Om min blogrejse – og 2000 udgivede blogindlæg

IMG_4634.jpg
Med dette indlæg har jeg nu udgivet 2000 blogindlæg her på domænet, hvilket er en milepæl som jeg ikke ville lade gå ubemærket hen.  Jeg har haft min blog siden 2011 – og i 9 år har den altså fulgt mit liv. Jeg havde en lidt lang pause i 2012, men ellers har jeg faktisk tjekket ind på domænet jævnligt. Det er faktisk noget af det som jeg selv synes har været ret imponerende, at jeg har haft den her kontinuitet med at udgive blogindlæg.
Jeg elsker, at skrive blogindlæg og dele stort og småt med jer.  Jeg kan rigtig godt lide at min blog hele vejen igennem har været meget personlig og fulgt mig i det sted jeg var i livet, og samtidig har jeg også kunne supplere med opskrifter og mere faglige indlæg om sundhed og træning. I dag vil jeg tage jer lidt med på min rejse, for måske har du ikke været med hele vejen, eller har du? – Kan du huske hvornår du startede med at læse min blog -og hvilke blogindlæg har gjort indtryk på dig?

I virkeligheden er der også skrevet mere end 2000 indlæg, da jeg har slettet nogle indlæg fx. de aller ældste opskrifter, som jeg ikke helt synes levede op til kvaliteten på min blog eller som ikke længere var relevante. Jeg har også 500 indlæg liggende som kladder, som af den ene eller anden grund aldrig kom på bloggen. De fleste indlæg er ufærdige – og nogle står der måske også kun 2 linjer i.  Andre indlæg fandt jeg det måske ikke rigtigt at dele. Jeg kan huske at Matilde (helse Matilde) og jeg talte om at det var lidt sjovt, fordi hun skrev altid indlæg og udgav dem lige efter.

Min blog startede som en rejseblog – “Mayas drømme”, hvor navnet altså stadig hænger ved fra. Jeg arbejdede som guide for Star Tour og bloggede fra Mallorca og Egypten, primært til venner og familie. Da jeg kom hjem gik bloggen fuldstændig i stå – og jeg skænkede den ikke en tanke før, at jeg under mit studie til sygeplejerske blev sygemeldt med stress. Min læge sagde: “Det ville være godt for dig med et kreativt projekt, som du kan hygge dig lidt med”.  Da jeg hverken ville lære at strikke eller male, så faldt valget på at puste lidt liv i min blog igen. Jeg delte opskrifter og blogindlæg, men uden at have nogen idé om hvad jeg havde gang i. Der fandtes ikke mange andre blogs på dette tidspunkt, og jeg læste ikke selv nogen, da jeg ganske enkelt ikke kendte til deres eksistens. Det var et projekt for mig selv og som jeg fandt utrolig meget glæde i, hvilket jeg stadig gør.
Senere fandt jeg Bloglovin, og her lå der blogs som Helse Matilde, Camillas Fitnrun og Tines – Fitinspiration. Disse blogs var startet kort tid inden, måske nogle få måneder, men de havde alligevel et tema og lidt retning, som jeg synes var inspirerende. Læsertallene var ikke prangende på det tidspunkt, men jeg var helt ærligt stolt hvis der havde været 10 personer inde på min blog.  Det er også vigtigt at notere sig, at dette altså er inden Instagram.  Men langsomt kom der skub i tingene især via Bloglovin og Facebook – især senere da Instagram kom. Jeg husker det som en virkelig spændende tid, hvor det hele også var meget nyt. Jeg mødte flere af de andre træningspiger – og vi fik et godt fællesskab og tog til events osv. Det er sjovt at tænke på for mange af de piger som jeg har mødt pga. min blog stadig er nogle af mine bedste veninder i dag.
Screenshot-2014-07-16-20.40.552.png
Screenshot-2014-07-16-20.48.24.png

Jeg bloggede ca. 1-1.5 år før jeg fik tilbudt en kontrakt hos Bloggersdelight.dk, hvilket betød ekstremt meget for mig. Jeg følte at jeg blev anerkendt for det arbejde jeg lavede og det inspirerede mig til at blogge endnu mere. Det betød også at jeg kunne begynde at få lidt penge for mine kampagner. Forinden havde jeg taget imod gratis produkter – og ikke rigtigt haft nogen idé om, hvad jeg egentligt selv var værd. Det betød også at jeg et stykke inde i mit sygeplejerskestudie kunne have bloggen som mit “fritidsjob”, fordi jeg havde en lille indtjening på det. Jeg har aldrig haft ambitioner om at tjene penge på min blog, men det var jo en ekstremt fed mulighed – og det mest fleksible studiejob jeg kunne have de sidste 1-2 år af min studietid.

MLY_7187-e1467972964955.jpg
Da jeg havde et halvt års tid tilbage på mit studie blev det klart for mig, at jeg virkelig gerne ville prøve at kaste alt min tid på bloggen når jeg blev færdiguddannet. Under sygeplejerskestudiet havde jeg fundet ud af, at det nok ikke var den vej jeg skulle gå, men jeg ville gerne færdiggøre alligevel, da jeg var så tæt på “mål”.  Jeg husker tydeligt at jeg skrev Bachelor samtidig med at jeg gjorde alt for at blogge så meget som muligt. Jeg havde ingen idé om jeg ville kunne leve af min blog, men jeg havde langt mærke til at min indtjening var blevet markant højere det sidste år, og at jeg nærmest måtte sige nej til kampagner fordi at jeg ikke havde tid. Efter nogle opslidende måneder med alt for meget på min tallerken blev jeg endelig færdig som sygeplejerske. Jeg sluttede med det bedst tænkelige resultat og jeg var så glad. Mest af alt følte jeg mig ekstremt fri for nu kunne jeg endelig fokuserer på det jeg brændte aller mest for. Jeg var fyldt med drive – og glædede mig bare til at gå fuld tid med min blog.




