At skabe den perfekte hverdag på Bali

Selvom jeg har været på Bali siden september så er det først her i det nye år, at jeg føler at jeg er på vej tl at få en “hverdag”. De første par måneder rejste jeg mere rundt, havde besøg og var et par uger i Sri Lanka & Danmark. Nu har jeg været tilbage i snart en måned – og jeg føler at jeg er ved at falde mere ind i hverdagen. Det føles dog helt anderledes end den hverdag jeg kender fra tidligere, for her på Bali prøver jeg virkelig at skabe betingelserne for at kunne leve det bedst mulige liv – og have en hverdag som jeg trives i. Min far har altid sagt “DU skaber din virkelighed” – og det tror jeg er så rigtigt. Jeg er ansvarlig for, at skabe det bedste liv for mig – og det er virkelig det jeg forsøger at efterleve nu. <3

I denne uge er jeg flyttet til et nyt område (Berewa), som er langt mere roligt end Batu Bolong hvor jeg boede før. Jeg tror virkelig, at det er en god beslutning, selvom at jeg selvfølgelig lige skal vænne mig til dét. Det bedste er at her er så stille og så bor jeg faktisk tættere på stranden og jeg bor i gåafstand til mit fitnesscenter (Canggu Nest). Derudover er det meget billigere at bo her – og det er jeg nødt til at tænke på, når jeg gerne vil være her så lang tid som muligt.

Jeg fik en besked fra en pige, som gerne ville vide om det altid føles som weekend/ferie her på Bali?.. Det kan jeg sagtens forstå, for det ser måske også sådan ud udfra det jeg deler. Jeg oplever det ikke som ferie, men som en hverdag – og en fantastisk én af slagsen!!
Jeg prøver, at lave forskel på hverdag og weekend, men det er mindre vigtigt for mig end tidligere. Jeg går ikke sådan og længtes efter weekenden, for der er ikke så stor forskel.
Jeg prøver på at lægge arbejdet lidt væk i weekenden, men indimellem gør jeg det alligevel, hvis jeg har lyst – eller hvis der er noget jeg ikke har nået i ugens løb.
Jeg er jo et sted, hvor de fleste er her på ferie – og det er klart at det også påvirker hele den energi der er hernede – og det kan jeg virkelig godt lide. I Canggu kan man gå i byen hver dag hvis man havde lyst,  men det holder jeg også til weekenden.
Det bedste er nok at min hverdag er så fleksibel og jeg kan gøre som jeg har lyst og det er virkelig ikke så vigtigt, hvad dag det er, men selvfølgelig skal være en balance mellem hvor meget jeg arbejder – og hvor meget jeg holder fri. Overordnet set arbejder jeg dog langt mindre nu end da jeg boede i Danmark- og det er meget bevidst. Jeg havde virkelig brug for at komme væk fra en stresset hverdag, og fokuserer noget mere på at “nyde livet”. Nu er det mig der styrer min virksomhed og ikke dén der styrer mig! – Følelsen af FRIHED er mega vigtig for mig.

Tidsforskellen mellem Danmark og Bali ser jeg som en kæmpe fordel for mig, fordi den virkelig fordrer at jeg kan leve det liv, som jeg drømmer om her. Jeg kan indrette min dag på den måde der passer mig aller bedst både i forhold til min rytme (jeg er B-menneske) – og i forhold til de ting jeg har lyst til at lave – og den måde jeg bedst kan lide at arbejde på.
Min hverdag er som sagt meget fleksibel og jeg prøver at mærke efter, hvad jeg har lyst til. I starten kunne jeg godt have dårlig samvittighed over, at jeg ikke følte at jeg arbejdede “nok” – men nu prøver jeg at hvile i dét. Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over det liv jeg har valgt. Så nu gør jeg alt for at skabe min drømme-hverdag og virkelig nyde det!

