Derfor rejste jeg alligevel tilbage til Danmark

Som du måske har set på mine sociale medier, så er jeg landet i Danmark. Jeg har fået mange spørgsmål, da jeg jo egentligt havde meldt ud at jeg havde besluttet mig for at blive på Bali, men jeg ombestemte mig. Det hele er gået så stærkt, så jeg tror faktisk ikke, at jeg helt selv har forstået det endnu. Pga. omstændighederne så føles det rigtigt, men ellers var det på ingen måde min plan at komme til Danmark allerede nu.
Så den korte forklaring på, hvorfor jeg er taget til Danmark er selvfølgelig at en pandemi og global krise har ramt os alle. Det har udviklet sig så hurtigt – og ingen kender konsekvenserne. Så jeg følte mig mest tryg ved at rejse hjem til Danmark, hvor jeg kender systemet og jeg har min familie og veninder tæt på.
Men selvfølgelig er det ekstremt svært, at have forladt Bali og det sted som jeg var så glad for at være. Især uden at jeg har en plan for, hvad der nu skal ske…

Noget kan føles så rigtigt – indtil det ikke føles rigtigt længere. 
Jeg vågnede lørdag morgen på Bali og havde ingen idé om, at jeg om aftenen ville gå i seng med en nyindkøbt flybillet hjem til Danmark.
Situationen udviklede sig så ekstremt hurtigt og selvom jeg havde taget en beslutning, så ændrede jeg pludseligt mening, for noget kan føles SÅ rigtigt, indtil det ikke føles rigtigt længere…
Sidste fredag fik vi besked fra Udenrigsministeriet om at alle rejsende skulle vende hjem til Danmark, men at hvis man boede i udlandet eller havde sin hverdag der, så kunne man blive. Man forventede at transportmulighederne ville blive begrænsede og man kunne risikere at strande i udlandet. Da jeg fik beskeden var jeg hundrede procent sikker på, at jeg ikke skulle hjem til Danmark. Jeg havde ikke planlagt en hjemrejse, og jeg havde jo alligevel ikke tænkt mig at skulle rejse hjem før til sommer, så at strande på Bali skulle nu nok gå…På det tidspunkt mærkede vi intet på Bali, så det var en virkelighed jeg havde svært ved at forholde mig til. På det tidspunkt var der kun ét bekræftet tilfælde, og hverdagen var normal.

I løbet af ugen rejste stort set alle jeg kendte på Bali hjem til deres hjemlande, og selv folk som også boede der fast, forlod pludseligt landet. Man fornemmede en ret panisk stemning, hvor folk skulle af med deres boliger, hunde osv. og samtidig var der også en presset stemning blandt dem som havde tænkt sig at blive, men som skulle have forlænget deres Visa’er. At få forlænget sit visa krævede for nogle at de skulle rejse ud af  Indonesien og ind igen, et såkaldt “visa run” , men det blev besværliggjort af at lufthavnene begyndte at “lukke ned”. Jeg var medlem af flere facebook grupper og stemningen var nærmest desperat. Både blandt dem som havde besluttet sig for at blive, men også for dem som gerne ville rejse hjem, men hvis fly blev aflyst…

Jeg kunne godt mærke, at jeg begyndte at blive påvirket af situationen, men prøvede hele tiden at skubbe tankerne væk. Der florerede så mange rygter på Bali og det var svært når man ikke bare kunne tænde tv’et og få de rigtige oplysninger. Vi talte meget om, hvordan Indonesien ville komme igennem denne krise. Det var tydeligt at det fra myndighedernes side handlede om at berolige befolkningen, så de ikke gik i panik – og at man tænkte mere på økonomi end menneskeliv.  Man valgte dog alligevel i løbet af ugen at lukke for skolerne,  men det meste andet var stadig åbent. Det bekymrede mig, at de lokale ikke tog det alvorligt nok – og det var en stor kontrast til hvordan situationen blev tacklet i Danmark.

