At date – uden at miste sig selv

Tusinde tak for jeres respons på mit indlæg igår: Dating: angst og uro. Jeg har fået virkelig mange beskeder fra jer som kunne genkende mine tanker når det kommer til dating. Det som mange af jer faktisk spørger til er hvordan kan man tackle det at date – uden at få det på den måde. Jeg ville ønske at jeg bare kunne komme med ét godt råd, som kunne virke for jer alle, men det er desværre umuligt. Angst og usikkerhed er komplekst – og kan skyldes mange forskellige ting. Jeg kan ikke nævne en specifik episode som har givet mig denne mistillid, men at det har været flere dårlige oplevelser som kan starte en lavine af angsttanker i mig. Jeg vil prøve at sætte lidt flere ord på det og hvad der har hjulpet for mig.

Først og fremmest så gik jeg 6 måneder i kognitiv terapi hos en virkelig dygtig psykolog – og det kan i høj grad anbefales, hvis det er noget som plager en meget. Jeg ville ikke have opnået den forståelse for mig selv og mine tankemønstre, hvis det ikke var fordi at jeg havde haft de samtaler. (Min psykolog kan jeg desværre ikke give oplysningerne på.)

For mig har det hjulpet meget at acceptere at jeg indimellem kan få disse tanker. For mig handler det i høj grad om at omfavne at jeg har det på den måde, fremfor at bebrejde mig selv over, hvorfor de opstår. Jeg kan ikke stoppe tankerne, men jeg kan styre hvad jeg tænker om dem.
Angsten vil altid være en del af mig. Jeg har en meget ængstelig og sensitiv side, som står i kontrast til den “selvsikre” side jeg også besidder. Vigtigst af alt så er begge sider jo mig – og jeg kan ikke være til stede, hvis jeg ikke kan være begge dele.

Når angsttankerne kommer bølgende så prøver jeg, at være i det for en stund. Jeg mærker efter, hvad der giver mig denne usikkerhed, er det noget jeg reelt skal bekymre mig om?.. At identificere hvor stor “truslen” er kan ofte hjælpe mig til at dulme min angst. Det er ofte meget små ting som får mig ud af kurs. Det er meget vigtigt for mig, at jeg får stoppet tankerne, for ellers bliver jeg helt ved siden af mig selv. Nu er det jo meget forskelligt, hvad  der kan være udslagsgivende, men jeg prøver generelt først at identificere følelserne, analysere truslen, for derefter at “løse” – eller flytte mig fra situationen.

Jeg kan godt lide at date meget intensivt, for jeg vil hellere bruge 3 uger fremfor 3 måneder på at finde ud af, om det er noget mere. Jeg bliver kun klogere når vi er sammen – ikke når vi ikke er. Jeg ved dog godt, at det ikke er alle som har det på den måde. Nogle har mere brug for at fordøje indtrykkene, mærke efter og savne hinanden. At der kan være forskel på, hvor meget man har lyst, tid og behov for at ses kan være noget som er svært.
Jeg har lært at jeg skal turde at give lidt slip og stole på processen – turde at risikere at vi ikke ser hinanden. At tro på, at det vi har er stærkt nok til at vi ikke behøver at ses hver dag for minde hinanden om dét.
Jeg var tilbøjelig til at smide alt, hvad jeg havde i hænderne – og være fuldt ud avaiable. Jeg har dog fundet ud af, at det er meget vigtigt at jeg holder fast i de ting, som jeg skal for ikke at miste mig selv. Det er usundt for mig bare at sidde og “vente” – så er der alt for meget tid til at sidde og tænke. Mine veninder gav også til sidst udtryk for, at de blev kede af at jeg bare meldte mig ud af verdenen når jeg så en fyr. Hvilket jeg er ekstremt ked af, men det har jeg virkelig gjort.
Selvom jeg helst vil ses meget – og date meget intenst, så skal der også være plads til andre ting, og jeg er nået dertil, hvor jeg også godt kan se at det er noget der gavner os – og vores relation. Jeg vil stadig gerne ses rigtig meget, hvis jeg møder en mand jeg godt kan lide. Mine veninder og jeg har i den forbindelse talt om det vi kalder for “nutella-metaforen”. Nutella er jo seriøst noget af det bedste i verdenen – og det er jo så godt, at man kunne drømme om at spise det til hvert måltid. Selvom det smager så godt, så bliver det jo altså også lidt kvalmende i længden, hvis det er det eneste man indtager. Vi har brug for at få andre smagsindtryk. Vi kan bedre nyde nutella-maden, hvis vi ikke får den til hvert måltid. På samme måde med dating; vi har også brug for andre indtryk og oplevelser for at kunne sætte pris på tiden sammen. Jeg beklager hvis i ikke forstår metaforen.. Jeg skal nok komme tilbage på sporet igen 🙂

