Dating: angst og uro

Jeg har været single i mere end 3 år – og har i disse år stiftet bekendtskab med dating. Lige nu er jeg et sted, hvor jeg befinder mig rigtig godt. Udover at jeg er på Bali – så er jeg også et sted personligt, hvor jeg virkelig trives. Jeg har det rigtig godt med at være mig selv – og nyder den frihed jeg har når jeg er single. Tænk at kunne rejse lige derhen i verdenen, hvor jeg har lyst. Jeg har fået en mere afslappet tilgang til dating, fordi jeg ved at jeg ikke kan forcere kærligheden. Jeg er blevet meget bedre til at sætte grænser, for jeg gider ikke behandles dårligt – og jeg tænker meget mere på hvordan jeg selv har det i relationen. Jeg kan mærke, at jeg har det meget bedre nu end jeg har haft det tidligere i denne datingproces. Det er måske derfor, at jeg netop føler mig mere klar til at dele dette nu..

I dag skal mit indlæg nemlig handle lidt om den svære dating. For én ting er at datingverdenen generelt kan være lidt brutal, men jeg har oplevet at der også fulgte en stor portion angst og uro med når jeg har datet en fyr.
Jeg vil jo egentligt bare gerne have at det være sjovt og hyggeligt, men jeg har virkelig prøvet at angsten har gjort mig helt syg og ved siden af mig selv.
Jeg tror da helt klart at det handler om at jeg har fået nogle dårlige oplevelser, som jeg så har båret med mig videre ind i en ny relation. Jeg har virkelig været i relationer som har været decideret usunde for mig.  Jeg har jo nok bare ikke mødt en som var helt perfekt for mig – og jeg har jo heller ikke været den rigtige for dem.

Det som plagede mig var at jeg kunne blive ekstremt usikker og overanalyserende når jeg datede og jeg kunne simpelthen ikke lade være med, at vurdere hvert et ord der bliver sagt (og ikke sagt), hver besked der bliver sendt og hvert et valg af smileys. Jeg mærker straks, hvis jeg føler at vedkommende jeg dater ændre adfærd; pludseligt går der længe mellem svarene, han har meget travlt på arbejdet etc.
Indimellem har jeg jo haft ret i, at det er fordi at vedkommende var ved at trække sig – andre gange har det bare været noget, som foregik i mit eget hovede.
Jeg har også prøvet en enkelt gang at blive ‘”ghostet”; at jeg fra den ene dag til den anden ikke hørte mere fra vedkommende og at der ikke blev besvaret beskeder eller opkald. Jeg har ikke engang ord for, hvor respektløst jeg synes dette er.

Jeg synes generelt at det er et problem, at vi ikke er bedre til at melde mere ærligt ud, hvad vi egentligt synes om hinanden. For det er jo helt fair, at man ikke lige er der følelsesmæssigt, men der er ingen grund til at trække det i langdrag eller fortælle løgne.

Jeg har på et tidspunkt gået hos psykolog, hvor dette var et samtaleemne. Jeg kan huske, at jeg synes det var meget brugbart at vi talte om at man er nødt til at risikere noget i kærligheden; at vi skal turde at give lidt efter og se hvad der sker. At relationen skal være stærk nok til at kunne bære, at man ikke ses eller ikke er i dialog hele tiden.
Jeg har været virkelig ked af det over den måde jeg har haft det på nogle gange, fordi det jo kunne fylde så ekstremt meget for mig, at jeg kunne have svært ved at fokusere på andre ting.
Jeg har oftest holdt angst-tankerne for mig selv, fordi at det egentligt ikke har så meget med personen jeg dater at gøre. Oftest har jeg ikke engang afklaret min egen følelsesmæssige tilstand, men jeg fokuserer mere på hvad han tænker.  At man prøver at forudse hvad et andet menneske tænker eller føler er virkelig noget som kan puste til angsten. Helt grundlæggende handler det jo om at dét at du ikke ved hvor du har et andet menneske henne – og du er måske heller ikke engang selv klar over hvor du ønsker det.  Angsten for at blive forladt er nok typisk for os som mennesker.