I løbet af ugen fik jeg saft farvel til de andre danskere jeg kendte, og det var ekstremt hårdt – og underligt at sige farvel til folk uden at give et kram. Det gjorde indtryk på mig, at de valgte at rejse hjem, og jeg forstod deres argumenter. Til sidst havde jeg kun én veninde tilbage dernede, men jeg ønskede fortsat at blive. Så længe vi havde hinanden så skulle det nok gå. Min veninde var mere i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at blive og jeg kunne godt mærke at hendes bekymringer også gjorde indtryk på mig. Det sværeste var, at vi jo virkelig ikke havde nogen idé om, hvordan det ville udvikle sig. Vi kunne tale med mange forskellige mennesker og alle havde deres bekymringer og tanker om situationen. Ingen har jo nogensinde stået i sådan en situation før. Vi vidste ikke, om sundhedsvæsenet dernede ville kunne tackle sådan en krise, men vi havde vores bange anelser. Og hvordan ville vi som udlændinge blive prioriteret, hvis vi blev syge? .. Vi kunne godt regne ud at det vil få store økonomiske problemer for landet, når stort set alle turister var rejst, men hvordan ville vi kunne mærke det? .. Hvor desperate ville de lokale blive, når de pludseligt manglede penge til at få mad på bordet? … Man kunne gisne om at kriminaliteten ville øges, og hvad ville det betyde for vores sikkerhed? ..

I ugens løb begyndte jeg at savne Danmark mere og mere.. Måske fordi jeg vidste at det ikke ville blive muligt at komme hjem foreløbig. Jeg kunne ikke lide den uvished omkring hvornår jeg ville kunne rejse hjem og besøge min familie og veninder igen.
Jeg synes også at det var ekstremt svært at vide at hvis der skete noget alvorligt i DK, så ville jeg ikke have mulighed for at tage hjem.
Min familie og veninder har været meget støttende i forløbet. De har selvfølgelig delt bekymringer, men de kunne også forstå, hvorfor at jeg gerne ville blive.

Da vi nærmede os weekenden begyndte vi at mærke ændringerne på Bali. Nogle af restauranterne begyndte at lukke ned, mit fitnesscenter lukkede, og der blev meldt ud at større sociale arrangementer skulle aflyses. Der bor rigtig mange expats i Canggu – og de tog situationen mere alvorligt – og mange praktiskerede frivillig isolation.

Lørdag sagde min veninde, at hun ikke kunne være i det længere og gerne ville rejse hjem. Det kom ikke som noget chok for mig, og jeg sagde med det samme: “Hvis du rejser hjem, så tager jeg med”. Vores telefonsamtale varede 1,5 minut – og så kom hun hjem til mig, så vi kunne bestille sammen. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke ville være der alene. Det var ikke forsvarligt at sidde på den anden side af jorden selv, hvis nu der skulle ske noget. Under normale omstændigheder havde det ikke været noget problem, da jeg jo også kom til Bali alene, men jeg ville jo ikke kunne lære nye mennesker at kende, da man jo opfordres til at holde afstand. Jeg vidste at dem jeg kendte ville komme tilbage når stormen havde lagt sig, men jeg kunne ikke vide hvor længe det ville vare.  Nu er jeg bare glad for at min veninde kunne tage beslutningen, når jeg ikke kunne se helt klart. <3

At bestille flybiletterne var ikke noget nemt projekt. Vi var virkelig ude i 11. time, og derfor var det allerede meget svært at komme hjem. Systemerne havde problemer – og de nedlagte ruter stod stadig som om de var der, men biletterne kunne ikke bestilles. De rejser vi selv kunne finde lå på 15.000 og op efter, og alligevel røg biletterne hele tiden for næsen af os. Det tog os 5 timer at få flybiletterne i hus, og det kunne kun lade sig gøre fordi vi har en ven i rejsebranchen som endte med at bestille dem for os. (TAK!!!). Det endte med at koste os svarende til 4 måneders husleje på Bali for en flybillet hjem til Danmark, men da den først var bestilt var det en kæmpe lettelse. Der startede dog en lavine af bekymringer, fordi at mange fly blev aflyste og vi var virkelig bange for at vi var for sent ude, og vi ikke ville kunne komme hjem – og måske ville vi strande på vejen?.. Søndag havde jeg dagen til at få pakket alt ned og ordnet alle de praktiske ting, og mandag morgen gik turen nervøse mod lufthavnen.  Vores rute hed Denpasar – Jakarta – Doha og så København. Vi landede planmæssigt tirsdag morgen 5.45 på dansk jord lettede og trætte. Derefter gik turen til vestkysten, hvor jeg skal bo i huset på Fanø.. Jeg er 2 uger i karantæne, men derefter skal man jo alligevel praktisere social distancering.
Den værste jetlag og træthed ude af kroppen. Det føles HELT rigtigt i maven at være hjemme igen – omstændighederne taget i betragning.
Jeg er taknemmelig for at være hjemme igen, taknemmelig for at være dansker.
Nu glæder jeg mig bare til at karantænen er ovre – og til at danmark bliver mere normalt igen.. .Jeg kan næsten ikke vente med at kramme veninder og familie. <3

KH. Maya.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.