At leve på et begrænset budget tror jeg er et vilkår for de fleste digitale nomader, og derfor vil jeg i dag dele lidt mere omkring de økonomi og de bekymringer man kan have. Det kan let se ud som om at det er det gode liv at leve i sydens sol, men det kan være ekstremt udfordrende når økonomien presser en.
Jeg har oplevet hvordan økonomiske bekymringer kan føles som en grå sky der hænger over ens hoved. Der er ingen tvivl om at det i perioder har påvirket mit humør og velbefindende, hvor jeg fx. har haft svært ved at falde i søvn, haft knugen i maven og generelt ikke følt at jeg kunne “nyde” at være her. Det værst tænkelige scenarie for mig er, at det skal være økonomi som presser mig til at flytte hjem til Danmark. Hvis jeg en dag skal flytte hjem, så skal det være af lyst – og ikke af “tvang”.
Jeg er typen som på den ene side bekymre mig en del, men samtidig kan jeg også godt tænke “det skal nok gå”. Jeg har været selvstændig i 4 år, og jeg ved at det hurtigt kan ændre sig – og at der altid vil være gode perioder og sværere perioder. Sådan har det også været mens jeg har været afsted. Jeg har en ret stor tiltro til, at situationer altid vender, selvom det kan se virkelig svært ud, så kommer der altid noget godt bagefter.
Efteråret var meget udfordrende for mig, men omkring det nye år begyndte det at gå godt igen. Jeg er dog også bevidst om, at jeg i de gode perioder ikke bare kan læne mig tilbage- eller skynde mig ud at bruge pengene. Sådan er det nok at være selvstændig, i hvert fald for mig. Jeg vil i hvert fald sige, at det kan være meget udfordrende – og at det skal man være bevidst om hvis man kaster sig ud i eventyret.
Min indtjening er væsentligt mindre end dengang jeg boede i Danmark, men tilgengæld er mit forbrug også meget lavere. Jeg ønsker at have meget frihed, og derfor vil jeg ikke arbejde så meget som jeg gjorde i Danmark. Jeg har vendt om på work-life balancen, og det handler virkelig om at leve et liv, hvor jeg har det godt. En ting er at jeg bevidst har valgt at arbejde mindre, men det er generelt også sværere at tjene penge, når jeg ikke er i Danmark, det tror jeg de fleste Digitale Nomade oplever.
Jeg tjener penge på mine sociale medier og på online kost-og træningsforløb. Min indtjening er væsentligt mindre, da prisen på online forløb er meget mindre end når man fysisk har klienter 1-1. Jeg laver også mindre sponsoreret indhold/reklame på blog & instagram, end da jeg boede i Danmark.
Jeg havde ikke mulighed for at spare mange penge op før afrejse, da det var en beslutning som jeg tog lidt fra den ene dag til den anden. Set i bagklogskabens lys, så burde jeg måske have ventet lidt med at tage afsted og brugt et par ekstra måneder på at opbygge en større opsparing, da det ville have givet mig mere ro i maven nu. Derudover valgte jeg også at starte med 2 måneder i Portugal, hvilket var en meget dyr fornøjelse, sammenlignet med hvad man kan leve for i Asien. Jeg vil ikke ærgre mig for meget over dét nu, men jeg lærer helt sikkert en masse på denne rejse.
Jeg gør alt for at holde mine udgifter nede, fordi jeg at jeg ved at jo billigere jeg kan leve, desto længere kan jeg være afsted. Jeg har nu været afsted i 8 måneder – og jeg har indtil videre godt kunne få det til at hænge sammen. Jeg har fundet et billigt sted at bo – og prøver ikke at bruge for mange penge på mad, selvom jeg spiser alle måltider ude, da jeg ikke har køkken. Jeg vil gerne skrive lidt mere om mit nuværende budget, men har tidligere udgivet dette indlæg: DIGITAL NOMADE – MIT BUDGET.
De fleste jeg har mødt her er stort set i den samme position som mig. Jeg kan huske, at jeg var lidt bekymret for om jeg kun ville møde nogle som levede på en mere luksuriøs måde, men det har ikke rigtigt været tilfældet. Jeg synes det er dejligt, at jeg primært omgåes med nogle som har nogenlunde det samme budget, så vil vi fx. gerne spise de samme steder, og der kan være forståelse for at man pga. økonomi fravælger nogle ting.
Nogle jeg kender bruger appen “Daily budget”, hvor de har overblik over deres budget, hvor de inddeler det i både mad, diverse og transport etc. Det virker til at fungere rigtig godt for dem, således har de altid helt styr på, hvor mange penge de bruger, og om de er “bagud” på deres budget, hvis de har brugt mange penge én dag.
Har du spørgsmål til at være digital nomade?
KH. Maya
Send en mail på Mayalytzhoeft@gmail.com hvis du ønsker at bestille et online kost og træningsforløb.
Kontakt min agent Nanna på nj@buzzanova.dk, hvis du ønsker at tage en snak om et samarbejde på min blog.