Jeg er  blevet mere opmærksom på selv at mærke efter hvor jeg er. Jeg er blevet bedre til at sige til mig selv, at enten så går det – eller også går det over.  At hvis relationen til en fyr gør at jeg går rundt med i angst i kroppen, så er det ikke det værd. Jeg ønsker ikke relationer som er usunde for mig. Det er ikke fordi, at jeg forventer at det altid kan være helt ukompliceret. Jeg tror på at sorgen er et vilkår og at vil man ikke sorgen, får man heller ikke kærligheden.

Kan du genkende mine tanker ? 
KH M.

8 Comments
  1. Hej Maya! Du taler mig lige efter bogen og jeg har det på præcis samme måde! Hvad gør du så anderledes idag, som gør at du slipper af med angsten eller ikke får den i så stor grad?
    Tusind tak for at dele!

  2. Heeej Maya😀
    Ja, bestemt. Jeg reflekterede🤔 lige over dit spørgsmål og jeg synes der nok også findes en anden grundlæggende forklaring, ca. 80 procent af alle “konflikter” skyldes misforståelser. I et her dating/møde tilfælde, kunne det være tanker, (for meget/lidt) kommunikation, forudindtaget forventning til date’n og/eller personen.

    Mine råd kan kun være, ingen forventning til date’n, “mærk” efter hvad DU føler sammen med personen, afstem dine/jeres grundlæggende behov og værdier, (man må gerne gå lidt på komprimi, begge to)

    Husk du bliver sikkert 10 år ældre end mig😉😂 så ingen grund til panik og angst, skal tages med menneske(k)ærlig humor💝🤗

    PS: du må gerne stille spørgsmål både til date’n og mig. 🤔🤔=dyb refleksion: så er vi mænd nok lettere at forstå.

    Knus og rigtig god dating, Hans-Erik

  3. Så godt skriv! Har oplevet det samme, og er stadig ikke kommet mig over sidste års brud, der sluttede over en sms fra hans side – det er det hårdeste jeg har været igennem. Det overrasker mig stadig gang på gang, at folk kan være så uærlige..
    TAK fordi du skriver så ærligt, elsker din blog, den giver mig følelsen af at jeg ikke er alene om sådanne tanker, og belyser samtidig de positive ting ved at være single 🙂

  4. Jep, jeg kender det så godt. Er faktisk glad for, du skriver det indlæg her, for det er rart at kunne nikke genkendende til en andens lignende tanker. Jeg ved ikke om det mon er særligt hos os særligt sensitive/følsomme personer, men for mig er de der tanker svære at forestille sig ikke skulle være der, for de føles så naturlige for mig? Forstået på den måde, at jeg er pissetræt af angsten, og alt det negative de fører med sig, men de ér der ligesom bare? Har altid været der, og jeg har næsten svært ved at se hvordan de ikke skulle kunne være der, fordi de bare virker som sådan en naturlig del af den jeg er, som et meget tænkende, analyserende, følsomt menneske? Måske det i virkeligheden handler om hvad man tænker om, at man har de tanker? Måske jeg bare skulle slutte fred med, at jeg tænker Sådan, og så være ok med det, for så ville angsten måske ikke følge lige i hælene på det hele tiden?

  5. Jeg kan bestemt dele dine tanker. Det er rigtig rart at høre, at man ikke er alene om, at kunne blive helt en anden sammen med en mand. Jeg har derudover også datet mænd, der barer ikke svarer en, hvilket er så tarveligt, og virkelig også kan trigge nogen uhensigtsmæssige tanker og følelser hos en selv.
    Kan godt lide din sætning om, at det enten går – eller også går over. Det tror jeg selv er vigtigt at huske i de relationer, der gør ondt, men som man samtidig ikke har lyst til at miste – måske er de nogen gange gode at miste for at give plads til noget nyt <3 håber alt det bedste for dig Maya. Kh L.

  6. Hej Maya. Tak for dette indlæg – jeg kan genkende det hele 1:1, så du er langt fra alene om det. Tak for at sætte ord på det! 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.