Jeg har generelt et stort kommunikationsbehov. Jeg snakker altid som et vandfald – og spørger meget ind. Jeg er meget åben og ærlig, men jeg oplever ofte at dem jeg møder ikke har haft det lige så nemt ved at tale om følelser. Jeg er jo vant til at sætte ord på alt jeg føler, blandt andet ved at skrive her på min blog. Som min veninde engang sagde: “Du er også bare en som føler ekstremt meget, men tilgengæld er der ikke én eneste følelse som du ikke kan sætte ord på”. Min kommunikationsivrighed kan dog også godt være for meget, for nogle gange har jeg efterfølgende kunne se, hvordan jeg havde fanget dem i mit edderkoppespind og trængt vedkommende op i en krog. Jeg ved nu, at det ofte var min egen usikkerhed som fik mig til at starte et krydsforhør som ville gøre enhver utilpas. At i virkeligheden var det mig, som stod helt ude på kanten og var ved at miste mig selv.
Jeg har stadig et stort behov for at kommunikere, men jeg ved at der er stor forskel på når jeg presser en samtale igennem – eller når ordene bare glider nemt mellem os. Jeg forsøger at overtænke mindre og tage ordene for det de er. Tro på, at der ikke altid ligger noget usagt mellem linjerne.

En ting er når man ses, for som sagt er det netop når vi ikke gør, at angsttankerne for alvor kan rulle for mig. Jeg tror, at jeg kunne skrive 10 indlæg om den skrevne kommunikation i en dating sammenhæng, men jeg prøver at gøre det kort. Jeg elsker at skrive sammen – elsker den “ping-pong” der kan være, sådan har jeg altid haft det. Det behøver ikke være side op og ned, men jeg kan bare godt lide at vide hvad vedkommende laver etc. Jeg føler at vedkommende tænker på mig, hvis jeg får et godmorgen – eller en anden besked. Jeg oplever virkelig at skriveriet er et sted, som for alvor kan få enhver lille angsttanke til at starte en lavine. Jeg har svært ved ikke at overanalysere hvert et ord og hver en smiley og samtidig analysere på, hvad der bliver skrevet. Virker han interesseret? Stiller han spørgsmål? Spørger han om vi skal ses? Har han været online?  .. Den skrevne kommunikation er enormt kompliceret i virkeligheden. For det kan være så nemt at misforstå hinanden – og læse noget ind i en besked, som faktisk ikke står der. En ting er jo også bare dét at have en samtale, noget andet er det “spil” som samtidig kan køre under overfladen. Jeg svarer altid når jeg har tid – og lyst til at svare, i stedet for at spille et eller andet spil, som jeg ikke tror på gavner vores relation. Her er der nok nogen, som vil have en anden mening, hvilket er helt okay – det har bare aldrig fungeret for mig, og jeg trækker mig lynhurtigt, hvis jeg fornemmer at det er hans strategi.
Helt konkret har det hjulpet mig at slå online/offline funktionen fra på messenger, således at jeg ikke kan se hvornår vedkommende sidst har været online – og de heller ikke kan se om jeg har.  Det har klart hjulpet på mine angsttanker.
Derudover har det også hjulpet mig at jeg generelt skriver mindre end jeg normalt ville gøre. Jeg vil gerne have små updates, men jeg vil langt hellere vente med at høre hvad vedkommende har oplevet til vi ses.

Jeg får næsten helt hjertebanken af bare at skrive det her indlæg, for der ligger simpelthen så mange følelser og angsttanker i det. Så jeg tror, at jeg stopper for nu.
Jeg kan altså stadig stadig sagtens kæmpe med angsttankerne, men jeg har fået et sprog for det. Jeg deler det ofte med mine veninder, som er verdens bedste til lige at få mig ned på jorden igen. Derudover vil jeg også fremover blive bedre til at nævne det i den relation jeg er i. Jeg har brug for at en mand kan rumme og tackle den ængstelighed.
Jeg kan mærke, at jeg er et helt andet sted nu, hvor jeg dater med en anden ro. Jeg er blevet bedre til at blive på min egen bane halvdel: har jeg egentligt lyst til at se ham igen? – Tror jeg egentligt på potentialet?.. Jeg er blevet hundrede gange bedre til at sætte grænser, hvis en fyr giver mig ondt i maven, så tror jeg ikke på at det er en som jeg skal være sammen med. Jeg tænker meget over ikke at være i usunde relationer, men at jeg kun vil være være i noget som føles nemt og giver mig energi. Jeg føler, at jeg kan date nu, som den jeg er – og at jeg ikke behøver at være noget andet end lige præcis dét.
Jeg håber, at min indlæg kan give dig noget. <3

Kram.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.