Når man ikke er samme sted i livet som sine veninder

Forleden udgav jeg indlægget ”Krise i slut-tyverne” -som jo nok også underliggende kan handle om, at man ikke er der, hvor mange af ens veninder er, eller der hvor samfundet forventer at man skal være. Jeg kan nemt føle, at alle andre har ”styr” på deres liv. De fleste af mine veninder er et sted, hvor de har købt lejlighed eller hus, har stiftet familie, har styr på deres økonomi, har gode jobs osv. Jeg har selvfølgelig også veninder, som er mere i samme fase af livet som mig selv, men i dag skal det handle mere om der, hvor forskellen er større.
Jeg har mange veninder og mange af dem har jeg haft i mere end 10 år og mit længste venskab har lige så mange år på bagen som jeg selv. De veninder jeg har nu, har jeg tænkt mig at beholde. Derfor er det også meget vigtigt for mig, at vi ikke glider fra hinanden selvom vi ikke er i den samme fase i livet, og især også selvom jeg ikke er i Danmark. Jeg ved dog også, at de relationer jeg har er så stærke, at det kan det godt holde til, hvilket jeg er så glad og taknemmelig for.
Jeg er som i nok ved 29 år, single, uden fast bopæl og pt. På Bali, uden fast indtægt og uden pensionsopsparing. Jeg har ikke rigtigt styr på særlig meget i mit liv, men jeg nyder den frihed som jeg har lige nu. Vigtigst af alt så handler det jo om, at jeg har det godt med at være, hvor jeg er i mit liv.
Selvfølgelig kan jeg godt nogle gange blive ramt af nogle følelser som ikke er så rationelle, fx. hvorfor det skal være så svært for mig, at finde en kæreste, når de har fundet den eneste ene  eller hvorfor jeg ikke tjener det samme som dem osv.  Jeg ved dog også, at disse tanker handler om noget i mig – og ikke har noget med dem at gøre. Jeg taler altid åbent om det, og mine veninder er så støttende.
Jeg tror, at det kan være udfordrende for venskabet, hvis man oplever at være meget misundelige på hinandens liv.

Jeg synes at det er virkelig skønt, at have veninder som ikke er det samme sted som mig, og derfor har jeg også veninder som er både flere år ældre, men også yngre end mig selv. Jeg har selvfølgelig også brug for, at have veninder hvor vi er mere det samme sted, og jeg har også mødt nogle fantastiske piger på min rejse.

Da vi var yngre kan jeg huske at mine veninder og jeg talte meget om, at vi skulle time vores graviditeter, således at vi kunne nyde barslen sammen. Vi skulle bo tæt på hinanden, trille rundt med barnevognen og vores børn skulle vokse op som bedste venner. Den drøm er måske utopi, for jeg ved aldrig om jeg får den oplevelse, men det kan man jo ikke helt vide.
Jeg har altid tænkt, at jeg ville gøre alt for, at det at mine veninder fik børn, skulle være noget der bragte os tættere – og ikke skabte distance mellem os. Selvfølgelig kan det ikke undgås at venskabet ændre karakter, fordi man er sammen under andre vilkår og måske ikke ses lige så meget. Jeg oplever, at det at mine veninder har fået børn har tilført et nyt element i vores venskab, som jeg er meget glad for. Jeg har virkelig mærket, hvor glad jeg er for mine veninders børn – og jeg elsker dem helt ubetinget. Jeg elsker, at blive inddraget og få oplevelser sammen med de små. Jeg synes fx. at det var en kæmpe oplevelse at være med min veninde og hendes lille søn til babysvømning for første gang, og være med som babysitter på min venindes arbejdsrejse til Spanien.
For mig er det vigtigt, at føle at jeg har en plads og at jeg føler mig velkommen i familielivet. Det er klart, at vi er sammen på en anden måde, men for mig kan det sagtens være kvalitetstid at stå på en legeplads, gå en lang tur med barnevognen eller lege med de små.
At være sammen med mine veninder og deres børn er virkelig noget af det jeg savner aller mest ved at være så langt hjemmefra. Jeg ved jo, at de små vokser med lynets hast – og jeg kan jo godt se at jeg i den forbindelse går “glip” af noget, fordi jeg ikke ser dem så ofte.
Selvom jeg elsker at være sammen med mine veninder og deres børn, så har jeg også  behov for at vi engang i mellem kan lave ting uden børn, som vi gjorde før. Jeg accepterer dog også fuldt ud, at der er nogle år, hvor det måske ikke kan lade sig gøre.

