Krise i slut-tyverne: En livskrise kan vise, hvad der er vigtigt

Jeg ved ikke om det er den forestående 30 års krise, som presser sig på – eller om det er helt tilfældigt at jeg her i mine slut-tyver oplever et stort opbrud i mit liv. Jeg er 29 år –og for et halvt år siden sad jeg i et fly på vej mod Portugal, hvor jeg forinden havde opsagt min lejlighed, mit arbejde og solgt en masse af det jeg ejede. Det er den vildeste beslutning, som jeg nogensinde har taget i mit liv. Jeg ved også allerede at det er den bedste, selvom jeg ikke har nogen idé om hvor jeg ender. Efter et par måneder tog jeg fra Portugal til Bali, og her har jeg så været siden. Bali er et fantastisk sted og jeg elsker at være her, hvilket der egentligt er mange grunde til. Især mærker jeg at energien på Bali, matcher rigtig godt til den jeg er. Jeg føler virkelig, at jeg kan udvikle mig meget her.

Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har kastet alle boldene op i luften, og det er ikke fordi jeg febrilsk prøver at gribe dem alle, tværtimod. Jeg føler en større ro i at acceptere, at der er rigtig mange veje det kan gå og at de bolde som skal ende i min favn nok skal være de rigtige. Jeg prøver at hvile i at det er okay, at jeg ikke ved hvor jeg er på vej hen.
Denne livskrise handler meget om mig selv: hvem er jeg? og hvor er jeg på vej hen? Jeg ved ikke hvor jeg skal bo, hvad jeg skal arbejde med, om jeg skal have børn og med hvem?
Jeg prøver virkelig for alt i verdenen ikke, at sammenligne mig med andre, men det kan være svært, når ens veninder er et andet sted end en selv.

At være i sluttyverne er nok en fase, hvor man lægger grundstenene, som skal definere vores fremtidige liv, og det tror jeg for mange kan forsage en større eller mindre eksistentiel krise. Jeg tror ikke at alle oplever en 30 års krise, men jeg tror at de fleste vil opleve at livets faser kan være udfordrende. Jeg tror, at det er helt normalt at man i slutningen af tyverne virkelig begynder at reflektere over om den rute man valgte med livets bus også er den rigtige, men også måske aller vigtigst om man selv er chaufføren – og ikke bare er en medpassager som ikke tager stilling til hvor bussen tager en hen. Det kan nemt virke som om at alle andre har styr på deres liv, og det kan være nemt at føle at ens ’livs bus’ ikke kører lige så hurtigt som alle andre. Jeg tror dog at det er en vigtig erkendelse, at det ikke er sikkert at vi alle skal med samme rute, måske tager min bus bare en anden rute for at nå til samme sted – og måske kører jeg i den modsatte retning, men vigtigst af alt: Jeg er chaufføren.

Jeg tror ikke på, at man kan rejse fra problemerne, fordi det ikke handler om ét specifikt problem, men at det mere handler om en selv og et sted i livet som kan være svært. Jeg tror dog på, at man kan være i et miljø, hvor man har bedre betingelser for at tackle det man står i.
Selvom der er gået mange måneder, så oplever jeg stadig at stå midt i dette kaos. Jeg har ikke et fast sted at bo, ingen fast indkomst, ingen fast hverdag – og generelt er hele mit liv forandret. Jeg tror, at det er rigtigt at der er en sandhed i at når forandringens vinde blæser, så bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller og mærker afkastet af den kraft. Jeg oplever at de fleste mennesker ikke er vilde med forandring, selvom der ofte bliver skrevet i jobansøgninger at vi er ”omstillingsparate”, men hvor mange er i virkeligheden det?  .. Jeg mærker virkelig, hvordan dette kaos giver mig et flow, som jeg ikke har mærket i lang tid. Selvom at jeg bliver grebet af kastevinde som hvirvler mig rundt, så har jeg stadig en fornemmelse af at jeg bevæger mig i den rigtige retning.
Jeg oplever en større ro i mit kaos efter, at jeg er rejst afsted end jeg gjorde i de måneder op til min rejse. Jeg ved, hvad jeg har at gøre med nu. Jeg har mødt fantastiske mennesker på min vej, fået så mange oplevelser og jeg har lært mig selv endnu bedre at kende.

Jeg tror på at en livskrise kan vise os, hvad der er i virkeligheden er vigtigt. Jeg oplever at mine værdier bliver endnu tydeligere – og at jeg i højere grad bliver klar over, hvad jeg står for. På samme tid, bliver jeg endnu mere bevidst om de ting, som jeg troede betød noget for mig, men som i virkeligheden ikke er spor vigtige.
Jeg har blandet andet fundet ud af at det ikke gør mig lykkelig, at skulle arbejde i døgndrift for at tjene penge til et højt forbrug. Selvfølgelig vil jeg gerne have den økonomiske frihed til at kunne leve, rejse osv. Men det handler ikke om at arbejde så meget som muligt, tværtimod. Frihed er blevet ekstremt vigtigt for mig.
Jeg lærer mig selv så godt at kende, og jeg tror at denne rejse til Bali kommer til at få stor betydning for, hvordan jeg kommer til at leve mit liv fremover. Selv hvis jeg en dag skulle vende tilbage til Danmark, så ved jeg at denne rejse har forandret mig – og kun til en bedre version af mig selv.
Tak fordi du læste med
– Maya

1 Comment
  1. Tak for et godt indlæg. Det var dejligt. Særligt i dag hvor jeg til aften er blevet droppet af min kæreste. En kæmpe mavepuster, jeg ikke havde set komme!! Av av av😢💔

    Jeg er 30år og finder lige nu ufattelig lidt mening i noget som helst. Alt er tomt! Jeg tror hvis ikke jeg var 30(!) havde jeg taget det hele lettere, jeg føler lidt alderen trykker.
    Jeg får konstant fornemmelsen af at være håbløs bagefter, fordi jeg hverken har mand eller børn, som mine veninder har..

    Men jeg må vist hellere se at blive min egen chauffør, og stole på jeg kører den rigtige vej🙂 som du så fint beskriver..
    Jeg har taget første skridt; orlov fra mit arbejde de næste 5 måneder, første stop er Grønland til januar, derefter går turen vist sydpå, hvem ved måske Bali (det ser jo for lækkert ud😍) det jeg ville frem til var vist et tak, Maya. Tak for indlægget, det var rart at læse, det giver lidt ro❤️

    – Pernille S

Leave a Reply

Your email address will not be published.