2 uger efter at jeg stod med min sygeplejersketitel, var jeg til møde på FADL FORLAG – som på stedet sagde ja til min idé om at lave en sundhedsbog, som ikke var en kur – men et forslag til hvordan man kunne lave en livsstilsændring over et år.  Jeg var meget i tvivl om jeg kunne leve af min egen virksomhed, men dette gav mig en tro på at jeg var på vej i den rigtige retning. Derefter havde jeg nok den travleste periode i mit liv. På 1.5 år tog jeg kostvejleder uddannelse, personlig træner uddannelse – og skrev min bog ET SUNDT ÅR, samtidig med at jeg balancerede min blog og kampagner, som jo var min eneste indtjening.  Det var hårdt. Så hårdt at jeg faktisk blev så stresset at jeg tabte halvdelen af mit hår.  Det var et sindssygt pres jeg lå under med deadlines hver uge, uddannelse – og samtidig også at skulle sørge for at tjene nok penge. Det var helt ærligt ikke særlig sjovt altid. Hvis det ikke var fordi jeg virkelig brændte for dét – og fordi det var mine egne projekter, ja så var jeg nok gået helt ned med flaget.  Jeg tog mine stress symptomer alvorligt, da jeg har prøvet det én gang før – og tog blandt andet på flere ferier og hjem til min familie. Det var en kæmpe forløsning da min bog endelig udkom i Januar 2018. Jeg er så stolt af den, det er nok noget af det vildeste jeg har præsteret. Bogen lærte mig så meget- både om mig selv, men også om at udvikle endnu bedre opskrifter og tage flottere madbilleder.

Winnie Methmann
Winnie Methmann

Derefter havde jeg igen ca. 1,5 år mede ekstremt meget fart på. Jeg startede op som personlig træner i Aarhus, jeg udviklede min APP: Mayadroem  med 200 opskrifter – og så brugte jeg naturligvis en masse tid på min blog. I december 2019 opsagde jeg mit samarbejde med Bloggersdelight, hvor jeg ellers havde ligget i mange mange år og været meget glad for. Det var tid til at prøve noget nyt – og jeg havde brug for noget andet. Derfor skrev jeg kontrakt med Buzzanova, hvor jeg rykkede over i sommeren 19 – og stadig ligger. Hos Buzzanova har jeg min egen agent: Fantastiske Nanna og det er en kæmpe hjælp. Det har helt klart givet mig motivation til at blive ved med at blogge.

I sommeren 19 tog jeg på mit livs rejse. Jeg havde brug for at trække stikket lidt efter at have haft meget fart på i mange år. Jeg startede i Portugal og tog siden til Bali, hvor jeg stadig er. Det har været helt fantastisk at kunne dele denne proces med jer. Jeg lever nu som “digital nomade”; hvor jeg med wifi kan arbejde fra hele verdenen. Jeg arbejder ugentligt med at skrive blogindlæg og online kost/træningsvejledning.  Derudover er jeg startet på en Coach Uddannelse, og ser frem til at jeg senere på året bliver certificeret life coach.


Det var altså lige en lille trip down memory lane her på bloggen, og hvordan min rejse har været. Jeg ville virkelig ikke have været dette foruden. Min blog der startede som en hygge rejseblog ændrede med at ændre mit liv totalt. Nu er jeg tilbage til at blogge om rejser og om at gøre det man drømmer om, hvilket jeg faktisk synes er en ret fin sløjfe at binde. Jeg ved selvfølgelig ikke hvad der sker fremadrettet, men jeg ved at uanset hvilken rejse jeg tager på, så tager bloggen med, for den er en del af mit liv- og jeg har ikke planer om at lukke bloggen ned.

Bloggen har haft kæmpe stor betydning for mig karrieremæssigt, jeg har fået nogle muligheder, som jeg aldrig havde troet jeg ville få, jeg har samarbejdet med store danske og internationale brands, jeg har skrevet en bog og udviklet en app. Jeg er så glad og taknemmelig for at jeg har haft muligheden for at gøre min hobby og passion til mit arbejde.
Når jeg tænker på bloggen står det mig dog også klart, at det er på det personlige plan, at jeg har fået aller mest ud af det. Jeg har delt så mange personlige indlæg – og jeg har skrevet mig igennem mange kriser.  Jeg har udviklet mig – og bloggen er vokset sammen med mig.
Men når alt kommer til alt, så ville det aldrig kunne have ladet sig gøre uden jer.  På disse 2000 blogindlæg har jeg modtaget 15.000 kommentarer, flere hundrede mails og tusindvis af beskeder på instagram. Tusinde tak for jeres støtte og engement!! <3
Også et tak til samarbejdspartner for at tro på mig.  Selvfølgelig også et STORT tak til min familie og veninder for at støtte mig på denne rejse. <3

KH. Maya.

2 Comments
  1. Sikke dog et fint indlæg! Tak for at dele din rejse, jeg har været med siden dit spl studie – Og tillykke med milepælene 😀

    1. Hej Katrine. 🙂
      tusinde tak for du læser med. Det er også mange år du har været med efterhånden må man sige !:)
      Kram.

Leave a Reply

Your email address will not be published.