg netop færdiggjort manuskriftet på min bog. Nu skal manuskriftet gennemarbejdes, rettes og billederne skal skydes af en fotograf.  Jeg var i fotostudiet for første gang i sidste uge, hvor vi skød de første opskriftbilleder. Derudover har der også været en masse andet fx. opstart af kostvejledning og arbejde udenom bloggen. Jeg tror, at min manglende inspiration også kan tilskrives at jeg har haft en travl periode, som har gjort at mine batterier nu trænger til at blive genopladet.  Jeg holder skruen i lidt endnu, da der stadig venter 3 travle måneder indtil bogen er færdig.

Som kloge Emma Martiny taler om i en af sine podcast udsendelser, så kan man dele sit liv op i årstider. Ikke de årstider vi normalt kender, men i forhold til de ting der sker i vores liv. Jeg tror, at jeg lige nu er i mit livs forår, hvor jeg planter en hel masse frø som fx. personlig træner uddannelsen og at skrive en bog. Lige nu knokler jeg for at passe min have; vander og fjerner ukrudt.  Dette forår har været utrolig langt, og jeg har brugt mange kræfter på at pleje og passe. Om nogle måneder bliver det sommer – og mine projekter springer ud. Til januar udkommer min bog – og snart kan jeg forhåbentligt også starte med klienter. Derefter kommer der et efterår, hvor haveredskaberne pakkes væk – og det giver en tid til at restituere og få nye ideer til, hvordan haven skal blomstre næste år…

Jeg sprudler ikke altid af overskud – og faktisk overhovedet ikke lige nu. Jeg har en masse på hjerte, men jeg synes det er svært at få ordene ned på tasterne. Jeg kan ikke undgå at få lidt dårlig samvittighed over mit fravær herinde, hvilket jeg faktisk ikke rigtigt har haft før. Jeg håber, at jeg snart føler mig mere inspireret – og at ordene begynder at glide lettere igen! 🙂  ..

Hvis du sidder med idéer til indlæg, som du gerne vil have at jeg skriver, så må du endelig skrive det i kommentarfeltet eller sende en email.. Jeg kommer ikke til at holde en pause fra at blogge, men sommeren er generelt mere stille, da mange af jer også holder sommerferie. Jeg vil snart dele nogle sundere sommeropskrifer med jer 🙂
Maya

3 Comments
  1. Kære Maya. Jeg vil sige dig tusind tak for en skøn blog. Du skal bestemt ikke have dårlig samvittighed, jeg nyder bare når der kommer et nyt indlæg ind. Jeg er især vild med dine personlige indlæg. Der inspirerer du samtidig med du skriver på en måde man kan relatere til.
    Hvis du mangler idéer til bloggen kan du evt. begynde at lave vlog omkring de ting du er optaget af for tiden. Er sikker på det nok skal blive et hit!

  2. Du skal ikke have dårlig samvittighed – et par dage fra eller til får os ikke til at forsvinde 🙂 Og sikke en fin sammenligning med årstiderne i livet!

    Ps. Nu er jeg nederen, men det er sagt med kærlighed, og jeg kan simpelthen ikke lade være efter at have set dig skrive “manuskift” så mange gange – det hedder “manuskript” 🙂

    1. Tak Johanne 🙂 .. Den med årstiderne er så fin!

      Ej GUD. Det er jeg sku glad for du siger. Det anede jeg ikke! Det er typisk at man bare laver den samme fejl igen og igen fordi man ikke ved bedre! 😀

Leave a Reply

Your email address will not be published.