Man kan ikke rejse fra problemerne

Man kan ikke rejse fra ens problemer, det tror jeg de fleste ved. Alligevel tror jeg ofte, at det er noget som vi forsøger at gøre. Hvis tingene bliver for komplicerede så tror vi, at vi kan vende det hele ryggen.
Men det er som om, at i kufferten midt i blandt de rene sokker og tandbørsten ligger problemerne pakket sammen og klar til at tage med dig, uanset hvor du rejser hen.

De problemer eller temaer i mit liv, som jeg kan synes er udfordrende er der stadig på trods af at jeg sidder på den anden side af jorden. Nogle problemer er præcis de samme, nye er kommet til, nogle fylder mindre og nogle er i “dvale” til at jeg igen rammer Danmark. Den erkendelse er vigtig for mig, at jeg ved at jeg ikke har løst alle problemerne blot ved at sætte mig ind i et fly og rejse 10.000 km væk.

For mig har det alligvel været godt at rejse afsted, velvidende om at det ikke var løsningen på alle mine problemer. Det jeg mærker er at jeg har fundet et sted, som er mere roligt for mig at bearbejde de svære følelser, hvor jeg ikke har så mange forstyrrelser som i Danmark. Jeg har givet mig selv muligheden for at tage en “timeout” – og rent faktisk sætte mig selv først. Jeg havde brug for at mærke efter og gøre det som var bedst for mig.
Når jeg rejser har jeg mere plads til at reflektere og se indad, men det er også nogle gange det som gør det ekstremt hårdt. De sidste 8 måneder har jeg virkelig vendt vrangen ud på mig selv – og selvom det er lærerigt, så kan det også være svært. Jeg tror dog på, at både den fysiske rejse, men også den mentale rejse i mig selv er noget som udvikler mig på sigt.

Jeg er nu et sted, hvor jeg har virkelig gode betingelser for at have det godt fx. fordi jeg kan surfe, træne og nyde det gode vejr.  Jeg tror som sagt ikke på, at man kan rejse fra problemerne, men jeg tror at det at ændre ydre miljø alligevel kan påvirke vores mentale tilstand. Jeg oplever i hvert fald at de ydre omstændigheder her har afgørende betydning for, hvordan jeg har det indeni, men det kan ikke gøre dét alene.

Jeg troede måske at alt ville blive nemmere når jeg rejste afsted. Jeg troede at når jeg rejste til Bali, så ville jeg blive glad. At jeg i ægte eat-pray-love stil ville finde roen i mig selv. Jeg er nået meget langt, men jeg er der ikke helt endnu, og det er helt okay.
Jeg troede inden, at jeg ikke ville føle fx. stress, angst og sorg på Bali, men jeg ved nu, at de følelser indeni mig er præcis det samme.

Jeg havde en enorm følelse af frihed da jeg rejste afsted, men jeg har også haft perioder, hvor jeg har følt mig i fuldstændig frit fald. Jeg har ikke rigtigt haft nogen idé om, hvor jeg ville ende henne. Der har helt sikkert været perioder, hvor at jeg har følt mig endnu mere sårbar, og hvor jeg har haft svært ved at tackle alt dette. Når man pludseligt er helt ude af sine vante rammer, så kan det virke ret kaotisk, og samtidig har jeg også oplevet hvordan ensomhed pludseligt blev et tema, hvilket jeg ellers aldrig i mit liv har prøvet.
Jeg er glad for, at selvom jeg sidder på den anden side af jorden, så har jeg stadig en meget støttende familie og veninder. Heldigvis lever vi i 2020, hvor man netop kan facetime etc.
Men der er helt sikkert dage, hvor jeg ville gøre alt for at få et kram – og hvor jeg ville ønske at jeg bare kunne være tilbage i de trygge rammer. Det kan i hvert fald være svært at være ked af det – uden at have sine nære relationer tæt på.

Jeg har også indset, at det kan være svært at være væk, når “mine mennesker” har brug for mig i Danmark. Der er ting som er større end mig – og mine småproblemer. For at rejse væk gør det netop også rigtig svært, at være der for andre – og det kan indimellem gøre mig rigtig ked af det.

Så hvis du sidder derhjemme og overvejer at gøre præcis det samme som mig, så hver bevidst om, om der er noget du flygter fra? Er der noget du bør bearbejde før du rejser?
_________________________________________________________

Men kære du,
Hvad hjælper det at flygte,
hvis det du flygter fra er dig selv?

Hvad hjælper det at at rejse væk? 

Når du står på den anden side af jorden
– og har glemt dig selv? 

KH Maya.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.