De fleste dage sætter jeg ikke vækkeur, da det giver mig den bedste start på dagen. Jeg synes det er en kæmpe luksus, at sove til man er udhvilet. Der er dog dage, hvor jeg sætter den for en sikkerhedsskyld, hvis jeg ved at jeg gerne vil nå et hold i fitness. Jeg starter altid dagen med Maya-tid: Noget som jeg ved gør mig godt – og som lader mine batterier op. Lige nu betyder det,  at jeg enten tager et hold i fitness, går en tur på stranden eller surfer. Derefter tager jeg typisk min computer med ned på en café og spiser morgenmad og arbejder i nogle timer. Jeg arbejder bedst når jeg er væk hjemmefra. Nogle dage sidder jeg sammen med mine veninder som også arbejder online dernede, hvilket er noget som jeg foretrækker. Så kan man lige spise og snakke først, før man går igang med dagens arbejde. Det er meget forskelligt, hvor mange ting jeg har at lave på computeren. Derefter holder jeg typisk en længere pause, hvor jeg kobler af og laver hvad jeg har lyst til. Det kan være at jeg tager på stranden med pigerne, går mig en tur, ligger ved poolen, læser i en bog – eller slapper lidt af indenfor. Senere på eftermiddagen tager jeg nogle dage et hold hvis jeg ikke har trænet om morgenen, går en tur, eller surfer til solnedgang.  Jeg prøver at se solnedgang hver dag, fordi det ganske enkelt også er noget af det som gør mig virkelig lykkelig og som jeg sætter stor pris på. Sidst på eftermiddagen / tidlig aften byder som regel på et par timers arbejde mere for mig, alt afhængig af hvad jeg ellers har af planer.

Det betyder meget for mig at jeg gør ting i min hverdag som gør mig glad og der skal være plads til træning, surf, gåture, strandture, sociale aftaler osv. Alt det tilsammen gør at jeg har energi og føler mig i “flow”. Jeg føler mig mere effektiv når jeg har været ude at bruge min krop først. Det er meget forskelligt, hvor mange timer jeg arbejder foran computeren, da mit arbejde også er mere end dét. Jeg deler det dog stort set altid i to, da jeg ikke er så god til at koncentrere mig i flere timer af gangen med “computer-arbejde”, men også fordi giver mening i forhold til tidsforskellen. Når klokken er 16 hernede, så er den 09 i Danmark, hvilket betyder at der så ofte kommer svar på nogle af de mails jeg har sendt om morgenen etc. For mig handler det ikke så meget om hvor mange timer jeg arbejder, da det ikke er sådan mit arbejde kan gøres op.
Mit mål med at rejse til Bali var at blive en bedre udgave af mig selv – og minimere stress i min hverdag. Mit arbejde er jo ret atypisk, da jeg er selvstændig og fuldstændig selv bestemmer, hvad jeg laver og hvornår. Mit arbejde er jo ikke kun at skrive på bloggen, der er jo rigtig mange ting udenom som også tager meget tid. Derudover så kan en gåtur på stranden eller en samtale med en veninde skabe refleksioner som fører til et blogindlæg.
Som jeg har nævnt et par gange er fleksibilitet vigtigt for mig – og det bliver aldrig en helt fast hverdag her. I de næste par måneder kommer jeg også til at rejse rundt på Bali og øerne – og jeg får også besøg hjemmefra, hvilket gør at det bliver lidt mere “ferie-agtigt”. Det betyder så bare at jeg arbejder mere før/efter og det passer mig perfekt.
Det er vigtigt for mig, at komme ud og opleve noget, så jeg også har noget at dele med jer her. <3

Jeg håber, at i synes det var spændende at læse lidt mere om min hverdag her – og i må meget gerne stille spørgsmål. <3

Det kan være en god idé at spørge sig selv: Hvordan ser den perfekte dag og hverdag ud for mig? – og hvad kan jeg gøre for at komme tættere på den? ..  Det kan være en proces at nå dertil, men tænk over hvilke små skridt du kan tage for at skabe de bedste betingelser for, at du har det godt i din hverdag.

KH. M

2 Comments
  1. Elsker at følge med i din rejse(r) og tak for god inspiration!
    Jeg kom til at tænke på, da jeg læste dette opslag, hvad bor du i på Bali? Altså bor du i lejlighed, på et hostel/hotel, eller andet? Og er det noget du finder privat eller via. booking sider på nettet? 😀

    1. Hej Mia,
      Dejligt at du kan lide at følge med <3 🙂
      Jeg bor enten Homestays eller Guesthose for at holde budgettet nede. 🙂 ..
      Der hvor jeg boede før havde jeg bare fundet via Booking.com - der hvor jeg bor nu har jeg fundet ved bare at gå rundt, da mange steder ikke er på booking.com... Skal man være her længere tid kan man også leje en villa - eller et værelse i en villa.
      Der findes mange facebook grupper til det. Canggu Housing osv. 🙂

      KH Maya

Leave a Reply

Your email address will not be published.