En ny morgenrutine

Der er ingen tvivl om, at min hverdag er ændret radikalt siden at jeg er kommet hjem til Danmark igen, men det giver mig også muligheden for at reflektere over, hvordan jeg nu skal indrette min hverdag. I lang tid har jeg synes, at min morgenrutine ikke rigtigt får mig “bedst fra start”. Jeg vågner lidt for sent – og føler mig ofte bagud med dagen før den overhovedet er startet.

På Bali gjorde det ikke så meget, fordi vi var 7 timer foran. Så uanset hvor sent jeg startede med at arbejde, så var det stadig før at Danmark overhovedet var stået op. Derudover var mit fokus ikke lige så meget på arbejde, som det er når jeg er i Danmark. På Bali startede jeg som regel mine dage med træning, en gåtur på stranden eller surf. Jeg kan helt klart bedst lide at starte dagen med en form for bevægelse og “Maya-tid”.

Jeg har været selvstændig i snart 4 år og det har været svært for mig at stå op om morgenen, når nu man ikke skulle møde på et bestemt tidspunkt. Derfor er det bare med tiden blevet senere og senere.. Jeg ved, at jeg inderst inde er et A-menneske, men at jeg bare er kommet ind i en dårlig rytme. Jeg er klart mest effektiv tidligt på dagen, og kan bedst fokusere om formiddagen.. Derudover vil jeg egentligt gerne i seng tidligt – og kan bedst lide hvis jeg føler mig træt når jeg skal gå i seng.

Jeg har altid tænkt, at når nu det var en mulighed, så ville jeg ikke sætte noget vækkeur, hvilket har været en kæmpe luksus og et stort privilegie. Jeg tror, at kroppen vågner når den er udhvilet – og jeg har behov for ret meget søvn.
Jeg ved dog også, at jeg nok lige skal hjælpes lidt på vej til at komme tidligere op om morgenen.. Så nu har jeg sat mit vækkeur til kl 7.00 hver dag, og jeg er lidt spændt på om det kan fungere for mig.
Udover at stå tidligt op så vil jeg starte dagen med bevægelse. Det kan være en gåtur, cykeltur eller noget udstræk på gulvet. Jeg kalder det bevægelse, da det ikke er her jeg ligger min træning som regel. Jeg vil også gerne drikke mere vand og spise morgenmad hver dag – og ikke for langt tid efter at jeg er stået op, for at få noget energi.  Jeg vil også starte dagen med en hurtig hudplejerutine, hvor jeg lige får renset “natten af” – og fugtet huden godt. Lige nu gider jeg ikke tage makeup på, når jeg alligevel bare sidder hjemme.

I morges var første dag med min nye morgenrutine. Jeg var så træt da alarmen ringede, da jeg sov for sent, men jeg hoppede direkte i tøjet alligevel. Jeg gik 45 minutter i roligt tempo så jeg kunne vågne – og lyttede til noget god musik. Kl. 8.00 var jeg foran computeren med en skål morgenmad, og jeg føler mig for første gang i lang tid “foran med dagen”.  Det er virkelig skønt! Jeg mærker i hvert fald klart, at min energi og mit fokus er bedre, men jeg er lidt spændt på hvor træt jeg bliver i løbet af dagen.

Der er ingen tvivl om, at jeg kan synes, at det er svært med gode arbejdsrutiner generelt som selvstændig, da mine dage heller aldrig ser ens ud. Det er også noget af det jeg rigtigt godt kan lide, at min hverdag er meget dynamisk og fleksibel. Jeg har mulighed for at tilpasse mit arbejde til, hvad jeg ellers skal.

LÆS OGSÅ: TIPS TIL EN GOD START PÅ DAGEN 

KH M.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.