Jeg har virkelig ikke oplevet nogle “problemer” med at have veninder, som ikke er i den samme livsfase som jeg selv. Jeg ser det virkelig kun positivt, at jeg kan få en lille ‘bid’ af familielivet – og jeg nyder at være “veninde-moster”. Jeg er så imponeret over, at se mine veninder i rollen som mor, og det er virkelig noget som jeg kan blive helt berørt over. Jeg er i hvert fald glad for, at hvis/når den dag kommer, hvor jeg selv skal have børn, at så har jeg mulighed for at ringe til nogle garvede mødre og spørge om hjælp.

Jeg tænker, at det er meget normalt at man ikke er det samme sted i livet som sine veninder, men jeg ser det som en styrke og ikke et problem.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre fra jer, hvordan I oplever det at være et andet sted i livet. Hvilke udfordringer oplever i? Oplever du misundelse/jalousi?

Tak fordi du læste med, 
-Maya

3 Comments
  1. Hej Maya,
    Tak for et dejligt indlæg. Det er rart at høre fra en anden der er samme sted i livet 🙂
    Jeg er også 29 og single uden fast bolig. Jeg synes at jeg hviler meget godt i det, jeg nyder min frihed og alenetid – At kunne træne, rejse, gå ud at spise, tage i byen med mine veninder osv.
    Jeg føler ikke en misundelse på mine veninder med børn, tværtimod synes jeg det ser meget hårdt ud at være mor. Jeg har kæmpe respekt for mine veninder at de kan klare det og være sådan nogle seje mødre 🙂
    For mig er det faktisk mest presset udefra der går mig på – at jeg altid skal høre på “ej hvorfor er du stadig single?”, “bare rolig, han kommer når du mindst venter det” osv. Som om at det er åh så forfærdeligt at være single. Det gør at jeg føler mig unormal og misforstået. Jeg ville ønske at der var en større respekt for at vi allesammen er forskellige, og at man ikke behøver at have en kæreste og børn som 29 årig, for at være lykkelig.
    Nå, det var lige lidt single tanker herfra haha 🙂

  2. Et rigtig fint indlæg som jeg selv kan sætte mig 100 % ind i. Jeg er selv 31 år og de fleste af mine veninder har mand og børn osv.
    Jeg er oprigtig talt ‘misundelig’ men på den gode måde. Dvs. De ved godt at jeg ønsker det de har – det er noget vi taler højt om og jeg under dem ALT det bedste. De er jo også misundelig på mig når jeg kan sove længe og gøre præcis hvis jeg har lyst til.
    Jeg elsker også det forhold jeg har til deres børn, for det er noget særligt.
    Det eneste jeg stadig har det svært med, er at vi aldrig får børn der vokser op sammen (aldersmæssigt) – forhåbentlig jeg stadig kan nå nogen af dem. Men som min veninde sagde en dag: “man får rigtig mange nye venner igennem sine børn” – den sætning husker jeg mig selv på. Det hjalp lidt i forhold til at tænke at man er ‘alene i verden’ når man selv får børn.
    Og ja – de gamle veninder har man altid 🙂

  3. Super fint opslag & kan om nogen sætte mig ind i hvad du føler. Føler mig tit udenfor sammen med mine veninder. Elsker dem & deres børn & at må være en del af det – men jeg mangler noget for at være med i fælleskabet.
    Jeg er selv 33år, drømmer om kæreste, hus & børn. Men er single & langt fra at få en kæreste. Mine veninder & søstres børn tæller 18 stk. Har kun 2 veninder uden børn.
    Jeg drømmer meget om at få et barn & mit indre ur tikker da jeg snart blir 34år. Derfor er beslutningen nu taget om at gå solomor vejen – jeg har “joket” med det i mange år, at hvis jeg ikke havde en kæreste som 35år – så ville jeg få mig et donorbarn.
    Så til januar starter hele processen med inseminering osv. & har aldrig været så glad for min beslutning som jeg er lige nu. 🙂
    Jeg har simpelthen bare valgt at tage det i en anden rækkefølge 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.